It's always better when we´re together

Hvor er elefanterne så?

2015-08-28 08.38.59

Velankommet og godt nede i gear er vi på Thailands næststørste ø, Koh Chang (chang betyder elefant). Dog var både Vilma og Luna lidt skuffede, da vi stod på færgen, efter ti minutters sejlads, og spejdede hen mod elefantøen. ”Jeg kan altså ikke se nogle elefanter mor,” rakonstaterede Vilma skuffet. Jeg måtte forklare, at det skulle vi nok komme til at se snart. Måske ikke i dag men meget snart. Heldigvis fik de allerede deres store drøm opfyldt, da vi selvsamme aften sad og spiste aftensmad. Pludselig kom en mand ridende med en lille elefant langs vandkanten. ”Det ER en elefantø det her jo, I havde ret!” sagde Luna og fortsatte ”Det er verdens bedste dag”. Pyha, mor og far kunne kigge på hinanden og ånde lettede op og enstemmigt svare: ”JA.” Starten på Koh Changs eventyr kan begynde. Vi kan nyde, at vi endelig er fremme, at børnene ligger og sover trygt i vores nye hjem og at vi klarede turen hertil.

Apropos turen hertil, så gik det godt, men jeg vil alligevel bruge lidt tid på den her på bloggen. Den er nemlig meget typisk for den thailandske kultur og rigtig langt fra måden, som vi er vant til at tingene bliver gjort på. Det er skægt, frustrerende, lærerigt og udfordrende på samme tid. Måske nogen kan nikkegenkendende til visse elementer nedenstående beretning:

Vi kom af sted fra Koh Samet i god tid, blev hentet af en taxi 9.20. Da vi skulle til at køre kom et japansk par også med på taxien (læs: ladet af pickup’en). Da vi kom ud på hovedvejen kørte chaufføren væk fra havnebyen. Først blev vi i tvivl om vi ikke havde forklaret ham godt nok, hvor vi skulle hen, men samtidig havde vi begge to en mistanke om, at han skulle sætte de andre af et andet sted og ganske rigtigt. Da han satte dem af kiggede han på os og sagde ”Solly, solly” (Sorry, sorry) og vi smilede bare til ham. Det er så langt fra vores kultur, men vi trak på skuldrene og grinede af the thai way. Vi kunne jo ikke vide, at den ville forfølge os resten af dagen. Vi ankom på havnen, stadig i god tid. Klokken var 9.40 og færgen skulle sejle kl. 10.00… Troede vi! Ved skranken sagde hun. ”Boat, go now, pier 20”. På med taskerne igen, Carlson i klapvognen og af sted det gik. Vi nåede båden netop som kaptajnen tudede til afgang. Vi kunne – lettede og godt svedige – sætte os ned og gøre klar til at nyde 30 minutters sejllads. Men lige som rebene var blevet løsnet, blev de bundet på molen igen og kaptajnen forlod skibet. Hvad nu!? Nu sad vi der, intetanende og ventede på at sejle. Heldigvis brugte vi de første ti minutter af ventetiden på, at ungerne fik taget selfier med ombordværende thaier. Carlson er kold. Han er begyndt at sige: ”Nej, de ikk’ min ven,” men pigerne klarer det så flot og sidder bare undrende og smiler til kameraet. Efter yderligere ti minutter sejlede vi. Vores ræsonnement for ventetiden blev, at han lige kunne få ti kunder mere med på båden og derfor blev. Et eller andet sted giver det jo god mening. Men forestil jer lige Molslinjen fløjte til afgang og så vente yderligere 20 minutter. Jeg siger det bare. Det var ikke sket i Danmark. Nå, men af sted med os. Dejligt med lidt vind i håret og følelsen af, at vi nu skulle ud til noget nyt og spændende.

IMG_0792IMG_0802

IMG_0798

Ved den lille havneby Ban Phe blev vi mødt af sultne taxamænd, som ville sælge ture til Koh Chang. Vi fik én pruttet ned til 1200 bath for en direkte taxatur for os alle fem. Vi blev fra hans kontor ført over til et andet kontor og efter 20 minutter der, ført videre, 10 meter ned af samme vej til et nyt kontor! Her fik vi så at vide, at taxien ville komme om 10 minutter, men at vi kun skulle køre med den i 30 minutter. Derefter skulle vi nemlig skifte til en bus, som ville køre til havnen. Taxien kom og tidsplanen holdte. Vi kom med bussen. ”Årh ja, nogle flotte gardiner mor, skal vi ikke ha´ sådan nogle i vores nye lejlighed?” Til dem af jer som ikke kender os, så kommer vi fra et hus og skal ikke hjem i en lejlighed. Kun hvis det går efter pigernes hoveder. De er helt besat af lejlighedstanken. Hvorfor ved vi faktisk ikke helt. Bilen er også væk og den skal skiftes ud med en cabriolet, hvis de får lov til at vælge. Tilbage til busturen. Heldigvis havde vi ikke fået frokost, for ellers ville resten af passagerne i bussen have været vidner til et opkastorgie fra bagsædet. Carlson kastede op, men heldigvis var der ikke meget madat kaste op. Den bumlende bustur satte godt gang i maverne – også morens selvom jeg ikke kan huske nogensinde at være blevet ramt af køresyge. Børnene tog det stadig så fint. Lige indtil: Vi ikke blev sat af ved nogen havn! Vi skulle lige indskrives først, sammen med 50 andre mennesker. Her gik den galt for ungerne, nu ville de gerne være der. Sune for af sted med Luna for at proviantere. De kom tilbage med chips og nødder og det skabte heldigvis stor begejstring. Da vi så efterfølgende alle 50 blev gennet ind i en åben bus og kørt 300 meter ned til havnen kunne vi igen kun grine af det hele. Op på færgen mere hurtigt sukker til ungerne i form af en is. Hvis man kunne have købt en kold øl på daværende tidspunkt, ville jeg have nydt den i stor stil. Men næsten i mål. Vi ankom til havnen og besluttede os for at køre forbi White Sand Beach og videre til Kae Bae Beach. Her fandt vi mirakuløst en restaurant med legeplads. Der blev bestilt burgere til alle (lørdag er nemlig burger-lørdag på vores tur!). Imens jeg legede med ungerne gik Sune ud for at kigge sig omkring efter noget at bo i.

Vi endte denne gang med et resort som hedder Coral Resort. Vi giver 1100 bath om dagen inkl. morgenmad for os alle. Tilmed ligger det så lige ud til havet og ungerne får denne gang en pool at plaske rundt i.IMG_0827

Da vi lagde ungerne i seng om aftenen havde det været en stor dag for dem. De havde fået chips og is til frokost og burger til aftensmad og så var al transporttiden glemt. Vi sov godt og meget tidligt alle sammen den aften.

Nu glæder vi os bare til at udforske Koh Chang og komme ned i gear. Erfaringen siger allerede nu, at det lige tager en dags tid at komme sig over sådan en rejsedag, både for børn og voksne. Når det så er sagt, så er jeg vild med thaiernes kultur og den måde de gør tingene på. De skal ligesom ikke rigtig nå noget til et bestemt tidspunkt. Vi har så travlt derhjemme med at komme til tiden og nå alting på den halve tid. På en eller anden måde så kunne vi godt lære noget af dette liv, geare ned og ikke spilde tiden på at ærgre sig over spildt tid.

foto 2

Hygge og badetur inden sengetid.

foto 2

Hilsner fra Koh Chang

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

It's always better when we´re together