Terror skal ikke holde os tilbage – eller skal det?

Er det her Thailand mor?

”Hvornår skal vi have ha´ morgenmad, moar?!” Ordene som vækkede mig kl. 23.30 i aftes, da Vilma vågnede og var helt forvirret. Forvirringen i børnenes døgnrytme var total og alle tre vågnede faktisk på samme tid. Vi sad allerede på en restaurant kl. 16.45, fordi vi godt kunne mærke at børnene var trætte. Ikke desto mindre faldt to af børnene i søvn under besøget. Carlson inden vi fik maden og Luna midt under maden, med munden fuld af ris. Vi gik hurtigt fra restauranten og Vilma sov nærmest inden, at hun ramte puden kl. 18. Set i bagspejlet skulle de have sovet en lang middagslur og kommet sent i seng. Den erfaring er nu delt. Vi besluttede at stå op og hygge i et par timer. Vi var jo også selv påvirkede af jetlag, og kl. 02 prøvede vi at få dem til at sove igen. Det sidste jeg husker, er Luna der tranceagtigt lå og sagde ”Jeg kan ikke sove,” men hun må være faldet i søvn, for da jeg vågnede 9.30, sov hun som en sten og var ikke meget for at stå op. Lige nu kører vi charterstilen hårdt og bor på det lækre Hotel Rembrandt. Det kan varmt anbefales, men ikke til backpackerpungen. Vi besluttede at starte ud i luksus for at akklimatisere. Børnene har helt klart skulle vænne sig til varmen, så det har været perfekt med en pool at springe i.

Flyveturen herned gik over al forventning. Børnene havde selv været med til at pakke deres rygsække og vidste derfor, hvad der var i. Mormor havde lavet tre små pakker til dem hver, med lidt guf og små pixibøger i. Det var et kæmpe hit. Skærmen på sædet havde de også set meget frem til. Sjovt nok var 3D kortet med overblik over hvor flyvemaskinen befandt sig det allermest interessante. Jeg havde både købt bog og blad som jeg tænkte, at jeg ville læse undervejs, men jeg havde for travlt med at virke ovenpå og kunne ikke fordybe mig i noget som helst. De behøver jo ikke at vide, at jeg HADER at flyve. Den frygt fik jeg heldigvis ikke projiceret over på dem, for de sad bare og råbte ”Kildebakke” og grinede om kap når der var turbulens. Selv Sune var overbevist om, at jeg nød turen, så jeg synes, at jeg bestod.

Allerede da vi trådte ud af flyet blev jeg mindet om den meget specielle duft, der er i Thailand. Hvis mine børn har været på ferie hos bedsteforældre eller ude at lege hos kammerater, så dufter de altid anderledes, når de kommer hjem igen. Mon alle lande også har sin egen duft? I hvert fald har Thailand sin helt egen krydrede duft, som vakte en masse minder, da vi ankom. Det er skønt at komme tilbage hertil. Apropos duft, så er vi ved at skifte vores personlige ud med bukkehornsduft. Det siges at myg hader lugten (Forstår jeg egentlig godt efter både at ha´ smagt og lugtet til det) og vi hader myg, så det bliver indtaget fra nu af og frem til hjemrejsen. Jeg lover at komme med en status i et senere indlæg. Den duftende lufthavn blev skiftet ud med Bangkoks tunge varme, udefinerbare lugt, som kan skifte ved hvert gadehjørne. Men skønt at være tilbage. I forhold til bombetrusler og frygten for at der sker noget imens vi er her så føler vi os yderst sikre. Der er politi overalt herinde og selvom der er fundet en bombe mere, så tror jeg ikke på, at der sker mere nu. Tydeligvis er Bangkoks indbyggere upåvirkede og bevæger sig trygt rundt -også på Sukumvit.

Dagen i dag har stået på pool, pool, nå ja og så pool. Luna sagde i løbet af eftermiddagen: ”Er det her Thailand, mor?” og jeg ved ikke helt, hvad hun har tænkt, men hun smilede da hun sagde det, så jeg tror, at hun er glad. Da vi senere skulle spise, spurgte hun igen: ”Er det her Thailand, mor!?” Hun har vist ikke helt forstået, at Thailand er et land endnu. Men det kommer nok. De virker alle sammen glade for det. De skal jo lige vænne sig til tanken om, at de ikke skal se familien derhjemme og spørger også allerede, hvornår bedsteforældrene kommer på besøg. Da det var puttetid og vi lå og snakkede om dagen, der var gået, spurgte Vilma med strålende øjne: ”Bliver hver dag sådan i Thailand?” Jeg nikkede til hende og sagde bare ”Ja”.

I morgen booker vi en tur til Koh Tao, som jo var læsernes dom. Tak for de mange søde beskrivelser. Vi er solgt og glæder os helt vildt til, at vi ankommer. Logistikken er ikke på plads men det kommer den vel… Og så hurtigt kan tingene ændre sig på vores tur. Jeg skulle lige færdiggøre mit indlæg, og det er helt bevidst, at jeg ikke har slettet vores planer om Koh Tao – det var jo planen… indtil for fem timer siden. Vi tager nemlig ikke til Koh Tao i morgen alligevel. Vi smutter til Koh Samet i stedet for. Efter en fire timer lang klapvognsshoppetur kiggede vi på hinanden og var med ét helt enige om, at vi ikke kunne overskue en ni timers togtur. Koh Samet ligger ca. tre timer fra Bangkok. Altså meget mere overskueligt. Det bliver spændende, hvordan det bliver at rykke sig fra A til B med rygsække og børn, finde et sted at bo og holde blodsukkeret vedlige samtidig. Alt det hører I mere om i næste indlæg.

Nana

   

2 kommentarer

  • Laila Aagaard

    Hej Nana
    Faktisk at følge med i din blog – glæder mig allerede til næste indlæg.
    Kh Laila

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne-Kathrine

    Åååh hvem der bare var der i solen og varmen. God tur til Koh Samet 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Terror skal ikke holde os tilbage – eller skal det?