• ···

Hjemme efter ti måneders rejse – hvad så nu?

IMG_6952”Hvor er vores værelse?” Dette var den allerførste kommentar fra Carlson, da vi trådte ud i lufthavnen, efter 11 timers flyvetur. Pludselig gik det jo op for os, at for ham kunne vi ligeså godt være ankommet til en ny rejsedestination. Han havde ingen erindring om Danmark, som hans hjemland, om vores gamle hus eller om hans legetøj. Ja, ikke engang familiemedlemmerne var helt på plads efter ti måneders fravær. Alligevel løb han jublende ned ad gangen mod bagagebåndet og skrålede: ”Vi er i Daaaaaanmark,” sammen med Vilma og Luna. Næsten på grænsen til det uopdragne, eller var det bare fordi, at vi var tilbage i Danmark, at vi pludselig havde den følelse? I hvert fald ramte det os allerede dér: Der er bare lidt lavere til loftet i vores land. Det var på mange måder overvældende at stå og vente ved bagagebåndet. Skægt at betragte børnene, som – inden vi tog af sted – dårligt kunne bære deres egne rygsække, men nu, ti måneder senere stod forrest ved båndet og ventede på vores store rygsække, klar til at rive dem ned. ”Den klarer vi, far!” Dér stod vi, Sune og jeg, med hinanden i armene og smilede ad vores store børn. Vi vidste på det tidspunkt, hvor vi skulle bo de første fire dage og derefter var intet planlagt. Selvom det har været konceptet i de sidste ti måneder, og det har fungeret, så gjorde det faktisk, at det ikke var med den største begejstring, at vi skulle forlade lufthavnen og springe ud i vores nye (eller gamle) liv. Dog blev det glemt for en tid, da vi mødte kram og kys fra familie og venner i ankomsthallen. Det var virkelig skønt at se dem igen og vi nød en dejlig aften, hvor det først blev mørkt kl. 22, hvilket aldrig sker i Asien.

 

Blogstikket blev i den grad trukket, da vi ramte Danmark. Vi havde brug for tid sammen. Det lyder måske paradoksalt efter at have rejst rundt i 10 måneder, ALENE som familie. Men nu kom vi hjem og nu kom konfrontationen med ”virkeligheden”, og vi var meget spændte på, om den ville ramme os som en gedigen knytter midt i fjæset, eller blot et blødt dask på kinden. Vi anede det ikke. Vi stod over for nogle store valg ret hurtigt efter hjemkomsten. Ikke de sædvanlige indkøb, som en liter mælk, lidt brød og en figenstang. Vi skulle købe en bil, et hus og i øvrigt placere os et geografisk et sted, hvor vi kunne se os selv i hvert fald det næste års tid. Det tog os 14 dage og så var alt på plads. Carlson blev snotforvirret af at køre rundt og se på huse. Han troede vi skulle bo i dem alle. Så bliver fremvisningerne altså lange, når han hele tiden lige skal have afklaret: ”Skal vi bo her?” Derfor besluttede vi, at huskøb måtte vente. Vi var verdens heldigste og fandt et hus i en lille landsby uden for Roskilde, hvor Vilma som ønsket kan få sit eget værelse. Bilen kom i hus, hvor det vigtigste for os var, at alle kunne blive spændt fast uden at man som voksen var våd af sved efter seancen. Og ja, en billig campingvogn kom også pludselig ind i billedet, så lige nu er alt faktisk som vi forlod det. Ikke det samme hus, den samme bil eller den samme campingvogn, men alligevel det samme i nye rammer.

 

Vi er fortsat nomadefamilie frem til 15. september. Men derefter skal flyttekasserne pakkes ud. Det bliver så skøøønt!

 

Hvad så nu? Kan vi se noget, mærke noget, fornemme noget, frygte noget, ER VI FORANDREDE!? I forhold til at børnene har været væk fra sociale, jævnaldrende relationer, væk fra andre omsorgspersoner eller familiemedlemmer? Det har været en fornøjelse at se, hvordan de leger og hvordan de rummer hinanden i hinandens lege på rejsen, men samtidig så har det også været en fornøjelse at se dem lege med deres ”gamle” venner igen. Selvom legende nu i større grad handler om at rejse, om at være hjemløs, eller at tage sig af syge dyr eller mennesker, så er jeg simpelthen så stolt over det, vi har haft mulighed for at give vores børn. Den omstillingsparathed og åbenhed for andre kulturer vi har præsenteret vores børn for, vil uden tvivl gavne dem i fremtiden. Jeg er spændt på at følge dem og spændt på at se, hvordan de kommer til at indtage verden, på hver deres unikke måde.

 

Hvad så med bloggen?

 

Faktisk har jeg et par indlæg klar til jer allerede nu, som jeg har skrevet på i de sene aftentimer og der er faktisk taget en kæmpe beslutning på hjemmefronten. Nej, vi skal ikke skilles!! Man kan vel ej heller kalde det en familieforøgelse. Hvad det drejer sig om, kan jeg fortælle om meget snart. Så bloggen her fortsætter. Både som rejseblog, men også i en anden spændende form.

 

Nana

   

You are always one descision away from a totally different life

 

_MG_5196 kopi

Alle de beslutninger, som venter om 24 timer er stadig så uvirkelige, at jeg ikke engang har fået sommerfugle i maven endnu. Mest af alt er det hele forbundet med vemod lige nu. Alt skal for sidste gang pakkes ned i vores rygsække. Vi skal sige farvel til et liv på fuld tid med vores børn og goddag til en verden, som på alle mulige måder bliver en anden. Hvordan det bliver vides ikke, men det bliver helt sikkert hårdt at skulle undvære hinanden, når den tid kommer. På en eller anden måde er vores families identitet blevet lig med et nomadeliv i udlandet. Børnene har levet en stor procentdel af deres liv på denne måde og selvom de glæder sig til Danmark, så er jeg ikke helt klar over, hvor meget de kan huske. Carlson tæller til ti på thai og engelsk, men forleden gik det op for os, at han ikke kan tælle til mere en fem på dansk! vlcsnap-2015-08-26-20h52m18s448Han har ingen erindringer fra Danmark, men har dog helt styr på, at der står en kasse fyldt med biler og togbaner og venter på ham. Alle tre børn har lært så meget på denne rejse og jeg glæder mig til, at andre voksne og børn skal møde dem og blive en del af vores liv, når det begynder derhjemme. Når det så er sagt, glæder jeg mig FUCKING meget til bare at være mig.IMG_5611Ikke kun en time eller to. Nej! At tage toget til København og se nogle af de damer, som betyder allermest for mig, sidde i den danske sol og snakke og snakke og snakke, uden at blive afbrudt, uden at være opmærksom på andet end samtalen. Eller at tage på festival med den dejligste veninde og prøve at være alene uden børn og mand en hel weekend. Mon det overhovedet er muligt?

Først og fremmest siger vi i morgen goddag til dejlig familie i lufthavnen og selvom ungerne slet ikke kan vælge, hvem de skal kramme først, så glæder de sig bare rigtigt meget.

foto 2

Tusinde tak fordi I stadig er med på vores rejse. 10 måneder er gået med 100 procents kvalitetstid med vores børn. Hvad så med bloggen? Jeg ved det faktisk ikke endnu. Jeg har lidt forskellige indlæg, der kommer ind angående rejsen, men hvad der herefter skal ske, må tiden vise. Jeg har nydt at dele ud af mine tanker og vores rejseerfaringer og det har været så fedt at mærke, at flere og flere har henvendt sig for at udleve selvsamme drøm. Jeg ved, at jeg vil tænke tilbage på denne rejse som en af de bedste stunder med mine børn, og selvom det var hårdt arbejde, så har det været det hele værd. Når de vokser op og selv skal bidrage til verden håber jeg, at det bliver med en tilgang, som den vi har rejst rundt med her. Man behøver ikke eje alt i verden eller stræbe efter guld og rigdom for at finde den sande lykke. De materielle goder er dejlige at have, men i virkeligheden unødvendige, hvis man skærer ind til benet. Hvis man har hinanden, er en del af et fælleskab, hvor man bidrager med det man kan, så findes vejen til den personlige lykke efter min mening dér.

_MG_4996 kopi

Én ting er helt sikkert. Uden at jeg afslører for meget, så ses vi et andet sted, end her, i det virtuelle univers, før I ved af det.

 

På glædeligt gensyn

 

Nana

 

 

Er Filippinerne en destination for børnefamilier?

IMG_6389 kopiSå sidder vi i flyet fra Manila til Bangkok og jeg har mine to skønne tøser liggende på hver sit lår, imens jeg skriver. Jeg er ikke verdens bedste til de her flyveture, specielt ikke når det er mørkt og det lyner udenfor, men så er det rart med noget andet at tænke på. Et tilbageblik på Filippinerne og den måned vi har tilbragt her: Hold da op for en måned, hvor vi har oplevet helt vildt mange ting. Delfiner i hundredevis, svømmet rundt med hvalhajer – verdens største fisk, endda mange af dem, set ét af verdens syv naturskabte vidundere (Chocolate Hills), verdens mindste primat (det abelignende dyr), smukke drypstenshuler og snorkling i særklasse.

DSCF4851

Og hvad synes vi så egentlig om landet med de mange øer? Faktisk 7003 af slagsen! Det i sig selv gjorde det svært at vælge, hvor vi skulle starte. Vi har bevæget os rundt i Cebu-området og besluttede os for at blive dér. Udover Cebu besøgte vi fire andre øer undervejs. Jeg må sige, at vi desværre ikke er blevet blæst bagover. Det skyldes hovedsageligt tre ting: Maden, rejsetiden/-komforten og befolkningen.

