Vores drøm bliver snart en realitet...

Reflektioner i børnehøjde

 

12552-Life-Is-Not-Measured-By-The-Number-Of-Breaths

Da vi bestilte vores flybillet, inden huset overhovedet blev sat til salg i øvrigt, besluttede vi ikke at involvere børnene i beslutningen. Med så små børn som vi har, tror vi på at det kan være svært for dem at reflektere over hvad tid er. Hvor længe er en 1 dag, 1 måned eller 1 år. Derfor valgte vi ikke at sige noget om rejseplanerne til dem. Til trods for det blev nedenstående samtale mellem vores to ældste guldklumper noget af en øjenåbner for os.

Vilma på 5 og Luna på 3 sidder og leger med Lego Friends i stuen. Vi sidder i sofaen og nyder at der rent faktisk er tid til lidt voksensnak, fordi Carlson sover til middag og de andre to er fordybet i leg. De leger en rejseleg, med en campingvogn og en isvogn som de har fået i julegave, få dage forinden. Pludselig siger Vilma: ”Sofie (det er Lunas Lego Friends dukke) Skal vi ikke tage ud og rejse lidt? ”Hvorhen?” Siger Sofie. ”Vi kunne tage til Thailand?” siger Vilmas dukke glad. ”Nej!” siger Sofie uden at tøve, men tilføjer så efter lidt tid: ”Men hvor længe?” Vilma tænker sig lidt om og siger så: ”Skal vi ikk´bare sige et års tid?” Så kigger Luna op på storesøster og siger: ”Okay, så vil jeg godt Amalie!”(som er Vilmas dukke). 

Sune og jeg var mundlamme. Vi havde jo som sagt endnu ikke fortalt børnene at vi havde planer om at rejse. Vi var begyndt at forberede dem på, hvad Thailand er, hvad man kan se og hvad man spiser. Børn opfanger bare så meget mere end man tror. Fra den dag af besluttede vi faktisk at indvie dem i processen og det har været rigtigt godt for dem og for os. Der kommer en masse afklarende spørgsmål undervejs i hele denne her proces og det føles skønt, at vi kan være sammen om dem. Vi kommer aldrig tilbage som boligejere på Søndervang i Roskilde, ungerne bliver fjernet fra alt hvad der er kendt, og kommer tilmed heller ikke tilbage til det kendte. Puha det føles ikke helt så sjovt at skrive det ned, men derfor kan vi mærke at det er vigtigt at vi får reflekteret – ikke over tid men over tanker og følelser der er forbundet med at skulle flytte fra sine venner og det hjem man er født og indtil nu har levet hele sit liv i. Vi har fulgt en familie som har rejst og det var ikke sjovt at læse deres sidste indlæg om, hvor fantastisk det er at være hjemme og alt er ved det gamle! Men vi tager det i stiv arm og vi må bare klare det sammen til den tid.

Nu er der i hvert fald  købt et lille målebånd til børneværelset så vi hver dag kan klippe et tal af. Selvom det ikke gør dem klogere på tidens varighed, kan de nu se at målebåndet bliver kortere og kortere.

 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vores drøm bliver snart en realitet...