Skal i se med i aften?

11951949_468915356619952_2734778962998733959_nJeg elsker bare det her billede – og netop derfor blev det aftenens forside:)

Nu lakker programserien mod enden og uden at afsløre for meget, så bliver det mere konfronterende for os nu, end det hidtil har været. Vi kommer tilbage til et sted, hvor vi bare ikke vil hjem fra. Elskede Koh Mook og søde Yo, som Carlson genforenes med. Den scene, hvor de ser hinanden efter fire måneder står stadig lysende klart for mig. Vi kommer ind med båd efter vores livs værste sejltur, hvor fire ud af fem har kastet op, fordi der var så høj bølgegang. Da Carlson og Yo får øje på hinanden spurter, altså så meget man kan spurte med Carlsons korte ben, mod hinanden og…. Ja, se med selv. Om 5 minutter.

Jeg kan godt afsløre, at det ikke kun er i sofaen i aften, at jeg fælder en tåre, men også på skærmen. At skulle forlade et sted, hvor man har følt sig så meget hjemme var faktisk sværere end at sige farvel til vores gamle hus, efter fem dejlige år! Det er lidt tankevækkende, at man rejser væk fra hverdagen og så er det netop dér, hvor vi fik skabt den selvsamme hverdag, at vi havde svært ved at rejse videre.

Men er det så netop ikke bare tegn på at vi kan skabe en hverdag, lige meget hvor i verden vi befinder os, bare vi har vores elskede med os? Måske er lykken ikke en destination, men en måde at leve på?

Nyd programmet i aften.

Nana

Iøvrigt vil jeg benytte lejligheden til at vise vores nye tiltag i hverdagslivet – WoodsUp

Har I gjort adventskalenderen klar, ellers så tjek lige denne mulighed:) 14915233_608988809286954_1202205855004783093_n

   

Link til aftenens program på DR 1

12235048_493818717462949_1498548309780391094_n

Her har i aftenens link til program nummer 4:) Puha det var en berørt Nana, som så med. Udlængsel er vist det eneste der fylder i mit hoved lige nu… Og så selvfølgelig vores mega seje børn.. Advarsel – elendig kameraføring fra min side, haha…Men igen får videojournalisten de bedste momenter med ungerne med. Ren og skær nydning.

2015-08-28 08.38.59

Og nu kan jeg  faktisk ikke vente længere… I får også noget andet. – Vi fortsætter nemlig vores jagt på det gode liv. Ud fra devicen: Det handler ikke om, hvor god du er, men hvor god du beslutter dig for at være.  Se her hvad vi har kastet os ud i:)

 

Nana

foto 8

VIGTIGT når du vælger en længere rejse med børn

_MG_6479 kopiVi mødte en del andre rejsende familier på vores rejseeventyr og har også selv samlet en del erfaringer undervejs. Flere og flere skriver til mig med spørgsmål og det er SÅ skønt. Der er så mange familier, der er klar til at gøre det samme ”Hvis bare vi turde.” Jeg har prøvet at lave en top fem over vigtige overvejelser, når man har besluttet sig for at: ”NU rejser vi sgu. Pakker sydhavsfrugterne og drager af sted.”

 

  1. Drop kontakten hjem til – I dag er det simpelthen så nemt at rejse og samtidig være i kontakt med alt derhjemme. DROP DET! Vi har set familier, som har været så meget i kontakt med det derhjemme, at det blev et decideret afsavn. Vores anbefaling er, at man minimerer kontakten hjem til mest muligt. Og skaber den positive fortælling om det at savne. Det er sundt at savne, ligesom det er sundt at kede sig. Det er helt naturligt men behøver ikke at være så konfronterende, som det bliver, hvis man for ofte ser dem på diverse sociale medier, videosamtaler osv. Det kan godt være, at der er kusiner, fætre, onkler, mostre, fastre, bedsteforældre og venner, som man synes, at man skal være i kontakt med, men jeg siger det igen: DROP DET. Når du vælger sådan en rejse, så prøv lige at trække stikket – bare lidt. Selvom man rejser et halvt eller helt år, så sker der altså ikke det helt vilde derhjemme.

Hvis du har større børn, så lad dem sende rejsebeskrivelser hjem til deres klasser og få responsen på mail.