IMG_6358 kopi

Maden

Vi kom til at snakke om undervejs på turen her, at vi egentlig aldrig har mødt det filippinske køkken derhjemme eller i andre lande, vi har rejst. Det er der efter min mening også en grund til. Maden er brun og udkogt. Når der endelig er grøntsager i en ret, er de så bløde at al smag er kogt ud og så smager retterne meget af det samme. Mad betyder umådeligt meget for mig. Jeg elsker simpelthen bare alt muligt mad. Ingen i vores familie er kræsne og børnene kaster sig ud i frølår, melorme, græshopper og søpindsvin, men her blev vi ligesom bare ikke præsenteret for noget, de kunne forstå at betegne som filippinsk mad. Efter 14 dage på farten sagde Vilma: ”Hvornår skal vi egentlig smage filippinsk mad?” Vi prøvede at beskrive, hvad landets mad bestod af, uden selv helt at være overbevist, for vi kunne heller ikke helt gennemskue det. I mange af de gadekøkkener vi fandt, var der typisk 4-5 forskellige gryderetter med kød og noget brunligt sovs. En dag fik jeg bestilt kylling fra en gryderet, hvilket efterfølgende viste sig at være halsen fra dyret. Men jeg fik jo, hvad jeg bad om – kylling! Der serveres som i resten af Asien oftest ris til maden. Vi fandt aldrig madmelodien på Filippinerne. Det var for brunt, for friturestegt og der var for meget hvede. Det her er vores uforbeholdne mening og der er garanteret andre, der har en anden og bedre oplevelse end os. Vi fandt ikke de friske grøntsager og de lækre fiskeretter, men måske besøgte vi heller ikke stederne, på grund af vores budget. I de turistede områder er der masser af frugtboder, hvor man kan få shakes og udskåret frugt og i nogle områder lykkedes det os også at finde grøntsager til salg. Men desværre ikke den store kulinariske oplevelse. IMG_6134 kopi

Rejsetiden/-komforten

Vi har efterhånden hevet vores børn ret meget rundt i den asiatiske manege og er der noget de er blevet gode til, så er det at vente og at finde på lege, når de ved, at tiden bare skal gå. Hvis man har tre børn med til Filippinerne, skal man læse sin lektie og lave en plan hjemmefra. Det havde vi ikke gjort og det gjorde på en eller anden måde alle landets muligheder uendeligt uoverskuelige. Det var som at stå foran en slikhylde med alt det danske slik, vi ikke har fået i 10 måneder og så pludselig kun måtte vælge to ting… Uendeligt uoverskueligt. Det er enormt billigt at flyve indenrigs, så det er en mulighed. Dog var vores budget ikke til det, så vi rejste med båd og busser. Og her skal man altså have lidt is i maven. Det kan være nogle ret slingrende og gyngende ture, man udsætter sig selv og sine børn for, både i bussen og på havet. Samtidig skal man bevæge sig langt for at komme til et nyt sted, hvis man ikke vælger flyløsningen og det har trukket tænder ud. Det skal siges, at det offentlige fungerer godt og hvis man får de rigtige chauffører i busserne, så kan man virkelig nyde de billedskønne udsigter, som findes her. Altså som i noget af det smukkeste jeg nogensinde har set. Det er enormt billigt at rejse med bus, men de private både er ret dyre.

IMG_5673 kopi

Befolkningen

Filippinerne er virkelig søde og imødekommende og vi har snakket med nogle mennesker, som har gjort os klogere på landet, på fattigdommen og på den kommende præsident. Jeg mødte en skolelærer, som fortalte mig om strukturen og undervisningsformen herude og det var vildt spændende. Igen finder man ud af, hvor privilegerede vi er i Danmark. Med 60 (kontra Danmarks 28) elever i hver klasse må det bare være lidt mere uoverskueligt at stå op og morgenen og tænke: ”Hvor er det fedt at føle at jeg slår til som lærer og ALLE mine elever får noget ud af min undervisning.” Stakkels kvinde. Selvom det har været fedt at komme ind under huden på en ny kultur, så har det på en eller anden måde også været meget anstrengende. Vi har bevæget os i nogle områder, hvor turister ikke er dagligdag og efter 30 dage med tre skandinaviske børn er vi simpelthen så færdige med folk, der glor, tager billeder og hvis verden går i stå, når vi kommer gående. Vi fandt ikke rigtigt nogen positiv tilgang til det undervejs, selvom vi virkelig prøvede. En strand ved Moal Boal måtte vi til sidst forlade, da vi havde følelsen af, at alt gik i stå, når vi kom gående – selv MED tøj på! Selv de skrålende karaokesangere, som stod langs stranden fik teksten galt i halsen. Det har simpelthen fyldt for meget, fordi deres måde at stirre på er en anden, end vi hidtil har oplevet på vores rejse. Vi prøvede at smile hele vejen igennem, men børnene spurgte os ofte om, hvorfor filippinerne kigger SÅ meget hele tiden. Selv de kunne mærke forskellen.

IMG_6247 kopi

Har vi så fortrudt Filippinerne? Niksen biksen! Der er også mange fede ting ved det her land. Det er nemt at rejse rundt og søge hjælp, da de er enormt gode til engelsk. Landet er stadigvæk uspoleret og ikke så udviklet til turisme som de andre lande, vi har bevæget os rundt i. Det har vi været vilde med. Det har givet os en unik mulighed for at være first-movers til steder, som uden tvivl kommer på rejseguidernes Must See, når man rejser hertil om få år. Vi har simpelthen fået de vildeste oplevelser med. Børnene har virkelig lært og oplevet en masse, som der ikke er mange på deres alder, der kan skrive på CV’et. Både delfinturen og snorkling med hvalhajer står soleklart for dem. Samtidig har vi også fået nogle dybe samtaler om fattigdom, hvad det vil sige og hvorfor der er så mange børn på gaderne uden en mor og far. Dog vil jeg sige, at Filippinerne er et land, som giver meget mere mening, hvis man ingen børn har eller hvis man rejser med større børn. Der er uanede mængder af naturoplevelser på Filippinerne og jeg tror, at havde Sune og jeg været afsted alene, havde en måned langt fra været nok.

IMG_5942 kopi

 

 

 

 

 

 

 

Nu er vi fyldt op og for første gang glæder vi os til at sige hej til Bangkok igen. Vi slutter simpelthen, hvor vi startede. På Rembrandt Hotel. I Bangkok skal der shoppes, evalueres og mon ikke også der skal fældes en masse tårer, for de sidste ti måneder har da bare været for vilde. I dag i Manila lufthavn kom en ung fyr (gud, hvor lyder jeg pludselig gammel) over til mig. Han spurgte, hvor jeg kom fra. Han og kæresten havde set os komme gående med ungerne tidligere og havde lagt mærke til os. Han ville bare sige, at det så ud til at vi var en glad og meget lykkelig familie. Pludselig stod jeg med gåsehud over hele kroppen og følte mig som den sejeste mor nogensinde, da jeg fortalte, hvor længe vi faktisk havde rejst med dem. Og så fik jeg den igen: Følelsen af at være verdens lykkeligste menneske. Dejligt at andre, som slet ikke kender mig også kan se, hvad denne rejse har gjort. Et endnu mere lykkeligt menneske.

IMG_6032 kopiSelvom denne rejse snart er slut, så starter en ny så snart, vi sætter vores ben i Kastrup. For hvad skal vi så? Brainstormen er i fuldt gang, men hvordan og hvor vores nye liv skal begynde aner vi ikke. Og det føles stadigvæk som det helt rigtige, at der er så mange ubekendte. Én ting ved jeg dog nu:

 

 

 

Så længe vi har hinanden, kan vi bo i hvad som helst og hvor som helstIMG_5981 kopiNana

 

 

 

 

 

 

 

 

   

Delfin, filippin, sublim

IMG_6120 kopi”Og dér! Og dér! Og dér! Mor, jeg tror snart, at jeg har set en milliard syvhundrede delfiner.” Konstaterede Luna efterfulgt af: ”Jeg ved snart ikke, om mine øjne kan klare mere. Har vi ikke flere kiks?” Jeg måtte give hende ret. Det var altså også bare vildt. De var simpelthen overalt. Voksne delfiner, mordelfiner med deres små legesyge unger. Oppe over vandet, under båden og foran båden i ottetalsformationssvømning. En oplevelse som jeg dvæler lidt mere ved senere, men først vil jeg lige fortælle jer om dette hemmelige sted, som åbenbart ikke er kendt af mange. I hvert fald at dømme efter de blikke vi fik fra de lokale, da vi ankom til byen.

IMG_6052

Find én fejl

Vi tog fra Dumaguete, som er hovedbyen på øen, Negros Oriental. Vi brugte bare en dag der, da vi efterhånden er ved at løbe tør for tid. Ungerne var ellevilde, da den blev brugt på en legeplads, hvor mor her var ekstra vaks! Det var ikke helt den standard legeplads, vi er vant til derhjemme, men nogle gange minder det mig også om, at vi skal slappe lidt af derhjemme. Måske lige til den gode side i dette tilfælde. Med alle lemmer i behold tog vi videre op til Bais med offentlig bus. En times transport fra Dumaguete. Det offentlige fungerer rigtig godt her og der kommer hele tiden en ny bus til ingen penge. Så længe vi ikke drøner rundt i bjergene og de stopper for hver 500 meter, fordi en ny passager skal på, og de derfor ikke kan nå op i fart, så er jeg rolig. Da vi steg ud af bussen var det som at komme til en anden verden. Turister er så sjældne, at de hele tiden skal røre ved børnene, når de passerer os. Røre ved deres hår, kigge… Ej jeg siger det som det er; glor på os, som havde de aldrig set et blegansigt før. Til børnenes store frustration bliver de ved med at sige ”Hello babyyyyy!” Og skal man smigre sig ind på 3-, 4- og 6-årige børn er det ikke vejen. ”Hvorfor kalder de os hele tiden babyer?” De har alle tre droppet den søde poseren med: ”Cheese” og to fingre i vejret, når folk vil tage billeder med dem. Ikke engang et lille smil kan det ikke blive til mere. Pigerne er bare begyndt at vende om på hælen og gå. Carlsons mund der vender nedad, imens han med sin sureste stemme siger ”No,” er ikke til at tage fejl af. Men de giver ikke helt op. I dag så jeg så en ny tilgang. To filippinske mødre, som bor på samme hotel som os, tilbød pigerne noget frugt. Imens den ene gav pigerne frugten, stod den anden klar med kameraet! ”Say cheese!” Pigerne fik frugt, så de var ligeglade, men det er skægt, at det er så markant i dette land. Vi er alle lidt trætte af livet i rampelyset.

I Bais havde vi booket et værelse på det eneste hotel i byen. Herfra kunne vi booke en tur ud og se delfiner hos det eneste bookingbureau i byen. Ingen konkurrence betyder svimlende priser, så vi måtte give 500 kr. for en bådtur, hvor der ikke var garanti for delfiner. Men afsted skulle vi!  IMG_6061 kopiVi stod TIDLIGT op og tog ud til havnen, med et kæmpe ønske om at få lov til at opleve bare et par delfiner, som svømmede rundt om os. Det der skete var simpelthen ikke noget vi kunne have forestillet os i vores vildeste fantasi. Efter en halv times sejllads sagde kaptajnen ”Look,” og så begyndte showet ligesom bare.IMG_6182 kopiIMG_6144 kopiHalvanden time sejlede vi rundt imens den ene flok efter den anden nysgerrigt nærmede sig vores båd. Jeg må sige, at vi får sat en masse flueben på denne rejses sidste etape. Det var ligesom at være med i en film og da selv kaptajnen begyndte at tage billeder af babydelfiner der spindene kastede sig op i luften, vidste vi, at vi var heldige.IMG_6134 kopiIMG_6170 kopi Sigtbarheden var uovertruffen og havet var spejlblankt, så vi kunne følge dem langt ned i dybet og se, når de kom op efter luft. Til sidst lænede vi os bare tilbage og nød synet. Luna fik en kiks, så hendes øjne kunne klare flere delfiner, for de var fortsat overalt.IMG_6260 kopi Da vi sejlede derfra stoppede kaptajnen på en sandbanke, IMG_6262hvor vi fik lov til at bade og hygge lidt, inden vi tog tilbage på havnen. Sune smagte friske muslinger og søpindsvin, som de lokale fiskere tilbød. ”You become a strong man!” sagde de, og så tog Sune et par bidder ekstra af det klamme sovs inde i søpindsvinet.

