Børn – tjek – baggage – tjek – bleer – tjek – logistikhelvede tjek

Note til mig selv

6423013525_f7dcced185_b…Lad lige være med at gå på arbejde, imens du skal pakke dit hus ned, gøre det klart til overtagelse, nåh ja, og så også pakke ned til et års rejse og klargøre campingvognen så vi kan bo i den i den næste uge.

Uforbederlig, naiv, jubelidiot, jahat! Det er altså mig, jeg glemmer det bare. Til tider går det så bare op for mig, hvor jubelidiotagtig og naiv jeg rent faktisk er. Jeg kan huske da jeg var gravid med Luna, vores andet barn i uge 40+6 dage og jeg pludselig begyndte at grave vores forhave op – jeg var desperat. Kvinder der har prøvet at gå over tid ved, hvilke desperate ideer man kan få og det var bare en af dem. Jeg gik nemlig over tid med alle tre børn. Da Sune og jeg senere talte om projekt forhave, var jeg sikker på, at det kun tog få dage, kunne han minde mig om, hvor meget det faktisk efterfølgende krævede af ham og hans kammerat, der brugte adskillelige dage på at hugge rødder op, stampe jorden, fjerne sten og fliser, for så til sidst at så græs. Det samme er sket denne gang. Jo jo, lad os flytte, rejse og pakke huset ned. Hvis du lige klarer det, så tager jeg på arbejde imens, skat! Og selvom jeg lige nu sidder her og laver overspringshandlinger i stedet for at ordne badeværelset, tænker jeg stadig i mine naive planer, at vi er færdige i morgen. Stod der uforbederlig? Det gjorde der vist.

Her til aften er manden sendt af sted og se venner inden vi rejser, ungerne er puttet og skal sove her på matriklen for sidste gang. Vi har ikke gjort noget særligt ud af et farvel til dette sted og børnene har tilsyneladende taget det meget fint uden de store følelsesmæssige udsving. Jeg har her til aften fyldt en trailer, ordnet kælderen, pakket børneværelset færdigt og klargjort campingvognen, og nu sidder jeg så her i vores seng og er gået kold. Jeg har længe holdt fast i at vi nok skal blive færdige i morgen eftermiddag, så vi kan tage i biffen og efterfølgende sidde i haven (på græsset) og drikke rødvin (af naboens vinglas), imens vi ligger og ser på stjerner, lytter til fuglenes kvidren (og togenes motorlarm, som vil bekræfte os i, at lige meget, hvor vi skal bo, når vi kommer hjem, så skal intet forstyrre fuglekvidder). I morgen bliver det hyggeligt – jeg ved det bare.

Tid til at drømme lidt…

Jeg har faktisk tidligere boet i Thailand, hvor jeg arbejdede på en privatskole. Vi boede 25 minutter fra Bangkok centrum i en lille provinsby, hvor faranger (hvide mennesker) hørte til sjældenhederne. Vi blev behandlet rigtig godt og nød, at vi i weekenderne kunne tage til storbyen, Bangkok. Mange taler om Bangkok som noget man bare skal videre fra, men jeg kan mærke, at jeg har et tilhørsforhold til byen, og jeg kan derfor ikke bare tage familien dertil for straks at rejse væk. De skal se de steder, som jeg satte særligt pris på og mærke den thaistemning de steder, hvor turismen ikke gennemsyrer alt. Jeg glæder mig til at vise dem det Bangkok, jeg elskede.

223524_5172608084_3554_n

En dag på den berømte Khao San Road, stedet for backpackere, sad en veninde og jeg og nød vores morgen på en fortovscafe og pludselig kom en svensk familie gående forbi os. En far, mor og to chokoladebrune små drenge med kridhvidt hår. De så så dejligt lykkelige ud. Jeg sagde til min veninde: ”Det dér vil jeg gøre engang. Prøv lige at se, hvor dejligt det ser ud.”

Midt i al dette nedpakningsmenageri her i Danmark otte år senere hørte jeg forleden et radioprogram på Radio 24syv. Jeg kan ikke huske hvem der var gæst eller hvad omdrejningspunktet for samtalen var, men det jeg tydeligt husker var, at gæsten i samtalen på et tidspunkt sagde:

”Hvis man virkelig ønsker noget inderligt, så sker det! ”

Hmm… Den dag på Khao San Road, da jeg sad med en reparationsbajer efter gårsdagen bytur og så den familie, anede jeg ikke, at jeg fem år senere ville sidde med tre unger, være gift, eje hus og have. Eller at jeg otte år efter ville pakke det hele sammen og tage tilbage igen sammen med min egen familie. Selvom Khao San Road måske hører en anden tid (generation) til , så skal vi om ti dage slendre ned af den selvsamme gade. Mig, min mand og vores børn, ikke chokoladebrune, men lykkelige. Vel vidende, at jeg har ønsket dette så meget, at det skete. ER DET IKKE VILDT, AT DET GÅR I OPFYLDELSE?

… Man kan vel også drikke en kold øl på Khao San Road, selvom man har børnJ

Over and out, tilbage til flyttekaos.

   

2 kommentarer

  • Marianne

    Hej. Jeg glæder mig til at følge je☺es rejse her på bloggen. Hilsen Marianne, en ny læser

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Du kan tror at du kan drikke en kold med børn <3

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Børn – tjek – baggage – tjek – bleer – tjek – logistikhelvede tjek