 

  1. En sådan rejse skal IKKE være på forældrenes præmisser. Lad mig forklare: Man skal ikke satse på at bestige et bjerg, gå på den kinesiske mur, snorkle, dykke, vandre, tilbagelægge kilometervis af smuk natur eller rejse til lande, som ikke giver mulighed for at trække stikket ved en strand eller en pool. Byferier var eksempelvis virkelig noget, der trak tænder ud for os, da ungerne blev trætte af for mange mennesker, for intens varme og for mange kulturelle udflugter. Så i hvert fald ikke når man har børn på vores alder. Hvad vi ikke har misset af muligheder for de fedeste naturoplevelser, ruiner og templer fordi formålet med rejsen var fællesoplevelser, som ALLE havde mulighed for at deltage i. Da Luna annoncerede at hun var træt (som man i den grad ser i program nummer 2 på DR1) og ikke kunne gå, fandt vi hurtigt ud af, at baren skulle sænkes. Vi have en slynge med til Carlson, men varmen kom så meget bag på børnene, at det var fysisk umuligt at bevæge sig så langt ad gangen. Derfor var det godt, at vi ikke havde bunker af planer, som ikke kunne blive opfyldt. Det at leje et par scootere en dag kan man leve højt på i mange dage. Her er der også muligheden for at få det autentiske med sig og samtidig ikke være afhængig af andre turister. Hvis man ikke er på samme budget som os, kan man også leje en bil og komme endnu længere omkring.

 

 

  1. Prøv at give slip på kontrollen – der er MANGE penge at spare

Vores erfaring er helt klart, at hvis man har tålmodighed og tør at kaste sig ud i at booke, når man kommer frem, så er der mange penge at spare. Vi oplevede at finde hotelværelser med pool, inkl. morgenmad, som på nettet kostede 600 kr. Efter en rask forhandling på stedet, endte vi på 180 kr. pr. nat for en uge. BEMÆRK: Fra juletid, januar og det meste af februar kan det være svært at finde noget. Det er dog ikke umuligt, så udvis tålmodighed og du vil finde noget. I disse måneder kan det dog være svært at få prisen nævneværdigt ned.

_mg_4838

  1. Rejs som de lokale – Vi sparede rigtigt mange penge på at tage toge, busser og taxier rundt frem for bookingbureauer eller pakkeløsninger. Der er stort set 50% at spare hver gang. Ofte mere. Når man rejser længe, så tag jer tiden til rejserne også. Selvfølgelig kan man ikke tage toget fra Filippinerne til Thailand, men

img_20151215_170940man kan finde de billigste afgange, hvilket er muligt, hvis man har is i maven. Eksempelvis tog vi fra Bangkok til Hua Hin med tog på 3. Klasse. En pakkeløsning i en minibus ville koste 700 kr. for os alle. Togløsningen kostede os 70 kr. for alle.

img_20151216_145404

  1. Minimér oppakningen og overvej hvor mange mediedivices I har brug for. Vi havde en iPad og en computer med på vores rejse og jeg vil faktisk sige, at vi kunne have nøjes med én af tingene. Det var ikke vigtigt at have begge dele med. Ungerne lyttede til lydbøger, når vi kørte på ture. Her havde vi et fordelingsstik med så de alle tre kunne høre det samme. Og da de alligevel blev køresyge i busser, fordi det ofte bumper godt, var det slet ikke en mulighed at bruge det dér. Egentlig kunne man også se det som en afvænning af børns behov for konstant underholdning. Vi oplevede det ikke som en nødvendighed derude og er så glade for, at det ikke var en del af vores rejse.

_MG_3978

Mange har spurgt os, hvordan et budget på 200.000 kr. kan holde for en familie på fem. Det regnestykke er vi ved at sætte op, så I kan se det. Det handler selvfølgelig om at være villig til at gå på kompromis med komforten og om at give sig selv udfordringen. Kan man bo for under 200 kr. pr. nat, så har man et rigtigt godt udgangspunkt for at holde budgettet nede. Jeg lægger det op så snart, at det er færdigt.

 

Er der andre overvejelser man skal gøre sig forud for en længere rejse? Byd endelig ind i kommentarfeltet.