Resten af dagen blev selvfølgelig brugt på at lege delfiner i poolen, i sengen og inden de lagde sig til at sove, sagde Luna: ”Jeg vil sige til min hjerne, at jeg vil drømme, at jeg er en delfin.”

 

 

 

 

 

 

Dagen efter var vi klar på flere oplevelser. Vi havde ENDELIG fundet nogle grotter, som skulle være børnevenlige. Igen tog vi det offentlige og desværre blev turen derop med en chauffør med dødsforagt, som gav de fleste kvalme og fratog mig muligheden for at nyde den vildeste udsigt. Jeg forstår stadig ikke, hvorfor de skal køre så stærkt i hårnålesving og med 1 meter til vejkanten, som går 500 meter ned. Hvad jeg heller ikke forstår er, at jeg virkede til at være den eneste påvirkede. Jeg prøvede på ikke at bekymre mig og ikke tænke på, at nu er det hele gået så nemt hele rejsen og NU GÅR DET GALT! Vi nåede frem, uskadte og klar til huleinspicering. Da vi fik at vide, at turen tog tre timer, var vi klar til at vende om, men niksen biksen. Vi besluttede, at det var nu eller aldrig. Vi proppede tasken med ”benzin” (kiks, bolsjer og juice) og så vi var klar. Da først hjelmene var på, var børnene klar til at vandre.IMG_6275 kopi Først 1 km til den første grotte. Hvor vi fik lov til at spille på drypstenene som hang fra loftet, se hvilke konsekvenser jordskælv kan have på sådanne huler og hvordanIMG_6300 kopi drypstenene bliver længere og længere fra år til år.

 

 

 

 

 

 

Videre til næste hule som til børnenes store tilfredsstillelse kun kunne bsøges med pandelamperne tændt. IMG_6312 kopi Da vi var midt inde i hulen fik Vilma pludselig en ide om at vi alle sammen skulle slukke vores lygter. Vild oplevelse, de 8 sekunder Carlson havde lyst til totalt mørke. Her blev vi udfordret og skulle gå på en lang gitterbro ind i ingenting. Undervejs så vi de smukkeste formationer af drypsten og børnene var med endnu. Sidste hule var klar til at blive indtaget. Den smukkeste af dem. Alle stenene var kridhvide og glitrede. Guiden fortalte os, at det ville være ligesom at komme ind i Elsas krystalslot og så fik pigerne fornyet energi. IMG_6299 kopiCarlson annoncerede godt nok, at han gerne ville hjem, men han klarede det også. De sejeste børn klarede turen på lidt over tre timer. Børn kan bare mere, end man går og tror. Og på vej hjem i bussen kunne jeg sidde og nyde den smukkeste udsigt med en perfekt chaufør, som kørte stille og roligt ned ad bjerget.IMG_6267 kopiSune havde ret fra busturen opad… det var den vildeste udsigt. Og det var den vildeste oplevelse med vores børn. Sune er i gang med putningen og der er ingen tvivl om, at det bliver en hurtig putning.

 

 

 

I morgen tager vi videre til Moalboal-området, eftersigende endnu en uberørt perle, med formidabel snorkling, lækre vandfald og en masse lokalt liv.

Nana

 

Øhop på Filippinerne

IMG_6004 kopi

Det sker bare ikke det her: ”Country rooooooads…” Altså skal vi sidde lige ved siden af højtaleren: ”Take me hooooooome…” Åbenbart. ”To the plaaaaaaace…” Ja okay, så sætter vi os her og prøver at nyde vores mad! ”I belooooong…” Okay, vi sætter os i hvert fald og får det bedste ud af denne her tur.

Det som vi troede, skulle have været en hyggelig, smuk, stemningsfyldt frokost, blev til en turistfælde af de værste. IMG_5780 kopi  En pramtur ned ad Loboc River med frokostbuffetten serveret i smukke omgivelser. Alt virkede så fint og flot og da vi så kom ombord og sad og ventede på, at maden blev serveret, kom en anden pram flydende med den sanger, som skulle vise sig at blive til vores sanger. Vi sad og jokede lidt med, at det var godt, at vi ikke havde bestilt med sanger!!! Pludselig stod han på vores båd. Vi prøvede at nyde turen, som virkelig er smuk. Turen peakede dog først, da vi pludselig gjorde stop ved, hvad der skulle ligne de indfødtes område, som det så ud i gamle dage. IMG_5812 kopi Vi tog det med et smil og gik all in med fællesbillede og stamme-stomp. På vejen hjem i båden, nu med. ”Bye bye Miss American pie og de vildeste guitarsoloer (som han lavede med saxofonlyd. Hvorfor, jeg ved det ikke.) kiggede Sune og jeg på hinanden og bestilte en kold øl. Nogle gange må man bare se sig slået af pladderturismen og dens grimme fjæs. SKÅL!

IMG_5797 kopi

Stamme stomp:)

IMG_5763 kopi

Denne lille Tarsier

Før denne famøse tur på Loboc, var vi rundt på øen Bohol. Vi havde lejet en bil med chauffør og havde foruden frokost på floden sagt ja til at se, hvad vi troede var verdens mindste abe. Vi fandt så ud af, at det er en primat (turistfælde igen). En Tarsier, som ganske rigtigt er mega lille og abelignende. Dens spektakulære store øjne kan ikke dreje, til gengæld kan dens hoved dreje 180 grader til hver side. Den er mest aktiv om natten, men mange af dem sad i træerne og kiggede på os. Vi blev ført rundt i et reservat og jeg var glad for at se, hvordan dyrene havde det i deres egne omgivelser. Jeg læste nemlig efterfølgende om dem, at hvis de bliver stressede eller, hvis der er for meget larm, er de meget konsekvente – de begår simpelthen selvmord, de små stakler. Et besøg værd hvis man er på Bohol.

IMG_5773 kopiVi tog videre til Chocolate Hills – et af verdens syv naturskabte vidundere. En kæmpe oplevelse at se alle de chokoladebjerge, selvom I nok kan forestille jer Carlsons skuffelse, da han fandt ud af, at de ikke var lavet af chokolade!

Fedt med en masse oplevelser efter et par afslappende dage på Panglao Island. Vi var ladt op. Dagene forinden gik nemlig med total afslapning ved vores resort. Vi kom ned i gear igen efter en masse oplevelser i Cebu og Oslob. Vi havde lovet ungerne, at de måtte pakke ud, når vi ankom og det må man sige at de tog meget alvorligt. Vores ting har aldrig ligget så pænt som den aften. Efter at have rykket så meget rundt, kan man også mærke på dem, at de begynder at have behov for at slå sig ned. foto 5Meeeeeen det må vente lidt endnu. For efter en dag med dejlig strand på Alona Beach. Skulle vi videre til øen Siquijor, som ligger syd for Bohol. 2 timers bådtur klarede alle igen exceptionelt. Denne gang var vi så heldige, at en flok delfiner valgte at følge os lidt på vej hen mod vores nye destination. Vi blev sat af på øen og fandt efter noget af en bjergbestigning frem til en tricycle og kom af sted mod vores nye hjem. Et lækkert hotel lige ned til den smukkeste strand, med de smukkeste solnedgange. Vi har brugt tre dejlige dage her. Vi er efterhånden svære at imponere, men vi havde til dato den smukkeste scootertur rundt i bjergene i går. Vi kørte egentlig derop for at besøge en meget smuk grotte. Det viste sig dog, at sværhedsgraden var alt for høj til den lille familie med korte ben, så endnu engang måtte vi springe et lækkert naturfænomen over.
Vi tog så en anden vej ned ad bjerget, som førte os til et lækkert etagevandfald, hvor børnene – ja og nok måske mest mig – fik overvundet nogle grænser.

 

IMG_5961 kopi

Nu hopper du altså mor!

Vi kastede os ud over vandfaldet og det var ikke kun mor og far der var stolte, da Vilma og Luna sprang ud over kanten, de fleste af de andre besøgende stod og klappede ad ungerne, da de kom op af vandet igen. Vi brugte lang tid i de mange forskellige vandfald og da Carlson blev træt og ikke gad bade mere, ville han bare sidde ved politimanden, som også holdt vagt over vores rygsæk.IMG_6002 kopiSå fik pigerne lige et par gyngeture ud i vandet. Når jeg ser på billedet af Vilma, må jeg bare sige, at der er sket så meget med hende på denne her rejse. Da hun hoppede i poolen i Bangkok for ni måneder siden, var det med redningsvest og badevinger.

 

I dag var endnu en oplevelsesrig dag på scooteren. Det er jo en oplevelse i sig selv at køre rundt blandt lokale. Vi har ikke, i nogle af de andre lande vi har rejst i, oplevet at være en seværdighed på den måde, som vi er her. Men udover selv at være attraktion, så besøgte vi den billigste fiskespa. IMG_5981 kopiFor 70 øre kunne du ellers få renset tæer af fisk i alle størrelser. Selvfølgelig faldt den største fisk over mine fødder. Dem der har været i et fiskespa ved, at det kan kilde lidt, når de små fisk napper. Denne krabat på en to kilos penge nærmede sig mig og da den tog første bid (sådan føltes det), måtte jeg hvinende hive min fod op, fordi den sugede så hårdt, at jeg var bange for, at den ville tage mig med. Stor moro blandt de lokale. Igen blev vi ufrivilligt attraktionen.

Denne ø er virkelig skøn og der er masser at opleve. Meeeeen, vi skal videre. Vi er ikke færdige med øhop endnu. I morgen rejser vi på ny videre. Mange har anbefalet Palawan, men vi har faktisk besluttet at droppe det. Vi synes ikke, at vi havde tiden efter Bohol og vores mavefornemmelse sagde, at det ikke er denne tur. I stedet bevæger vi os med skib til øen Negros Island, som skulle være en uberørt perle, med lækre strande, huler, også på børneniveau, aktiv vulkan og det som børnene glæder sig mest til nu – delfiner.

