Er det her Thailand mor?

”Kan de lide ALLE børn, eller er det bare os de er så vilde med?”

fotoPå sjettedagen måtte Vilma have svar på dette spørgsmål, som åbenlyst har undret hende indtil nu. Vi fik en god snak om forskelligheder og hvorfor det netop er, at vi er så interessante for dem. Carlson er i høj kurs. En toårig dreng med en ordentlig topmave og vigtigst af alt hans fantastiske æblekinder. They love it! Lunas finurlige personlighed og Vilmas ynde – de skal bare lige røre hele tiden. Carlson er ikke så vild med det. Dog charmer han i stor stil med sit “Sawadee-krap”, som betyder hej på thai. De kan slet ikke stå for det, og jeg tror, at han lærer at leve med dem. Det er billige point hos thaierne, hvis man lige lærer sine børn nogle thaifraser.

Når man rejser i et fremmed land, er det vigtigt, tror vi, ikke at sammenligne eller at betragte det, vi kommer fra som det rigtige og alt andet forkert. Den kultur vi er kommet til er markant anderledes. Det velfærdssamfund vi er rejst fra, er milevidt fra det, vi oplever. Men i stedet for at nedgøre det, så italesætter vi det i stedet som noget anderledes og siger sætningen, som vil være gennemgående for vores rejse: ”Sådan gør man her – det er helt normalt.” Så når tre skolebørn uden hjelme kommer drønende på en scooter, eller der ligger et lille barn og sover på en liggepude i strandrestauranten om aftenen, fordi hans far skal servere pandekager for forbipasserende turister natten lang, eller at man må sidde uspændt i en bil, konkluderer vores børn bare; ”Årh ja mor, se. Sådan noget dér, det må man i hvert fald ikke gøre i Danmark”. I vores lille land sker sådanne ting ikke. Vi har det godt, og det bliver endnu mere tydeliggjort, når man forlader de trygge rammer og kommer ud i verden.

Turen til Koh Samet gik som forventet. Vi kom til havnen, hvor vi fik at vide, at vi kunne få en færge kl. 16.00. Vi kom af sted, da klokken var 17.45! Nogle ting har ikke ændret sig siden, at jeg var her sidst. Heldigvis er der ikke noget vi skal nå og ingen er stressede. Ungerne stiftede i ventetiden bekendtskab med de traditionelle thaitoiletter, hvor man sidder på hug, tisser og vasker sig med en skål når man har tisset. ”Det er ikke de samme toiletter, som vi har i Danmark, mor”… Niks men det er helt normalt her:-)

2015-08-26 12.31.35

Carlson ser på mændene der læsser båden imens vi venter på afgang.

Jeg var meget spændt på sejlturen, da vores største pige Vilma hjemmefra havde meddelt, at hun ALDRIG skulle sejle mere. Derfor gjorde vi ikke noget stort nummer ud af, at vi allerede en uge inde i ferien skulle sejle. Men hun var som forvandlet. Vi har valgt at tage redningsveste med til dem, og disse badede de lidt med i poolen i Bangkok, så den var hun helt fortrolig med. Pludselig var hun ikke til at skyde igennem. Hun var ikke bange for at sejle. Vilma spurgte mig dog undervejs om båden ville synke, og jeg sagde selvfølgelig nej, men da hun så spurgte: ”Hvordan ved du det?” Så vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle sige… andet end sandheden. Det ved jeg jo reelt ikke, men heldigvis kunne jeg vise hende de smukke blomsterkæder, som hang i fronten af båden ”… og det betyder at de beder deres gud om at passe på skibet, og så gør han det.” Den åd hun og sad med far og søster på en masse mørtelsække og hvinede af fryd, når der sprøjtede havgus ind over dem. I disse øjeblikke hvor jeg sidder og kigger de mennesker, som jeg elsker allerhøjest, får jeg en følelse af, at det vi gør her, bare er så rigtigt. Nu er vi på vej, vores livs rejse og den starter på Koh Samet.

PANO_20150826_175731

Pigerne sidder trygt og godt ved siden af far imens vi drøner afsted til Koh Samet.