Se med på www.dr.dk i aften, hvor vi igen er med.. Det bliver ikke bare liv og glade dage:)

Nana

   

Vores top 5 over øer i Thailand

_MG_4535 kopiDer er simpelthen så mange, der drømmer om det samme, som vi gjorde for et år siden. Jeg bliver så glad for alle de spørgsmål, der kommer herinde. Undskyld hvis jeg ikke når at skrive til jer alle sammen. Flere og flere spørger: “Hvor skal vi tage hen?” Jeg vil anbefale, at I går ind og læser dette link, som beskriver vores top fem over øer, vi faldt pladask for.

…I øvrigt er vores jagt på det gode liv ved at tage en ny  og spændende drejning. Det vil jeg dele med jer, efter sidste udsendelse på DR. Dog kan i følge med i vores videre færd på rejsen, de næste tre torsdage;)  Altså hvis i har lyst:)

 

DSCF4849Hvalhajerne var kæmpe store på CEBU. IMG_6761

Hyggestund på en af vores favoritter – Koh yao Noi…20160330_120442_008foto 1Nana

Er fremstillingen af os på TV troværdig?

14589882_10154583247662365_2083638328155340573_oSå så man lige os: ”Jagten på det gode Liv” var det program, på ALLE danske kanaler, der havde flest seere torsdag aften kl. 20.30. Helt præcist 426.000 seere (eksklusiv streams). Viiiildt! Jeg troede faktisk ikke, at det ville være så slemt at skulle se sig selv på TV. Da så dagen kom og vi satte os i sofaen, blev det sgu alligevel med sommerfugle i maven, at vi tændte for fjernsynet kl. 20.30 i torsdags.

Hvordan synes jeg så at vi blev fremstillet? Faktisk synes jeg, at de formår at fremstille en masse af de refleksioner, vi har inden rejsen. De får vist vores meget rolige tilgang til planlægning, (nogle i min familie vil nok kalde det håbløs naivitet). Dertil også Carlsons forsvindingsnummer i lufthavnen. Og ja, vi var ved ikke at nå vores fly i Kastrup! Men vigtigst af alt får de skildret et billede af en helt og aldeles normal familie, som har det godt, men som stiller lidt større krav til det, vores hverdag byder på.

Og hold da op for meget positiv feedback vi har fået. Det er eksploderet med spørgsmål til os: Hvordan gjorde I i startfasen? Hvordan traf i beslutningen? Hvad fik jer ud over kanten? Hvad var jeres største frygt? Og så det som flest har spurgt til: Hvor mange penge har I fået for det? Havde i overhovedet gjort det, hvis I IKKE havde fået betaling for det? Som jeg skrev for et par indlæg siden, så sagde vi ja til TV for inspirationens skyld og jeg må vist lige slå fast at: NIKSEN BIKSEN… Vi har altså ikke fået en rød reje for at deltage i TV. Vi fik først kontakt med Nordisk Film efter beslutningen om vores DK-EXIT.
Så det var altså virkelig et håb om, at du som læser og seer kom til at reflektere lidt over livet og hverdagen og om egne drømme._MG_4334 kopi

Forpligtelserne var tæt på at holde os hjemme

Da vi stak af for et år siden var det med den bedste mavefornemmelse og med en følelse af at frigøre os fra alle vores sure forpligtelser. Men samtidig var det faktisk også forpligtelser, som var ved at holde os fast derhjemme (læs om det i et af mine første indlæg her). Hvad er det med de forpligtelser, som skræmmer, samler og gør os trygge, men som til tider også begrænser os?

Vi tog beslutningen om denne rejse – besluttede os for, at vi kunne tage af sted, fordi at vi havde en forpligtelse over for børnene. En forpligtelse som mor og far til at være de bedste udgaver af os selv. Derfor måtte vi fritage os fra udefrakommende forpligtelser. Og i min verden er det alt andet end KERNEN: Os fem…_MG_5360 kopi

Når det så er sagt, så ved jeg godt at vi er i en situation som mange danskere ikke er. Vi kunne tage 200.000 kr. ud af vores budget og øremærke til rejsen. Ganske vist fordi vores hus, bil, campingvogn og en masse inventar blev solgt. Men som jeg kommer ind på i første program, er der også besparelser ved at rejse og ikke at eje noget herhjemme.