IMG_5729 kopi

Vi glæder os til det, der venter, selvom tankerne lidt (for) ofte flyver til Danmark. Vi minder jævnligt hinanden om, at vi skal nyde den sidste tid herude. Og i aften var endnu én af de her ”Jeg-er-verdens-lykkeligste-menneske”-stunder. Børnene leger i vandkanten, finder muslinger, eremitkrebs, laver sandmand, mens solen forsvinder bag bjergene på den ø, der venter forude. 4 øer på Filippinerne tilbagelagt og en ny og spændende venter.

 

VI ER SGU VIRKELIG HELDIGE!

 

Nana

 

 

Dykke med hvalhajer:  ✔

DSCF4874 (1)

Kl. 5.35 blev vi vækket i går. Ikke af os selv, men af ejeren af resortet. ”Your car is here, sir!” For første gang på denne rejse så man os suse rundt som en travl morgen hjemme i Danmark. Ud af døren med os, ned i bilen og afsted mod hvalerne. Endelig var dagen kommet. Det var et must på vores (måske mest min) liste over ting, der skulle opleves på Filippinerne. Derfor var det også fem spændte rejsedyr, der sad på vej dertil og snakkede om, hvad der ventede os. Carlson var okay med, at skulle ned til dem, fordi de jo ikke havde tænder. For så kunne de jo ikke bide ham. Vilma og Luna havde ikke de store bekymringer. De var bare mega spændte. Da vi ankom, blev vi briefet om, hvordan vi skulle omgås de kæmpe dyr, når vi var i vandet.DSCF4817 Jeg oversatte for børnene undervejs. Blandt andet er det vigtigt ikke at røre ved de kære dyr, da deres hud er meget sart, ikke at have solcreme på og holde en vis afstand. Et par ting jeg undgik at fortælle var, at man blot skulle svømme stille væk, hvis de begyndte at svømme mod én og at man ikke måtte lave for mange bobler omkring sig, da hvalhajerne så kunne tro, at det var mad! Stadig fulde at forventning hoppede vi om bord på båden.

Vi sejlede et par hundrede meter ud i en lille jolle med tynde bambuspontoner. Efter ikke særlig lang betænkningstid sagde kaptajnen: ”Jump!” – øhh okay, af sted med mig.DSCF4868Synet der mødte mig, da jeg kunne se noget for boblerne, jeg havde lavet, var overvældende. Jeg nåede dog ikke at dvæle så længe ved den forbipasserende finne og den kæmpe mund, der vendte sig mod mig. Jeg kunne kun tænke: ”Fuck, bobler!” Det samme syn mødte Luna, da hun kom ud. Hun var sej og sagde endda ja til at svømme en lille tur rundt med en af mændene fra båden. DSCF4863”Jeg kunne ikke engang se det hele af hvalen på én gang, så stor var den,” sagde hun lettere euforisk, lettere skræmt, da hun kom tilbage. På et tidspunkt var der tre hvalhajer omkring os og det blev for meget for børnene, så de kom i båden og så fik vi ti minutters voksentid med de store dyr. Og så var det paparazzitid.

DSCF4902

DSCF4957

DSCF4849DSCF4915

Efter 30 minutter var det op igen og så kunne vi sætte os hen på en restaurant og spise morgenmad og reflektere over det, som vi lige havde oplevet. Hvalhajer! Er det så fedt som alle siger? Ja, det var bare det vildeste, mest fascinerende at svømme rundt med de dyr. Selvfølgelig er det kommercielt og en kæmpeturistattraktion, men det er faktisk fuldstændigt ligegyldigt. For når du svømmer rundt dernede er følelsen af at få lov til at tage del af deres liv og deres bevægelser bare det hele værd og meget overvældende. Børnene fik selvfølgelig ros for at være de sejeste børn i verden – DE ER SGU DE SEJESTE BØRN!

DSCF4871

Da vi sad om aftenen og snakkede om oplevelsen, kunne jeg mærke, at jeg ikke havde fået helt nok. Det var en af mine største drømme, og der var alligevel gået meget tid med at tage sig af unger og ikke kigge på det, jeg faktisk var kommet efter. Derfor besluttede jeg mig for at give mig selv en tur ekstra. Jeg stod op med hanerne i morges og smuttede mens min skønne familie lå og sov videre. Afsted, bare mig selv. Det var fedt at kunne ligge i vandet og se dem svømme omkring. Føle, at man kunne kigge dem i øjnene og følge deres bevægelser. Det fede var så at jeg kunne komme hjem og fortælle, at der kun var tre hvalhajer i dag, da jeg var ude. Dagen inden var der 10-12 stykker, da vi alle sammen var af sted. Sigtbarheden var også bedre dagen før, men højdepunktet i dag var, at jeg så en hvalhaj på 12 meter, hvor vi i går ”kun” sagde goddag til 8-9 meters krabater.

Alle var lige vågnet, da jeg kom hjem. Jeg fulgtes med et engelsk par, og da de gik hen mod deres værelse sagde de: ”Sleeping time.” Jeg smilede bare til dem og tænkte: ”Not in my world.” Jeg blev nemlig overfaldet da jeg kom hjem og så var det tid til at spise morgenmad og pakke vores sager.

Oslob har ikke meget andet at byde på end hvalhajer. Et par smukke kirker og et eftersigende smukt vandfald, som dog ikke har noget vand for tiden, så det kan vi ikke fortælle så meget om. Byen er meget lille, selvom der bor 10.000 mennesker. Men en VIGTIG information: Der findes ingen ATM’er, så husk at hæve rigeligt med penge, inden du tager dertil.

IMG_5673 kopiVi skulle videre med færge (troede vi) til Panglao Island nær Bohol. Vi blev hentet med tricycle, som er en motorcykel bygget om til en tuk-tuk og Carlson var stolt som en pave, da han fik lov til at sidde sammen med chaufføren på den korte tur hen til færgelejet (troede vi det ville være).

 

Dog skal der meget til at overraske os efterhånden, så da vi så en katamaranlignende båd ligge og vente på os, tænkte vi bare ”Sæføli!” IMG_5683 kopiIMG_5685 kopiFærgelejet var stranden, hvor vi blev puttet i en lille båd (der gynger… meget) og sejlet ud til den store båd, hvor vi var de sidste passagerer, der kom på. Tre timer sejlads ventede forude og det gik som smurt, da alle tre unger faldt i søvn af de søvndyssende bølger. Panglao Island mødte os med det smukkeste vand og de sødeste filippinske unger, der hoppede rundt på stranden, i vandet og på vores båd, da vi lagde til. IMG_5708 kopi

Vi har booket et værelse langt væk fra alt og alle og det har vi fået. Vi bor langt nede ad en grusvej på et lille bjerg. Den dejligste pool og ca. 100 trin ned til en lækker snorklestrand. Vi glæder os til at komme helt ned i gear efter nogle oplevelsesrige dage på Cebu. De næste tre dage står på INGENTING.

Nana   DSCF4979

   

“At vove er at miste fodfæstet et øjeblik” – Tør vi?

IMG_5357

Vi er fremme! Vi er her! Endelig! Efter tvivl, frygt og praktik. Da vi skulle af sted, måtte vi tage lufthavnen i to etaper. Første afgang viste sig nemlig at være aflyst. Kuwait Airways havde åbenbart mistet deres licens til at medtage passagerer fra Bangkok. De havde blot glemt at informere os om det. Er der noget, som sætter forældrerollen på prøve, så er det sådanne situationer. Heldigvis er børnene efter snart ni måneder på farten, fuldstændig klar på det. De tuner in på ”Nu skal mor og far lige klare en masse praktik”-kanalen, så der blev leget fangeleg, set på fly, der landede og lettede, talt fly, spist is, leget med biler, med dukker og tegnet. Endelig var der styr på det hele. Vi tog en ekstra overnatning og var klar til afgang efter en overnatning mere i Bangkok.

Dagen før vores rejse blev vi af en betænksom læser gjort opmærksom på, at en canadisk turist for en uge siden var blevet halshugget efter måneders fangenskab. Da vi hørte om denne episode, blev vi igen konfronteret med vores frygt for, at noget kunne ske med vores guldklumper. Og selvom jeg er sikker på, at jeg ville forvandles til Hulk (og ja jeg tror faktisk at jeg ville blive grøn af raseri) med sort bælte i MMA (Kan man mon have et sort bælte i den sportsgren? I hvert fald ikke en kombination jeg ville være glad for at møde som kidnapper). Så vendte den frygt tilbage igen. Også overtroen kom over mig. Var det et tegn, at flyvningen blev aflyst?

IMG_5533 (1)

Men ligesom jeg skrev i et af mine første indlæg her på bloggen, som omhandlede bombemanden i Bangkok, så fyldte frygten dengang også en del lige før afrejsen. Dengang ville det nemmeste være at blive væk fra Thailand. Og i dag ville det nemmeste for os være at blive en måned mere i Thailand, som nu var lig med tryghed for os. Paradoksalt! Filippinerne er det land som flest mennesker, vi har mødt, har sagt: TAG DERTIL! I vil ikke fortryde det. Med troen på at intet sker og jeg ikke behøver finde min indre Hulk frem, tog vi af sted. Og der sad jeg alligevel så i et fly på vej til først Manila og derefter Cebu med alle mine bekymrende tanker. Indtil noget pludselig gik op for mig: Ved siden af mig sidder de smukkeste døtre.IMG_5512De sidder ubekymrede og pusler med deres klistermærkebøger. En slags moderne påklædningsdukkebogmed klistermærker. De siger ting IMG_5515som: ”Ej, et flot fly”, ”Se en stor vinge mor”, ”Vil den mand egentlig godt være en kvinde (om en af stewarderne)?” Det eneste de forholder sig til er det, som er lige ud for deres næsetip. Det uvisse rager dem en høstblomst. Dér besluttede jeg mig for at prøve med den tilgang. Lade være med at forholde mig til en masse hvad-nu-hvis´er og stoppe med at vande de spirende frygtfrø inden i mig selv. Jeg vil prøve at forholde mig til, hvad der er lige ud for min næsetip. Og lige dér var det at hygge i en flyvemaskine og så kunne alt, hvad der venter på Filippinerne være lige meget.