Vi fandt hurtigt et værelse, da vi ankom. Solen var gået ned, og vi tog faktisk bare det første og bedste værelse. Det viste sig i første omgang at være en mega succes for Vilma og Luna. Værelset var plastret til med Hello Kitty. Fliser på væggen, materet vindue, badeværelsesgulvet, malerier, skraldespande, ja you name it med fucking Hello Kitty. Sune mindede mig om, hvad jeg havde sagt, da vi ventede Vilma. ”Jeg skal ALDRIG have Hello Kitty ind i mit hus!” Som om, Nana! Tøserne var i himlen, og jeg vil bare lade billederne nedenfor tale sit eget sprog. Vi fik en ekstra opredning ved siden af sengen, som Sune kunne sove på, og jeg sov i fodenden af ungernes seng.2015-08-26 14.39.34

2015-08-26 14.38.592015-08-26 14.38.10

Som jeg skrev, er vi så glade for at være af sted. Vi nyder øjeblikke, som dem jeg tidligere har beskrevet, men der findes altså også allerede øjeblikke, hvor man tænker: “Pyha, der er lang tid, til at vi skal hjem, hvis vores 4 årige barn fortsætter med at have nejhatten på”. Luna har besluttet sig for ikke at ville gå: ”Mine ben er meget trætte for tiden, mor.” Og ja, kald mig bare pyldremor, men jeg kan jo ikke bare lade hende sidde. Konsekvenspædagogik har ellers fungeret fint hos os derhjemme (ja, jeg indrømmer vi er nogle af dem) ”Luna, nu kommer du eller også…” Det duer bare ikke her i Thailand. Vi kan jo ikke lade hende sidde og blomstre på en tungt trafikeret vej med gadehunde overalt. Vi har nu fundet vores slynge frem, som egentlig var tiltænkt Carlson, men det er Lunas lige nu, og så håber vi, at hun kommer lidt mere i balance undervejs.

Dage som vores første på Koh Samet vil komme på vores rejse: Børnene var pressede, vi var pressede, billarm der vækkede os tidligt om morgenen, meget trafik på vej til stranden, for langt til stranden, alt var galt. Der var ikke den ro omkring os, som vi ønskede. Derfor blev vi kun dér i to dage. Pigerne var indforstået med at droppe Hello Kitty-værelset, hvis vi skulle bo tæt på stranden. Sune og jeg gik hver en tur langs bugterne og kiggede på hytter, pruttede priser, som var umuligt, men pludselig var den der! Vi er nu flyttet til en lille bugt, der hedder. Ao Phutsa. Den ligger et godt stykke fra dér, hvor det sker, men den har det, vi som familie skal bruge. Tæt på stranden, restaurant, gynger i skyggen og lækker thaimad.

Det gode ved de øjeblikke, hvor man er presset og tænker, “Ej vi dropper det her og smutter hjem”, er der heldigvis meget få af og de bliver hurtigt glemt. Nu er vi nemlig ankommet til det, der er Thailand (Det spurgte Luna selvfølgelig om igen). Vi har fået den lækreste hytte med masser af plads. Vi har fået en veranda, hvor vi kan sidde og hygge, når ungerne er puttet. Her sidder jeg faktisk lige nu, imens Sune putter børnene. Vi har holdt fast ved putterutinen, som vi havde derhjemme. Far den ene dag, mor den anden dag og det er nu, imens han putter, at jeg kan skrive på bloggen. Tiden skal nemlig ikke gå fra børnene eller min og Sunes tid. Voksentid er også vigtig, og jeg glæder mig allerede til at drikke en kold Singha med min søde mand.

Kommentaren efter vi ankom til Koh Samet, netop hjemvendt fra første strandtur, vil jeg slutte af med denne gang: ”Hvorfor kan vi ikke altid bo i Thailand, mor,” røg det ud af nejhatten (læs: søde Luna)! Altså, hvordan forklare man et barn på fire år, at vi har været her i to procent af den tid, vi skal være her.

 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Er det her Thailand mor?