På DR’s Facebook-side kan man bl.a. læse: ”Ja, det her er vist ikke for børnenes skyld!?” eller ”Det er da synd for børnene at udsætte dem for sådan en rejse, bare fordi forældrene er så egoistiske!” Et par kommentarer fra et par lettere mavesure kvinder. Og ja, jeg tillader mig at skrive mavesur, fordi jeg ikke tror det er positivt ment. Men nej, i første omgang var det for VORES, min og Sunes skyld. Men udelukkende for at prioritere børnene. Så på den måde er en sådan rejse her for børnenes skyld. I hvert fald, hvis man tager visse forholdsregler.

Summa summarum må være, at det er vigtigt, at vi altid er i bevægelse, er kritiske. Vi har kun dette ene liv. Og det er vigtigt, fordi man ikke må ende dér, hvor man er på vej hen… At man stopper op i ny og næ, mærker efter og siger til sig selv: ”Hvordan har jeg det egentligt?” Sige til sin partner: ”Hvordan har vi det egentligt?” Så man lige kan blinke af til venstre og dreje ud ad en ny udviklingsvej… Det tror jeg, at vi alle sammen har godt af. Specielt fordi jeg tror, at rigtigt mange børnefamilier i dag har så travlt, at de slet ikke har tid til at stoppe op.

Nana

Her er link til 2. progran i rækken

_MG_5196 kopi

Teaseren til morgendagens program. – Skal du se med?

14589882_10154583247662365_2083638328155340573_oI dette afsnit vises det, hvor meget logistik der også er forbundet med at rejse med små børn. Det er ikke altid bare lige.

DR 1 Skriver om morgendagens program:

Stiger din puls også en smule, når det kommer til transport på feriedestinationer?

Nana og Sune er nået frem til det første land på deres 1 år lange rejse.
Og selvom de er lykkelige for at være afsted, så er det også lidt af en udfordring at være backpacker med tre små børn.

Følg familiens første tre uger i Thailand i afsnit to af ‘Jagten på det gode liv’ torsdag kl. 20.30.

Se teaseren her…

Og hvis i på nedenstående billede synes, at jeg ser presset ud, så er det fuldstændig rigtigt. Jeg VAR mega presset. Noget af det man vælger til når man rejser på budget, som vi gjorde er uforudsigeligheden. Her sidder vi langt om længe på en bænk efter at have stået i kø i tre timer i bagende sol. Heldigvis med verdens sejeste unger.

img_5611

Nana –

(mere…)

   

Jagten på det gode liv – se med imorgen 20.30

949c9d_2d60ac52207c49e88571376f7ea81dc5-mv2

Så er det imorgen første program med os bliver vist (Se traileren her og læs mere om programserien her). Her er vi så alle sammen. Os fire familier som du kan følge i de næste seks uger fra imorgen af på DR1, klokken 20.30. Vi er alle sammen familier, som har valgt at gøre noget anderledes, i jagten på at optimere familielivsgejsten sammen og  derfor på vidt forskellige måder søger facit.

Fra venstre har vi den dejlige familie Tina og Jens, som har valgt at bosætte sig i et helt nyt land på ubestemt tid. Der er bare et lille aber dabei, før det hele kan gå op i en højere enhed. Følg den spændende og ikke altid lette vej i jagten på det gode liv for dem. Kig eventuelt også på deres egen blog. Ved siden af den skønne familie står Nete og Nik. De trækker i den grad også stikket og udforsker konceptet simple living for at få mere tid til hinanden og deres børn. Hvordan får man mest muligt ud af mindst muligt? Og hvordan gør man så det inden for landets grænser? Læs eventuelt også mere på deres blog, hvis det er sådan en ændring, man drømmer om. Ja, og så er der jo os. Vi solgte alt – ikke vores børn – dem tog vi med os, sammen med et par rygsække på ryggen og lagde så Danmark bag os i et år. Se hvilke tanker vi gjorde os inden vores afrejse her. Man kan i programmet følge vores udvikling som familie, hvilke tanker gør vi os undervejs, hvad er hårdt ved at rejse sammen, hvad er godt, og hvordan kan man bruge det fremadrettet i vores liv NU!  Sidste skønne par I skal følge er Ditte og Kim og deres to børn. De vælger at udleve drømmen og tager til USA. Dog er det ikke kun drømmen om at prøve et nyt land, der trækker. Der ligger en stor uløst problematik bag deres beslutning om at søge hjælp i netop dette land. Læs mere om dem her. Jeg synes selv, de tre andre familier er mega meget sejere end os, det de gør virker på mange måder meget vildere og udfordrende end vores rejse, men vurder selv, når i kigger med.