IMG_5537Nu har vi været her i en uge og kan sige, at Filippinerne på mange måder er overvældende. Der er mange flere fattige og mange flere børn, der render beskidte rundt i gaderne – uden deres mor og far.  Vi har fået en masse gode snakke med børnene om, hvor heldige vi er. Både fordi vi bor i Danmark, men også fordi at vi er taget på denne rejse. Abstrakt og svært for de små næsetipper at forstå☺ En morgen købte vi en pose boller og en juice til tre drenge, der lå på gaden. To af dem sov stadig og den sidste, der tog imod maden så meget glad ud. Vi snakkede om den følelse, man får i maven af at hjælpe andre, der ikke har så meget og da Vilma efterfølgende sagde: ”Jeg kan godt lide at hjælpe dem, der ikke har det så godt”, syntes jeg, at en af de vigtigste ting for denne rejse er lykkedes. For selvom man er et barn og kun forholder sig til de dér næsetip-ting, så er følelsen af at have lyst til at bidrage til andres liv, så de får det bedre i mine øjne noget af det vigtigste.

IMG_5586
Vi tilbragte tre dage i Cebu og må bare konstatere, at vi ikke er et sted i livet, hvor byferie er noget for os. Der var for mange mennesker, for varmt, for utrygt i forhold til trafikken og vi kunne ikke rigtigt gennemskue byen. Men vi fik fejret min dejlige mands 38 års fødselsdag. Vi havde lavet et skattekort til det, der skulle være det bedste kaffe- og kagested i byen.

Vi har intet at sammenligne med, men det levede op til vores behov. Og han havde den dejligste fødselsdag.

 

 

IMG_5592
Men videre, væk fra bylivet med os. Og afsted med os til Oslob, næste rejsedestination. Skæbnen ville dog, at præsidentvalget finder sted den 9. majIMG_5606 og systemet her er sådan skruet sammen, at man skal hjem til sit fødested for at stemme! Så vi stod i kø sammen med 1000 (overdriver ikke engang) andre mennesker, som skulle samme vej som os. Efter tre timer i kø, i sporadisk skygge, IMG_5611føltes den tre en halv timers bustur som piece of cake.

Nu er vi fremme. Ankommet på det hyggeligste lille familieejede sted. IMG_5614 Da moren på stedet spurgte mig, om alt var ok, kunne jeg kun sige. ”It’s like being home again.” Man tager selv i køleskabet og alt, hvad man ellers mangler. Vi er kun kommet til denne del af Cebu for én ting. En stor drøm går nemlig snart i opfyldelse for mig. Vi skal i vandet og sige goddag til de gigantiske hvalhajer. Dagens quiz fra børnene i dag var: “Hvilken fisk er verdens største”? Op til 16 meter lange og 30 tons – Svaret var selvfølgelig, en hvalhaj.

Glæder mig til at fortælle om vores oplevelse.

IMG_5616Nana

”Mor. Tror du, at du har været fuld ti gange?” – Koh Phangan!

1909743_8380776017_636_n                Uden at vi havde snakket om min fortid her på øen, spurgte Vilma paradoksalt nok en dag, da vi kørte på scooteren mod Had Rin, mig om dette. Hun må have overhørt vores snakke og jeg måtte jo sige til hende: ”Ja det har jeg nok. Også lidt flere end ti tror jeg.” Lad mig komme tilbage til mine år på Koh Phangan, før jeg fik børn om lidt. Først en øjebliksstatus: Vi er nemlig nået så langt på vores rejse, at vi kun har 1 dag tilbage i Thailand. Altså, hvor blev den tid af? Lad os lige regne lidt sammen her. Vi har været på 16 øer og boet 10 forskellige steder i Storthailand (som børnene kalder fastlandet). Ud over det har vi besøgt Vietnam og Malaysia,og kan dér lægge flere destinationer til.

Hold nu op, hvor har vi bevæget os meget rundt, og det har sat sine spor. Nomadelivet var så småt begyndt at trætte os, som I allerede har kunne læse om i sidste indlæg. På Koh Samui lejede vi et hus i 14 dage, og det har vi endnu engang gjort. Varmen topper alt, hvad vi indtil nu har oplevet. Faktisk den længste periode i 65 år, hvor temperaturen er så høj, så vi tilbringer en masse tid med bare at være os – i selskab med vores elskede aircondition bag hjemmets fire vægge.Det har virkelig også været dejligt. Åbenbart har vi ikke kun været mættede af at rykke rundt, men også mættede på oplevelser. Her hvor vi er, har vi alt, hvad vi skal bruge. En pool på nabohotellet, som vi kan bruge ganske gratis, et billigt hus med køkken stue og to værelser.IMG_5345 kopiVi har den dejligste tagterrasse, med de smukkeste solnedgange og stranden 80 meter væk. Alt det for 200 kr. pr. nat. Hvorfor så utroligt billigt? Nu kommer vi til det med fortiden. Jeg var nemlig virkelig spændt på at komme tilbage til Koh Phangan igen efter otte år. Spændt på at møde mennesker, som jeg ikke har set lige så længe, men som jeg var meget intenst sammen med dengang. For jer der ikke har læst med hele vejen, kan jeg fortælle, at jeg for otte år siden, boede et år i Thailand efter, at jeg havde færdiggjort min læreruddannelse. Jeg tog herud og var lærer i Bangkok og underviste små dejlige thaiunger i engelsk. Når jeg ikke gjorde det, så forsvandt jeg og en anden dansk kollega hurtigst muligt herned til skønne Koh Phangan. Når man er 25 år, er dette her STEDET, man fester. På denne ø startede de såkaldte Full Moon Parties. Her mødes en håndfuld, jeg vil skyde på mellem 10 og 15 tusinde, unge mennesker og danser på stranden til den lyse morgen. Pga. af fuldmånen? Nej, det er ligesom bare et skalkeskjul, men det er uden sammenligning de vildeste fester, jeg har været en del af, på godt og ondt, og jeg tror da nok jeg vil glemme at nævne det for Vilma og LunaIMG_5263 som en mulig rejsedestination, når de forventningsfulde kommer med deres rygsække og skal ud i verden. Små børn, små bekymringer, store børn… Jeg begynder pludselig at se perspektivet…

 

 

Anyway. Her fik vi festet til den lyse morgen, danset på en masse borde og i det hele taget bare levet et helt andet liv, end jeg gør lige nu. Det var i den grad en tur ned ad, ikke barndommens gade, men ungdommens rejsegade, da jeg kom tilbage til Had Rin, som er den sydligste strand på øen. Jeg og min føromtalte kollega blev gode venner med en restaurant- og barejer og vi fik hurtigt job i vores ferier hernede. Han var dansk og vi var danske, så vi fik virkelig stablet nogle fede koncept- og temafester på benene i den tid, vi var her. Et væld af de sjove minder poppede pludselig op, da vi sad i den selv samme bar en formiddag. Mig, Sune og ungerne. Klokken var elleve og dér sad vi med vores banan-, coffee- og vanilleshake,20160415_112021_001hvor jeg for otte år siden højst sandsynligt havde knappet den første, måske anden øl op bare fordi, at hver dag var en fest. Hver dag har virkelig også været en (familiefest) de seneste mange måneder, men én ting er helt sikkert. Min leversituation er noget anderledes i dag, end den var dengang, og jeg nød min shake og alle minderne, der passerede forbi. Mon nogle læser med, som selv begynder at drømme sig tilbage?

1923623_8380946017_5766_n226673_8110697510_1209_n

Koh Phangan er stadig meget, som det var. Jeg tror, det er meget normalt at føle sig gammel her, når man er på min alder. Både fordi øen her ikke huser mange børnefamilier men også fordi, at dem der kommer her er meget unge. Der er blevet bygget en hel masse dormitoriers, hvilket bare øger mulighederne for at bo billigt, og så er der selvfølgelig blevet bygget mange flere lækre hoteller også. Der er kommet gode veje hele vejen rundt og vi har allerede set en del af øen på vores scootere (Igen tak til Geocaching, læs mere her). Jeg må bare sige, at den er sgu virkelig smuk denne her ø.IMG_7714Der er masser af ting at foretage sig, masser af strande at tage til, hyggelige små byer og tilmed også legepladser til ungerne. Da vi besluttede at tage til Koh Phangan snakkede jeg med Søren, som var manden, der ejede førnævnte bar, Same Same. Han skaffede os dette fine hus og kendte tilfældigvis manden, som lige havde bygget det luksushotel, som ligger klos op og ned af ”vores” hus. Selvom det ikke er kutyme, har vi fået lov til at bruge hotelfaciliteterne kvit og frit. Carlson er i himlen. Ikke på grund af poolen, men fordi, at han hver gang vi skal hen til poolen fra receptionen (vi taler 30 meter) bliver kørt i en lille golfvogn. Det er simpelthen så grotesk og samtidig bare skide sødt. Carlson er i himlen og receptionisterne får endda lov til at nive ham lidt i kinderne, imens han fyrer den ene thaisætning af efter anden.IMG_5230 kopiHan har efterhånden fundet ud af, at det kan være godt givet ud at charmere dem lidt.

IMG_5074

Udsigten fra vores hus

Med  1 dag tilbage her på øen har vi i dag købt billet tilbage til Bangkok. Vi var i syv sind, da der var flere muligheder. Vi besluttede at tage færgen til Surat Thani, hvorfra vi tager nattoget til Bangkok. Bingo! Alle er glade. Mor og far, fordi vi sparer penge på en overnatning og fordi vi ikke skal bekymre os om opkast på sæderne i en bus. Ungerne fordi de ELSKER at sove i et tog og sødest, Carlson, fordi han så får sit største ønske opfyldt. Vi lander nemlig i Bangkok (hvor man ifølge ham kan købe fede biler) kl. 6.30 den 30. april på hans tre års fødselsdag. Så kunne dagen ikke starte meget bedre for ham.

vil nyde de sidste dage her og måske vi så småt skulle begynde at sætte os ind i det nye, som venter. Tak for tips som allerede er kommet ind på Instagram og Facebook omkring Filippinerne. Bliv endelig ved. Jeg er normalt vild med at forberede mig, men jeg har aldrig været så uforberedt til noget i mit liv som lige nu. Men det siger vel alt om, hvilken ro der er omkring os nu. Flyet til Manila er bestilt og derfra videre til Cebu. Så må vi se, hvad der sker derfra.

Fedt at I følger med.

Nana

IMG_5461 kopi

Ja indlægget bliver lagt ind idag. Den 30. april og Carlson havde den dejligste fødselsdag.

Hvis man mangler et sted at bo på Koh Phangan, og vil man have det lidt ekstra lækkert. Så skal man tjekke Summer Resort ud. Det er virkelig et lækkert sted, med service, mad og faciliteter i topklasse. Når man så trænger til øens bedste burger eller pizza, smutter man forbi Sørens sted, Food factory – mums.

Lækre grønne områder omkring hotellet.

IMG_5116 kopiIMG_5151

Vores første salatpizza i Thailand – MUMS!

IMG_5401IMG_5405IMG_5392

 

 

 

Vores top 5 øer i Thailand

12189615_10153197308828085_7275741890214089200_nEfter at have rejst rundt i Asien i otte måneder, hvoraf seks af dem er blevet brugt i Thailand, får jeg lyst til at smide vores familie top 5 øer ind på bloggen, så I kan se, hvad vi synes har været de bedste øer for os. Det har faktisk været svært at vælge fordi vi faktisk har tilbagelagt tæt på tyve øer på turen, som alle sammen på den ene eller anden måde bare var fantastiske. Jeg skriver under hver, hvor vi boede og hvad det kostede.

Koh Mook

Hvis man er til lokalt liv og god stemning, ingen der har travlt, heller ikke med at komme ud at opleve det store, så er det her bare øen. Før tsunamien var der ingen resorts på denne ø. Kun fiskeri, som lønnede thaierne og derfor var behovet for os turister der ikke. Efter katastrofen blev økosystemet i havet ændret væsentligt og der blev slet ikke eksporteret de samme mængder fisk mere. Der måtte tænkes kreativt og hvad andet end turisme.11951949_468915356619952_2734778962998733959_nDog er der kun ét eneste sted på øen som er helt og holdent thai-ejet. Der findes en lille landsby på øen, som er hyggelig at besøge. Det er sjovt at tage et kig forbi skolen og hilse på alle børnene, men man kan også nyde de lækre strande, leje en kajak og besøge sørøvergrotter eller snorkle omkring de megastore klippeformationer, hvor man nemt kan møde en fiskefamilie på 20.000 medlemmer svømme forbi.
Vi boede på Koh Mook Garden Beach Resort. Et familieejet og meget afslappet sted. Det findes ikke på hjemmesider, men har en Facebookside, hvor man kan skrive til dem. Vi boede i et værelse med to dobbeltsenge for 160 kr.

+ Dejlig lokal stemning, Sydthailands bedste kaffebar (Sugars Coffee), lækre strande ved højvande, god snorkling

– Måske lidt for meget nede i gear til nogle mennesker, ikke alle strande er lige gode ved lavvande, der er stadig en del skrald rundt omkring på øen, men forhåbentligt er det noget som ændrer sig inden for ganske få år.

Koh Phayam

Hvis man foto 2er til den thailandske afslappethed og den ene reggaebar efter den anden, så er det her stedet. Vi oplevede ikke andre steder på vores rejse rundt i Thailand, som formåede at have så gode vibes omkring sig. Det er inden for ganske få år, at denne ø har fået opmærksomhed i Lonely Planet og derfor er den stadig ikke overrendt. Der findes en del vegetariske restauranter her som laver MEGA god mad. Sundheden var på en helt anden måde i fokus, end vi har oplevet andre steder herude. Der er rig mulighed for snorkling omkring øen, da Surin Nationalpark ligger tæt på. Her skulle være exceptionel snorkling og dykning. Det er nemt at komme rundt på øen med scooter. Det er først for nyligt blevet anlagt vej til de yderste strande, hvorfor at scootere nu er stoppet med at drøne ferm og tilbage på stranden.

Vi boede tre forskellige steder her. Et nyere sted, som lå i anden række til stranden. Derefter rykkede vi helt ned til stranden og boede på første paket og sluttede af med at bo midt inde på øen og nyde en dejlig swimmingpool og supertjekkede værelser.

IMG_0835

+ Virkelig god og lækker mad, rigtig god stemning, overskuelig størrelse, lækre strande

– Der findes desværre sandfluer, som man skal være opmærksom på på stranden ved solopgang og solnedgang. Deres stik klør meget mere end mygestik. 

  

Koh Yao Noi

IMG_6761En lille bitte ø, som ligger meget tæt på Phuket, men som er alt andet end dette. Stille, roligt, ikke så mange barer, masser af lækker natur og nemt at bevæge sig rundt. Her er det muligt at leje cykler og drøne øen rundt. Det er fantastisk at tage ud og cykle omkring ved rismarkerne og se hvordan livet på landet stille og roligt går sin gang. Der er rig mulighed for nogle gode og overskuelige kajakture med børn eller bare kæresten til lækre øde strande. Hvis man tager hertil må man ikke misse den lækreste italienske restaurant, der hedder Luna – mad i særklasse de laver her.

_MG_5176 kopi

Vi boede på Passai Cottage (160 kr.) på Passai Beach, som er øens bedste strand.

+ Lækker natur som er let tilgængelig, en lille by, hvis man har behov for det. Ro og afslapning

– Strandene er ikke så gode ved lavvande

Koh Bulon Lae

_MG_5942 kopi

En lille ø som endnu ikke er overrendt af turister og som har en masse lokalstemning. Det tager ikke lang tid at gå fra den ene ende til den anden, men det har sine fordele med små børn. Her er virkelig ingenting. Næsten ikke engang veje. En klapvogn kan godt få det svært, men hvis det ikke er vigtigt og vil man bare gerne vil slappe af, er det her STEDET. Øen har én af de smukkeste strande vi har set på vores rejse indtil nu. Den er børnevenlig og tilmed med snorklemuligheder få meter fra kysten. Der er en masse små hyggelige butikker og jeg fik associationer til Christiania, når jeg gik rundt imellem de små butikker. Hvis man tager nogle af de små stikveje ind i de lokales kvarterer, er der timers underholdning. Dyrene går frit og der er masser af arbejdende mennesker, som på hver deres måder sørger for, at der er til dagen og vejen.

_MG_5999 kopiVi boede et rigtigt hyggeligt sted, dog ikke på hovedstranden, som vi nok havde valgt, hvis der var plads. Vi boede på et værelse som var en del af et dobbeltrum (80 kr.), hvor de ansatte boede ved siden af. Der er også mulighed for at sove i telt her for 60 kr. inkl. morgenmad.

+ En af de smukkeste strande vi er stødt på, hyggelig lokalstemning

– Måske for lidt at lave på den lange bane

Koh Adang/Koh Lipe: Faktisk har vi snydt lidt her på femtepladsen, men det er fordi, at øerne ligger så tæt på hinanden, at man rent faktisk kan svømme mellem dem._MG_6060 kopi (2)Koh Adang og Koh Lipe – Same same but totally different. Koh Adang har alt, hvad man kan tænke sig, hvis man elsker ro, natur, vandring, snorkling og andre mennesker med de samme interesser. Der findes én restaurant på øen, som kun er åben mellem 8.00 og 14.30 og igen 17.30-21.00. Derudover findes der, nå ja, INTET! Så hvis man tager hertil og pludselig får crawings efter en Snickers, så er det altså ikke her, du finder den. Man kan bo i telte helt ud til stranden eller leje nogle meget flotte værelser for 120 kr. Bemærk dog, at de skal bookes igennem nationalparkens hjemmeside. Når man så har været et par dage dér, og den Snickers-crawingLeg, læring og fordybelse. Skønt. ikke har lagt sig, vil jeg anbefale, at man smutter (eller svømmer, alt efter hvor friske I er) over på naboøen, som nærmest ikke kan være mere forskellig fra Koh Adang. Skønne Koh Lipe, som virkelig fik opmærksom efter Tsunamien. Det blev det nye sted, man tog til i stedet for Koh Phi Phi. Den er proppet med turister, der er 7-Eleven’s og Snickers i lange baner og sågar aftenbyliv. Samtidig er det ikke turistet som Phuket eller Pattaya. Der er stadig en afslappet stemning og der er stadig en del betalelige steder at bo på øen, så backpackerne fylder gadebilledet her lidt endnu. Hvis man er til fest efter nogle dages ro på Koh Adang, så er det bare at bevæge sig ned på hovedstranden efter mørkets frembrud. Vi boede to steder på øen. Første inde midt i det hele, på Walking Street. Her betalte vi 200 kr. Der bliver ro i gaden kl. 23.00, men det var ikke et problem for børnene at falde i søvn. Det var faktisk ret hyggeligt for os voksne at kunne sidde på terrassen om aftenen og kigge lidt på mennesker. Derefter flyttede vi til Sunrise Beach, som er en rigtig god og børnevenlig strand.

Koh Adang

+ smuk snorkling, ro afslappethed, billige og gode boliger, dog uden aircondition

– kun én restaurant, tilsyneladende har de deres egen losseplads midt inde på øen, hvor aber, leguaner og krager nyder godt af, at turister er så hensynsløse og smider deres affald overalt.

Koh Lipe

+ Virkelig smukke strande, med børnevenlig snorkling . Bevæger man sig ud til navlen er der rig mulighed for at se klovnefisk , som de fleste børn kender og synes er et hit.

FHD0054

– hovedstranden (Pattaya Beach) er overfyldt med både, turister og længere imellem de billige steder at bo.

Håber at kunne inspirere, hvad er mon din top fem?

Nana

IMG_2909 (1)

   

Hvis man ikke ind imellem ændrer retning, så ender man dér, hvor man er på vej hen!

20160207_125647 (1)Det var lidt af en cliffhanger, jeg lavede sidst og det undskylder jeg for, da flere har efterspurgt et hurtigt indlæg efterfølgende. Det blev det ikke til, da vi lige skulle afvikle Koh Samui og holde Songkran – det thailandske nytår – hvilket var en kæmpe succes. Ungerne syntes, at det var det fedeste i verden at køre rundt på scooter med vandpistolerne og skyde på alt og alle. Og alle var med på den. Flere sagde tilmed tak, når de blev oversprøjtet af børnene. Det er åbenbart en del af en renselsesproces denne dag og virkelig en opløftende festdag at være en del af. Vi tog dagen i flere etaper med frokostpause hjemme i huset, så børnene fik det hele med. Vilma sagde under putningen: ”Det er den sjoveste nytårsaften, jeg nogensinde har haft.” Jeg giver hende ret. Det er sgu lidt mere festligt end at sidde rundt om et bord med fjollede hatte og bordbomber. Set fra et børneperspektiv er en vandkamp noget mere nærværende. Der er ikke så meget voksensnak og alle, som går uden for en dør kender præmisserne. Du kommer ikke tør hjem!12987070_10156764929455035_4741853867875297927_nfoto 2 songkran-waterfoto 5