Bliver vi lykkeligere? Er vi lykkeligere nu? Hvordan bliver vores forskelligartede jagt efter det samme mål indfriet!?

Se med imorgen i Jagten på det gode liv på DR1. kl. 20.30

Følg eventuelt også med på Facebooksiden de5stikkeraf og på min instagram af samme navn.

Og kommentér endelig på: Hvad ville det bedste liv være for dig!?

Nanafoto 1

En mulighed jeg ikke kunne sige nej til…

img_6916-1For ikke så længe siden lovede jeg et brush up her på bloggen – lidt forskellige ændringer. Det lader vente på sig, da jeg ikke er så teknisk anlagt, og ja, tid ikke er det jeg har mest af for tiden. Derfor kaster jeg mig ud i dette indlæg, som ikke har noget med vores rejse at gøre, men dog alligevel. Det her handler nemlig også om at prioritere sig selv, som vi gjorde på vores rejse.

Da jeg startede mine skriverier herinde var jeg ikke klar over, hvor meget man pludselig kan risikere at skulle tage stilling til, når flere og flere følger mig, og tak for det i øvrigt. I denne medieovervågningsverden får virksomheder ret hurtigt nys om, hvem man er og hvilke prioriteter, man har i livet og hvilke produkter, de synes, man skal præsentere. Batterier? Nej tak. Badehåndklæder? Nej tak. Legetøj? Ellers tak. Ja jeg kunne blive ved, meeeen… Så skete dette. img_6911-1Jeg må hellere advare med det samme: Dette er et sponsoreret indlæg. Denne mulighed kunne jeg, som overskriften siger ikke sige nej til, da det er yderst brugbart for mig i min dagligdag og måske også for dig, som læser med.

Jeg blev kontaktet af firmaet AthGene, som gerne ville lade mig, en moderat sportudøver og sundhedsorienteret person, teste deres produkt. De analyserer gener og har specialiseret sig inden for 15 specifikke, der har den største gennemtrængningsgrad i forhold til sport og ernæring. Disse 15 har de så opdelt i 7 kategorier, så man kan blive klogere på eksempelvis muskelrestitutionstid, følsomhed over for indtag af fedt, hvornår på dagen det er mest optimalt at træne og hvor stor risiko, der er for sportsskader. Alle sammen emner som optager mig og som jeg glæder mig til at blive klogere på. Jeg har en del teorier om min egen krop. Hvad den har godt af, hvornår jeg træner optimalt og hvilken kost, der er bedst for mig. Derfor sagde jeg ja til at få testen tilsendt og prøve det af.img_6903-1

Da jeg fik testen tilsendt, var det super simpelt. Den kom i en lille boks, som den også bliver sendt retur i. I pakken er der en kolbe med noget blå væske og en lang vatpind. Vatpinden tværes godt rundt i munden img_6905-1 og derefter puttes den i den blå væske, rystes og lukkes.

img_6909-1Grunden til at jeg også er nysgerrig på dette er, om jeg fremadrettet vil kunne bruge det i min kostvejledning. Vil mine klienter kunne bruge dette som værktøj i deres livsstilsændringer og vil det give mig hints til at påpege, hvornår jeg træner bedst muligt og forbedrer min sundhedsmæssige livsstil.

Og ja, så er det jo bare at vente… Og det gør jeg så nu. Disse test er stadig meget nye og derfor går der nogle uger, før jeg har svaret på prøven.12809660_532480940263393_7863191486797763030_n

Virker det? Det aner jeg ikke, men jeg har da tænkt mig at finde ud af det og så skal jeg nok melde tilbage.

 

God aften til alle derude.

Derfor sagde vi ja til TV

IMG_5255 kopi

Tænk! Om to uger kan man sætte sig til rette i sofaen og se vores ansigter på DR1. En mærkelig tanke, lettere angstprovokerende faktisk! Nu hvor DAGEN nærmer sig, så går det pludselig op for mig, hvad det er, vi har sagt ja til. Men hvad er det så egentlig vi har sagt ja til?

For lidt over et år siden gav vi, i overført betydning, vores liv i hænderne på Nordisk Film. ”Værsgo, her har I fem personers liv, vores liv kan I, i princippet, vælge at fremstille som I har lyst til. På godt og på ondt uden at vi som sådan havde noget at skulle have sagt. Vi blev en del af en forretning, en produktion, som skulle fremstille det, som befolkningen vil se – igen på godt og ondt. Hvad endte det hele så med?