Nå, men her kommer fortsættelsen altså, så hvis I ikke læste sidste indlæg, kan det være at I skal gøre det her. Da vi stak af hjemmefra (DK), var det med den bedste mavefornemmelse og med en følelse af at frigøre os fra alle vores sure forpligtelser. Men samtidig var det faktisk også forpligtelser, som var ved at holde os fast derhjemme. Bedsteforældrene! Kan vi tage af sted fra dem? Et år er jo lang tid at gå glip af de smås liv. Kan vi virkelig tillade os at tage væk fra vores jobs, som vi begge er så glade for? Hvad med det netværk vi har bygget op på vores dejlige vej? Leg i haven, børn der render ud og ind. Voksne, der spontant kommer forbi og nyder en kaffe eller kølig øl i forårsvejret. Kan vi tillade os det? Hvad er det med de forpligtelser, som skræmmer, samler og gør os trygge, men som til tider også begrænser os? ”Jeg kunne aldrig tage mine børn væk fra deres bedsteforældre så længe,” var der en, der sagde til mig. Det gjorde dybt indtryk på mig i et stykke tid efter, for hvordan kunne vi egentlig tillade os det? Jeg kom dog frem til, at jeg også har brugt mine børn som skalkeskjul i ny og næ, fordi jeg ikke kunne overskue forpligtelser. Men det her besluttede vi os for, at vi kunne gøre fordi, at vi havde en forpligtelse over for børnene. En forpligtelse som mor og far til at være de bedste udgaver af os selv. Derfor måtte vi fritage os sig fra udefrakommende forpligtelser. Og i min verden er det alt andet end KERNEN! Os fem…151113_03 KRnallert til kaffebod_all takes

Vi har været væk fra forpligtelser og væk fra en kalender fyldt med aftaler og pludselig sad vi herude efter at have bestilt flybillet hjem og så, at vores juli måned er ved at blive fyldt op med arrangementer og aftaler, inden vi overhovedet er kommet hjem!!! Kun med dejlige fester og venner, men alligevel ting som gør, at vi forpligter os. Da jeg så modtog nedenstående mail fra en kvinde, ramte den præcis lige dér, hvor tankerne kredser lige for tiden. Lad mig give ordet videre til Karen for en stund:

“… Tak til dig, Nana, for dine fantastiske blogindlæg. Det er en stor oplevelse at følge jer, ikke kun alle oplevelserne, men også refleksionerne om stort og småt. De må være meget brugbare for de, som lader sig inspirere til at følge i jeres fodspor.

Gang på gang, når jeg læser jeres dejlige skriverier, spørger jeg mig selv om, hvad en sådan rejse ville gøre ved mig, eller betyde for mig. Der er selvfølgelig alle oplevelserne, som man vil have med sig resten af livet. Naturen, kulturen og ikke mindst menneskene I møder. Men det der falder mig ind først er fraværet af forpligtelser – altså arbejde, møder forskellige steder, hvor det forventes at man deltager, haven og hjemmet, der skal passes, fødselsdage og samvær med familie og venner. Noget er jo positive forpligtelser som vi gør med glæde, men dog forpligtelser alligevel. At være ude i verden må være en kæmpe frihed til at mærke sig selv og hinanden, en frihed til at vælge fokus i forhold til “lige nu”.

Du har et udtryk for tiden, som er langsommere i Thailand. Jeg kan bare ikke huske det (tøffetid, fra indlægget her, red.) og kan ikke finde det tilbage i bloggen. Men jeg kan huske at jeg tænkte – mormortid – det hedder det hos mig. Men i bund og grund handler det vel om nærvær. Der hvor vi kan give slip på os selv og vores egne tanker om dit og dat og bare være til stede – med børnene, voksne eller bare nyde en solnedgang. (…) Så er det jeg tænker, hvordan flytter jeg Thailand til Farum… !?”

Og har er det så, at jeg overtager mit eget blogindlæg igen. Tak for de dejlige ord. Jeg kunne simpelthen ikke sige det mere præcist. Det at være ude i verden uden forpligtelser giver en kæmpe frihedsfølelse til at mærke sig selv og hinanden. En frihed til at vælge fokus i forhold til “lige nu” og ikke skulle forholde sig til noget som helst derhjemme. For os fungerede det ved at tage til den anden side af jorden. En anden målstok er sikkert også mulig.

20160311_174415 2Vi tænker rigtigt meget over, hvordan vi får Thailand med os hjem. Hvad er det vi tiltrækkes sådan af ved denne kultur, mentalitet, de lokale mennesker, som har sat spor i vores hjerter? Det som har gjort, at vi slapper ligeså meget af i dette land, som vi gjorde i Danmark. Igen tror jeg faktisk kun at der er ét eneste enkelt svar – kernen – OS FEM! Selvfølgelig er det også fordi, at alle er søde og hjælpsomme, vi føler os aldrig utrygge, nogle gange taget ved næsen, men ellers bare godt og grundt trygge og det er fordi, at vi har hinanden.

Så kommer det svære spørgsmål, som selvfølgelig også begynder at presse sig på. Alt det vi har lært om os selv og hinanden herude – hvordan indfrier vi det, når vi star i Kastrup og skal begynde vores nye eventyr? Forsøge at være de bedste udgaver af os selv samtidig med, at vi skal på job og være en del af forpligtende samvær på god tog ondt. Forstå mig ret. Jeg glæder mig helt ubeskriveligt meget til at se min familie igen. Børnene så forleden et klip, hvor de pakker deres legeværelse og Carlson har hver dag lige siden sagt: “Jeg vil ikke til Delfinerne (Filippinerne, red.). Jeg vil hjem til Danmark!” De glæder sig til at kramme alle bedsteforældrene, kusiner, fætre og Vilma de veninder som hun virkelig også savner. Og Ihhh, hvor jeg glæder mig til at se de skønneste veninder og venner. Men der er visse forpligtelser, der skal ud af mit liv, når jeg kommer hjem og det er som Karen skriver noget der tager tid!

IMG_6951

Summa summarum må være, at det er vigtigt, at vi altid er i bevægelse, er kritiske. Vi har kun det ene liv. Og det er vigtigt, fordi man ikke må ende dér, hvor man er på vej hen… At man stopper op i ny og næ, mærker efter og siger til sig selv: ”Hvordan har jeg det egentligt?” Sige til sin partner: ”Hvordan har vi det egentligt?” så man lige kan blinke af til venstre og dreje ud ad en ny udviklingsvej… Det tror jeg, at vi alle sammen har godt af, specielt hvis svaret på spørgsmålet falder negativt ud. Og specielt fordi jeg tror, at rigtigt mange børnefamilier i dag har så travlt, at de slet ikke har tid til at stoppe op.

 

IMG_6851Vi var ved at ende der, hvor vi var på vej hen… Derfor havde vi behov for at ændre retning, når vi så kommer hjem, handler det for os om ikke at havne på tilkørselsrampen til den gamle (Trummerum-) vej.

 

 

 

 

 

 

 

 

Men prøv lige engang… ”Hvordan har jeg det egentligt?” og ”Hvordan har vi det egentligt?”

Et procesorienteret udviklingsindspark fra de varme lande.

IMG_6761

Nana

 

Følg i øvrigt med på min instagram eller face book profil – de5stikkeraf

 

”Hvornår skal vi hen og se den tissemand, mor?”

_MG_6711 kopi           Jeg tror ikke, at der er nogen forældre, som forventer (eller ønsker), at deres seksårige barn forventningsfuldt udtrykker ovenstående sætning. Ikke desto mindre var det, hvad Vilma gjorde. Vi skulle over og se på en ordentlig én af slagsen faktisk. Bogstavligt talt hård som sten, og en kæmpe turistattraktion her på Koh Samui. Det er en kæmpe klippe, som er formet som en stiv tissemand._MG_6696Ligeledes er der også et indhug i en anden klippeformation som ligner en gigantisk tissekone. Hin Ta og Hin Yai hedder de. Det er to klippestensudformninger og de har rent faktisk en historie. Myten omhandler et ægtepar, som ville gifte deres søn til en kvinde i en naboby – hvorfor de sejlede ud for at bringe sønnen dertil. Båden gik dog under og ægteparret omkom, men blev på mystisk vis til disse to formationer i klipperne. Det siges, at det var for at vise kvindens forældre, at de var gode folk og havde rette intentioner. Som det nok kan ses af billederne, er det ægteparrets kønsdele, der står som beviset på intentionerne! Eller dvs. det synes nogle… Da vi når frem til attraktionen og snakker om, at vi skal kigge efter de to kønsdele, ser vi os alle sammen omkring. Hvem finder den først, den tissetrold? I vores søgen siger Luna pludselig: ”Årh, se den dér sten derude. Den ligner en kæmpestor hajfinne.”_MG_6698Til børnenes store skuffelse kunne vi fortælle dem, at Luna vandt, fordi hun havde fundet den rigtige sten. Ligeså desorienterede så de ud, da vi viste dem det, der skulle ligne kvindens nedre dele. De prøvede forgæves at få stenene omkring til at ligne to ben, men gav hurtigt op._MG_6699Bum bum, hvorfor er voksenting altid så kedelige… Skuffelsen måtte glemmes med en lækker is i skyggen. Skygge er godt for tiden for. Puha for en hede! Jeg tror vi har nået max lige nu. Jeg håber i hvert fald ikke at det bliver varmere. Jeg ville i min naivitet løbe en tur i går og selvom klokken kun var 7.30, så mødte varmen mig som et knytnæveslag i ansigtet. Det var en fysisk umulighed at løbe i den varme, så det er lagt på hylden for en tid. Det er bare så varmt herude, men vi klager ikke og er blot rigtigt glade for, at vi stadig bor i det samme hus med poolen ti skridt fra vores indgang. Vi har ikke rykket os ud af flækken. Vi bliver indtil, at vi er færdige med øen. Aktiviteterne er ikke de vilde, men vi har da været lidt omkring. Det er ikke så sjovt at køre på scooter her på Koh Samui. Det er lidt som at bevæge sig rundt i et computerspil, hvor man skal navigere uden om fjender og forhindringer, som reflekserne lige akkurat når at reagere på. Biler der drejer uventet, scootere der overhaler indenom eller falanger (udlændinge) der tror, at de har styr på en scooter, men åbenlyst ikke har det. Så vi har vores sag for. Vi kører derfor mest ude i bjergene og hold nu op, hvor er her smukt. Og ikke så mange biler. Det er vildt at suse op ad bakkerne for så pludselig at køre hen mod en vej, man først kan se faldet på, når man er helt fremme, fordi den er psykostejl. Det er sådan et sted, at bremserne ikke skal svigte. Men endnu engang har scooterne taget os til de dejligste steder. Vi har været ude i Secret Buddha Gardenfoto 6og på hjemvejen kørte vi op til en tilfældig restaurant på vejen med den

 

 

 

 

 

 

 

 

smukkeste udsigt.

foto 7

Wow for et sted at spise frokost!

foto 1Ingen ny ø uden templer og børnene er mere begejstrede end os. Vi prøver at skjule det, men af en eller anden grund er vi altid ude af templet før dem;-)

 

 

 

 

Apropos templer og smukke oplevelser som ikke er så turistede, så vil jeg slå et slag for den aktivitet der hedder Geocaching. _MG_6639 kopi 2

_MG_6641Det er en verdensomspændende skattejagt, hvor man finder skatte via GPS-koordinater på telefonen og hints fra andre skattejægere. Vi har haft ungerne med på enkelte hjemme i Danmark, men har før børnene kom til, virkelig fået nogle smukke oplevelser via denne type skattejagt. Det er nemlig lokale, som ligger ”skatte” ud på de steder, som de synes, at andre skal opleve. Steder som er spektakulære og som viser en andre sider af et land, en by eller en ø og som guidebøgerne ikke har fanget. Vi har fundet tre her på øen. En omme bag ved et tempel. Et smukt spot, hvor turisterne ikke kommer ned. Dér imellem en masse Buddha-statuer inde i et træ, var en skat. Vi blev ført til Samuis næstældste tempel, som ligger langt væk fra alt turismen, hvor der bliver opbevaret 1000 år gamle Buddha-statuer, som der ikke er mange, der kender til. Det er virkelig berigende og selvom det ikke er en skattejagt, som ender med slik, legetøj eller andet fysisk, er børnene begyndt at kunne se værdien i, at denne skattejagt tager os til steder, som vi ellers ikke kunne have fundet. Tjek det ud, i jeres eget lokalområde.