Programmet hedder ”Jagten på det gode liv” og i titlen ligger jo implicit vores rejsemål – at stoppe hamsterhjulet, sætte livet på pause og være sammen hele tiden.

IMG_6004 kopi

Efter at jeg i et år har skrevet på bloggen, har de fleste af jer nok konkluderet, at det dér med at dele ud, det er i den grad noget, jeg er tilhænger af. Og af præcis samme årsag sagde jeg med det samme ja til at deltage. Skidegod ide og mulighed tænkte jeg. Men ligesom bloggen var mit pusterum, så var vi som familie ikke sikre på, at vi kunne integrere en ekstra (kamera)mand i familien uden, at det ville ødelægge vores ferie.

 

Det var ikke nemt og vi var i lang tid ikke enige i, om det var det rigtige for vores rejse, men netop ud fra devisen om; at man skal dele ud og inspirere i positiv retning for at gøre verden til et bedre sted at være, sagde vi ja. Det lyder stort og langhåret. Tjah… Det er det måske også, men ikke desto mindre, så vil jeg påstå at, vi skylder os selv at prioritere os og vores familie noget mere, end det vi gør i dagens Danmark. Derfor kan det være, at dette program vil få flere til at trække stikket i større eller mindre målstok. Man behøver ikke sælge alt, rejse et år, droppe sine jobs eller lignende. Man kan gøre det på mange måde, hvis man får lyst. Det som bliver fremstillet på DR1, var vores måde at trække stikket på.

IMG_6095

Det er ikke bare lige at være med i sådan en produktion, men jeg vil sige, at de mennesker som har arbejdet omkring os og vores børn, har været fantastiske! Hundrede timers optagelser de har set igennem er blevet kogt ned til seks programmer og jeg føler at det er gjort i lige præcis den ånd, som præger vores familie: Ro, kaos, kærlighed, tid, refleksion, savn og et billede af en helt almindelig familie. Og allerede i første program vil I se, hvad jeg snakker om. Der har vi nemlig alle elementerne med, er jeg ret sikker på.

 

Jeg må endnu ikke løfte sløret for, hvilken eksakt dag programmet vises, men i denne uge vil man kunne se de første trailers fra programmet på DR’s kanaler.

IMG_5533Vi glæder os til at sætte os i sofaen og se os selv – angstprovokerende eller ej:)

 

Nana

   

Nye tiltag på bloggen

1929618_8667218084_9136_n

NYT NAVN – INSPIRERENDE INDHOLD TIL LIVET – TIL SUNDHED – BÅDE ALENE OG SOM FAMILIE – DET SIMPLE LIV – OPGØR MED HAMSTERHJULET – ET SUNDT LIV – REJSER MED FAMILIEN – FIRMASTART – DE SVÆRRE VALG – DOKUMENTAR OM OS – HVORFOR SAGDE VI JA TIL TV – HUSK AT STOPPE OP – OPGØR MED SAMFUNDSNORMEN – ALTERNATIVET.

 

ALT DET OG MEGET MERE DUKKER OP PÅ BLOGGEN NÅR DEN HAR FÅET EN MAKE OVER.

JEG GLÆDER MIG TIL AT VISE JER, HVAD JEG HAR AF NYE TING I STØBESKEEN.

Nana

Er du sød at kysse mit institutionsbarn!?

vlcsnap-2015-08-26-21h19m06s457

Når nu jeg efter et års rejse og derfor et år ude af institutionslivet skal sende mine børn tilbage i nye rammer med nye voksne, nye børn, nye omgivelser og måske endda nye regler for, hvordan man må agere der. Så skal jeg hilse og sige, at det er mega sårbart og rigtigt hårdt. Vilma er seks, Luna er lige blevet fem og Carlson er tre. Han har ingen erindring om livet som institutionsbarn, men det har de to andre og heldigvis er det positivt. Lige meget hvor meget af det, som de hver især kan huske, så ved jeg, at det har det været et liv fyldt med kys, kram og kærlige klap i rigelige mængder, når der var behov for det.

Hvad gør det så ved mig, når jeg gang på gang er vidne til, at mine børn står model til andres kys og kærtegn?

Det giver mig ro! En inderlig ro og stolthed over, at det ikke kun er mig, der synes at mine børn er unikke, fantastiske væsener, som man ikke kan lade være med at kysse, kramme og nusse. Hvad er det lige, der er sket med kysse-, bleskift- og krammefobien imens, at vi har været væk? Altså – vi taler ét år ude af landet og så er der flere som udtaler sig om, at stilen skal laves om og der skal kærtegnes mindre? Jeg har prøvet at læse mig frem til argumenterne og det gør mig bare endnu mere paf.

Hvis vi ønsker, at vores børn skal få et naturligt forhold til berøring og til at mærke efter hvornår, at det har behov for hvilken slags tryghed, kærtegn eller andet, så bliver vi altså nødt til at give lidt mere slip og tro på, at dem som er uddannet til deres arbejde også er dem som ved bedst. Der er dukket en utrolig uheldig tendens op i vores lille danske samfund. Paradoksalt nok i en tid, hvor vi snakker om, at vi ikke har tid nok.

Vi har simpelthen så meget tid til at tænke, bekymre os og pege fingre ad det, man IKKE synes er rigtigt.

En generel mistillid til fagpersoners kompetencer er hvad dette, jeg vil kalde det tankespind, bringer med sig. Det skal altså stoppe nu!

Hvad er det vi er bange for, helt ærligt? Kan børn få for meget kærlighed?

 I Rumænien har man på et børnehjem et fænomen som hedder håndklædebørn. Det er de børn som i sovesalen ligger tættest på håndvasken. Når plejepersonalet kommer ind og vasker hænder, tørre de hænder i de nærmeste børns klæder. Undersøgelser har efterfølgende vist, at disse børn er blevet mere rolige, tilpassede og velfungerende – alene på baggrund af de “kærtegn”, som plejepersonalet ubevidst gav børnene, når de tørrede hænder. Alle børn har behov for berøring!

I min verden kan man altså ikke give et kys i panden med tilbagevirkende kraft. Når jeg er ked af det, så glæder jeg mig da til at komme hjem og få et kram af min mand. Men i situationen er der da ikke noget bedre end at få en skulder at græde ud ved og måske endda et kys i panden. Det at føle sig elsket og forstået af andre er bare rigtigt trygt og det kan et kys i nuet i den grad hjælpe med til.

Jeg kan huske det fine klistermærke, som sad i mange af 80’ernes bilruder: ”Har du talt med dit barn i dag?” Måske skulle vi stedet for at blande os i om vores børn bliver kysset eller krammet for meget, bliver skiftet af en mand, får det forkerte mad eller bliver set på lige præcist den helt rigtige individuelle måde, så spørge os selv, om alt den tankevirksomhed vi har brugt på de bekymringer i virkeligheden er gået fra det nærvær, vi selv kunne have budt vores børn i den tid vi har gået og spekuleret over det?

Jeg håber at mine tre guldklumper bliver overdynget med kærlighed fra de voksne både i skolen og i børnehaven. Kunne man ikke se det som en gave til sit barn?

Jeg ved godt, at dette blogindlæg i sig selv peger fingre ad en gruppe mennesker, men jeg vil vove den påstand, at disse mennesker bevæger sig ind på et område, som de ikke ejer kompetencerne til at have føling med. I mine øjne træder sådanne restriktioner fra os forældre ind over en grænse, som krænker professionelle menneskers daglige arbejde. Så betragt det ligeså meget som en løftet pegefinger fra en skolelærer. Lad børn være børn, lad dem få de kys og kram, de har behov for og lad så vores elskede pædagoger klare deres arbejde i ro og fred.

 

Nana

 

Hjemme efter ti måneders rejse – hvad så nu?