_MG_6652 kopi_MG_6645 kopi

Vi har besluttet at blive her til Songkran er overstået. En kæmpemæssig nytårsfest i Thailand hvor alt og alle bliver forvandlet til vandmonstre og hvor alt er tilladt så længe, det er vand, man kaster med. Vi har forberedt børnene så godt, vi kunne. I dag er der købt vandpistoler, så de også kan være med og så må vi se, hvor meget de holder til. Og hvor meget vi holder til☺

_MG_6658 kopi

Det her med at bo i et hus som minder rigtigt meget om det derhjemme har virkelig været rart. Vi er sgu lige gået et niveau op fra de vante bambushytter og det har også gjort os mere klar til at søsætte tanker omkring vores boligsituation derhjemme. Samtidigt fik jeg en dejlig mail fra en eftertænksom kvinde, der også satte ting i gang i mig. Det her med alle de forpligtelser, som vi har været væk fra. Jeg har dvælet ved den og det vil jeg dele med jer snarest.

Nana

Så er hjemrejsebilletten bestilt

IMG_20160121_081508Det er altså ret vildt. Nu er der sat dato for vores hjemrejse. Vi rejser nu på ottende måned og pludselig havde jeg behov for at have en plan for fremtiden. Altså i hvert fald tre måneder frem. Vi havde mulighed for at blive i Thailand en måned mere med vores visum og det blev hurtigt vedtaget. Det ville blot kræve et stempel mere i passet. Vi tog til Krabi og vi fandt – til vores store overraskelse – ud af, at reglerne er lavet om. Børn skal ikke længere have visumforlængelse – kun forældrene. Jubii! 375 kr. gange tre unger sparet (1.125 kr.). Selvom det kun er et par stempler i passet, vi snakker om, så var vi forberedt på megen ventetid, fordi vi tænkte, at det ville være den samme bureaukratiske proces som i Bangkok, hvor vi sidst fik stempel. Deres arbejdsproces var så uendelig uoptimeret deroppe. Først gav vi pas og ansøgning til én dame, som tjekkede, at vi havde alle de rigtige papirer. Da det var tjekket, gav vi så pengene og alle papirerne til en anden dame, som nænsomt klipsede 1.900 baht på hver af ansøgningerne (og nej vi kunne ikke give et samlet beløb). Da hun så var færdig med den proces, blev papirerne sendt videre til naboens skrivebord. Her skulle vi pænt vente, til vores ansøgninger blev behandlet og vi blev råbt op. Det blev vores tur og vi kom hen til næste skranke. Af en eller anden grund huskede jeg ikke de andres navneskilte, men her mødte Ms. Thittiporn os – ja, det hed hun ifølge sit navneskilt – og hun tog så klipsen med pengene af på hver ansøgning for så at klipse det hele sammen igen, uden pengene, og give os fem hundredebahtsedler tilbage. Endelig. Sidste skranke. Her fik vi det endelige stempel og kunne nu være 30 dage mere i landet. Så ja, derfor var vi forberedte og klar på ventetid i Krabi. Fra vi gik ind af døren og ud igen, gik der højst 10 minutter, og så var det hele overstået. Børnene var helt skuffede, da der var en lille legeplads i venteområdet, som de allerede havde indtaget med Carlson som mor (ja, han insisterer for tiden), og Vilma og Luna som sine børn. Tilbage på vores dejlige hotel i Krabi med en plan for fremtiden en måned mere. foto 1Vi kan være i Thailand frem til 1. maj. Meeen det var ligesom ikke helt nok for os. Vi havde brug for en mere langsigtet plan. Hvad så efter den måned? Er vi ved at være rejsemætte, trækker foråret derhjemme og hvad med alt det praktiske som venter? Niksen biksen. Vi var altså ikke helt klar. Det var for tæt på. Vi traf derfor en stor beslutning og har nu købt flybilletter til Filippinerne, hvor vi kan være en måned. Jeg er helt vildt begejstret for, at vi skal derhen. Det er stadig helt uoverskueligt at tænke på, fordi det ligger langt ude i fremtiden og der er visse helbredsmæssige forbehold, der skal tages i forhold til andre steder i Asien. Men det bliver så megafedt. Er vi så klar til hjemrejse derefter? Når man i næsten et år ikke har skulle tage stilling til særlig meget andet end hvilken mad, man har lyst til, at andre skal lave til en eller om man kan overskue at rydde værelset op, så der kan blive gjort rent, så føltes denne her beslutning virkelig stor. Heldigvis viste det sig, at det var vildt dyrt at flyve fra Filippinerne til København og at vi kunne spare næste 10.000 kr. på at mellemlande i Bangkok, for så fem dage senere at tage hjem. Det blev til morens store (shoppe)tilfredsstillelse løsningen. På en måde så har jeg vel så lige sparet os for at bruge 10.000 kr. og kan derfor godt tillade mig at bruge dem i Bangkok? Nu har vi i hvert fald en overordnet plan for de næste 2½ måneder.

f

Ellers har vi tilbragt tre dage ved Khanom på østkysten. Vores første indtryk af byen var egentlig ikke så positiv. Men nok mest pga. hotellets spøgelsesagtige stemning. Husene var faktisk rigtigt lækre,

stranden var helt øde, restauranten var øde og i poolen svømmede enkelte thaibørn rundt. Da vi om aftenen gik op i restauranten for at spise, blev vi desværre svært skuffede over den ketchupmarinerede chicken cashewnuts og håbløse bouillonsuppe, men det var egentlig, hvad det var. Vi er efterhånden lidt forvænte med det thailandske køkken, så det er ikke så ofte, at vi bliver imponerede mere. Det som gjorde den dårlige oplevelse på stedet komplet, var de ellers så søde mennesker, som serverede for os. Dem som har rejst i Thailand MÅ kende denne her thaitype: “Jeg bevæger mig så langsomt jeg kan, imens jeg løfter mine fødder så lidt fra jorden som muligt, så man virkelig kan høre, hvor uoverskueligt det er at gå de fire meter over til bordet. Så krydrer jeg den lige med at se så træt og uoplagt ud, som jeg overhovedet kan, når jeg tager imod bestillingen og jeg fortrækker ikke en mine, hvis nogle prøver at sige noget sjovt. Kigger blot væk, vender om og slæber mine fødder tilbage i køkkenet med bestillingen, med ca. 2 km i timen.” Er vi de eneste som er stødt på dem? Heldigvis er Khanom meget mere end hotellet.

Da vi dagen efter lejede scootere og kørte ud i den skønne natur og besøgte dejlige vandfald, flotte templer med den smukkeste udsigt, så fandt vi begejstringen tilbage igen._MG_6617 kopiDesværre var der alt for meget blæst til at komme ud og se lyserøde delfiner, som denne egn er kendt for og derfor besluttede vi os for at tage videre derfra. Khanom kunne ikke helt så meget, selvom det var hyggeligt. Når vi rigtigt mærker efter, har vi efterhånden mest lyst til at finde noget langsigtet (kan I høre, at nomaderne er trætte af at rykke for meget rundt?). Jeg undersøgte diverse boligmuligheder på den nærliggende ø Koh Samui og kom i snak med en italiensk mand, som udlejer villaer dér. Vi besluttede, at vi ville se huset før, at vi sagde ja til det, så jeg aftalte at mødes med ham for at blive klogere. Og hvilket andet sted at mødes end MAKRO, et kæmpe supermarkedet. Det lå lige nærheden af boligen, sagde han og derfor var det nemmest. Dér sad vi så i Makro. Børnene stillede, som sædvanligt, ikke undrende spørgsmål, men fandt på en leg, sikkert med Carlson som mor, igen! Og så kom han, Marco. Han kørte os ud for at se huset. Vi fik forhandlet en rigtig fin pris hjem og bor nu i det mest fantastiske hus. Jeg vil lade billederne tale sit eget sprog og bare nyde, at vi nu er trådt ind i lavsæsonen. Her bliver vi i hvert fald i en uge, måske to. Det ligger 700 meter oppe, væk fra hovedvejen, væk fra støj og i super skøn natur med rigt dyreliv.

foto 8Vi er midt i ingenting, med pool, have, fantastisk hus og den dejligste terrasse. Vi kan åbne køleskabet og smøre en mad, vi kan blive på matriklen hele dagen, fordi køleskabet er fyldt og det er sgu skønt.

foto 4Jeg glæder mig til at se, hvad Samui har at byde på, selvom det eneste vi har lyst til lige nu er at være her og ikke bevæge os for meget.

 

Det er skønt at have et hus her og nu og det får os selvfølgelig også til at tænke på vores fremtidshus, når vi kommer hjem og på, hvilke prioriteter vi har, men det er et helt andet indlæg. Når vi den 5. juni kl. 9.10 thailandsk tid, sætter vi os ind i en flyvemaskine og drøner til dejlige Danmark og samme dag kl. 15.10 dansk tid sætter fødderne på dansk jord, så er vi helt sikkert klar til det. Vi indstiller os på det, når tiden nærmer sig. Når vi så står dér i lufthaven uden en bil, må vi håbe, at vi kan køre med nogle! Hvorhen? Hmm.. Ja, det må tiden vise…

20160330_120442_008

Lige meget hvad bliver det endnu engang imod nye og spændende eventyr.

 

Nana