IMG_6952”Hvor er vores værelse?” Dette var den allerførste kommentar fra Carlson, da vi trådte ud i lufthavnen, efter 11 timers flyvetur. Pludselig gik det jo op for os, at for ham kunne vi ligeså godt være ankommet til en ny rejsedestination. Han havde ingen erindring om Danmark, som hans hjemland, om vores gamle hus eller om hans legetøj. Ja, ikke engang familiemedlemmerne var helt på plads efter ti måneders fravær. Alligevel løb han jublende ned ad gangen mod bagagebåndet og skrålede: ”Vi er i Daaaaaanmark,” sammen med Vilma og Luna. Næsten på grænsen til det uopdragne, eller var det bare fordi, at vi var tilbage i Danmark, at vi pludselig havde den følelse? I hvert fald ramte det os allerede dér: Der er bare lidt lavere til loftet i vores land. Det var på mange måder overvældende at stå og vente ved bagagebåndet. Skægt at betragte børnene, som – inden vi tog af sted – dårligt kunne bære deres egne rygsække, men nu, ti måneder senere stod forrest ved båndet og ventede på vores store rygsække, klar til at rive dem ned. ”Den klarer vi, far!” Dér stod vi, Sune og jeg, med hinanden i armene og smilede ad vores store børn. Vi vidste på det tidspunkt, hvor vi skulle bo de første fire dage og derefter var intet planlagt. Selvom det har været konceptet i de sidste ti måneder, og det har fungeret, så gjorde det faktisk, at det ikke var med den største begejstring, at vi skulle forlade lufthavnen og springe ud i vores nye (eller gamle) liv. Dog blev det glemt for en tid, da vi mødte kram og kys fra familie og venner i ankomsthallen. Det var virkelig skønt at se dem igen og vi nød en dejlig aften, hvor det først blev mørkt kl. 22, hvilket aldrig sker i Asien.

 

Blogstikket blev i den grad trukket, da vi ramte Danmark. Vi havde brug for tid sammen. Det lyder måske paradoksalt efter at have rejst rundt i 10 måneder, ALENE som familie. Men nu kom vi hjem og nu kom konfrontationen med ”virkeligheden”, og vi var meget spændte på, om den ville ramme os som en gedigen knytter midt i fjæset, eller blot et blødt dask på kinden. Vi anede det ikke. Vi stod over for nogle store valg ret hurtigt efter hjemkomsten. Ikke de sædvanlige indkøb, som en liter mælk, lidt brød og en figenstang. Vi skulle købe en bil, et hus og i øvrigt placere os et geografisk et sted, hvor vi kunne se os selv i hvert fald det næste års tid. Det tog os 14 dage og så var alt på plads. Carlson blev snotforvirret af at køre rundt og se på huse. Han troede vi skulle bo i dem alle. Så bliver fremvisningerne altså lange, når han hele tiden lige skal have afklaret: ”Skal vi bo her?” Derfor besluttede vi, at huskøb måtte vente. Vi var verdens heldigste og fandt et hus i en lille landsby uden for Roskilde, hvor Vilma som ønsket kan få sit eget værelse. Bilen kom i hus, hvor det vigtigste for os var, at alle kunne blive spændt fast uden at man som voksen var våd af sved efter seancen. Og ja, en billig campingvogn kom også pludselig ind i billedet, så lige nu er alt faktisk som vi forlod det. Ikke det samme hus, den samme bil eller den samme campingvogn, men alligevel det samme i nye rammer.

 

Vi er fortsat nomadefamilie frem til 15. september. Men derefter skal flyttekasserne pakkes ud. Det bliver så skøøønt!

 

Hvad så nu? Kan vi se noget, mærke noget, fornemme noget, frygte noget, ER VI FORANDREDE!? I forhold til at børnene har været væk fra sociale, jævnaldrende relationer, væk fra andre omsorgspersoner eller familiemedlemmer? Det har været en fornøjelse at se, hvordan de leger og hvordan de rummer hinanden i hinandens lege på rejsen, men samtidig så har det også været en fornøjelse at se dem lege med deres ”gamle” venner igen. Selvom legende nu i større grad handler om at rejse, om at være hjemløs, eller at tage sig af syge dyr eller mennesker, så er jeg simpelthen så stolt over det, vi har haft mulighed for at give vores børn. Den omstillingsparathed og åbenhed for andre kulturer vi har præsenteret vores børn for, vil uden tvivl gavne dem i fremtiden. Jeg er spændt på at følge dem og spændt på at se, hvordan de kommer til at indtage verden, på hver deres unikke måde.

 

Hvad så med bloggen?

 

Faktisk har jeg et par indlæg klar til jer allerede nu, som jeg har skrevet på i de sene aftentimer og der er faktisk taget en kæmpe beslutning på hjemmefronten. Nej, vi skal ikke skilles!! Man kan vel ej heller kalde det en familieforøgelse. Hvad det drejer sig om, kan jeg fortælle om meget snart. Så bloggen her fortsætter. Både som rejseblog, men også i en anden spændende form.

 

Nana