Hvor er elefanterne så?

Paradokset: At flygte

IMG_0816
Aftenen er ved at gå på hæld, Sune er ved at putte børnene, og vi har igen haft en dejlig rolig dag i Kae Bae på Koh Chang. Vi har leget ved poolen, leget med Carlsons biler (han har mærket myrernes aggressive bid oppe under trøjen, da hans gravemaskine kom lidt for tæt på deres territorium), spist frokost, leget mere ved poolen, lavet lagenhuler i vores værelse, spist aftensmad til en fabelagtig solnedgang og kørt hjem (fem på en scooter – thai style) mens ungerne skrålede: ”Så vi be’r bare guderne om gooooodt vejr”. Lige om lidt sover de tilmed, og så skal mor og far se Premier League. Jeg kan ikke huske, hvornår vi sidst har set fodbold sammen kl. 16.00 dansk tid. Det har været urealistisk de sidste fem år i hvert fald. Vi har nu været af sted i tre uger. Af sted fra den hverdag, som vi er flygtet fra. Flugten fra en hverdag med stress, alt for lidt tid til børnene og alt for meget praktik.

Det er begrænset hvor meget, at jeg har fulgt med i de danske medier derhjemme. Men, men men, dem som kender mig ved, at jeg har så usvigeligt svært ved at holde min kæft, når jeg forarges eller på anden måde rystes. Jeg har nået at se billeder af mennesker, danske medborgere, der spytter efter flygtninge, folk udtale sig ubeskriveligt uhensigtsmæssigt over for andre mennesker, som er på flugt. Ja, og så er der Støjbergs ideer/udtalelser. De er heller ikke til at misse og et kapitel for sig. Nu sker det altså, jeg kan ikke tie stille. Jeg vil gøre det kort, men kan ikke lade være med at dele mine tanker.

Jeg er dansker, føler mig dansk, er egentlig også stolt af at være dansk. Men når nu jeg sidder her på en fortovscafé, i Thailand, og den eneste bekymring jeg har er, om ungerne får for meget sol på deres sarte hud, så føler jeg faktisk, at jeg er meget privilegeret. At jeg har kunnet flygte en tid med min familie. Leve et liv i sus og dus i et helt år uden indkomst, men fordi vi prioriterede det. Denne flugt er kun midlertidig og kun fordi jeg ved, at vi skal hjem igen om under et år. Jo jo, vi har solgt det meste af vores ejendele og er rejst fra alt det vi kender og vi ved heller ikke præcis, hvad vi skal tilbage til. Én ting ved vi dog: Vi skal tilbage til et land, som tager hånd om os og hjælper os ned ad vores nye vej. Om det så bliver ad asfalt eller grus må tiden vise. Vi skal dog hjem fordi, at vi vælger, at det nu er tid. De mennesker som lige nu flygter fra deres land, flygter fra alt, hvad de ejer og har ikke selv valgt det. De tager en chance – faktisk risikerer de deres liv. Og så sidder politikerne i Danmark og siger: ”Vi kan jo ikke tage imod dem alle”.

Selvfølgelig har vi et socialt og menneskeligt ansvar for os danskere. Vi har en folkeskole at tage hånd om, børnehaver med håbløs normering, stigende velfærdsproblemer fordi, at vi ikke koncentrerer os om den egentlige årsag til livstilssygdomme og samtidig medicinpriser der stiger, flere hjemløse, vores miljø, som vi skal tage hånd om, ja jeg kunne blive ved… Men selv om vi har disse bekymringer, behøver vi så at være så intolerante, uimødekommende, angste og kulturelt afstumpede? Betyder dét, at vi IKKE kan se nøden, frygten og sorgen hos andre, at vi ligefrem får lyst til at spytte efter dem!?

Selvom jeg ikke er medlem af folkekirken, så går jeg 100 procent ind for det, som det danske (kristne) samfund blandt andet bryster sig af. At være næstekærligt! Lad os tage en syrisk familie, som vi var i kontakt med lige inden vi selv ”flygtede.” De kom til Roskilde og fødte deres tvillinger. Ud over det havde de en datter på to år. De boede fem mennesker på ca. 10 m2 den første tid i Danmark. Han var tidligere skoleleder, hun skolelærer, deres højeste ønske var at integrere sig, bidrage til samfundet. De ville lære dansk og komme i arbejde hurtigst muligt. Faren forklarede, hvor nyttesløst det er at hjælpe i nærområderne frem for at hjælpe mennesker ud og henimod en bedre fremtid. Alt er bombet. Der er intet tilbage.

Jeg ved godt at man kan lave alle mulige regnestykker og at vi rent økonomisk har taget vores andel (tænk at man taler sådan om mennesker i nød) i forhold demografi osv. Men de er i nød og de ønsker i den grad at bidrage og takke os for at vi har taget imod dem. Kan vi virkelig lukke øjnene for det? Kan det ikke være en fordel for os i længden at hjælpe?

Nu sidder jeg så her med en følelse af, at vores flugt ikke bare er en flugt fra vores liv på vores matrikel i Roskilde og den hverdag, vi førte der. Lige nu føles det mest af alt som en flugt væk fra den retning samfundet drejer i. I virkeligheden er det overhovedet ikke en flugt, men et privilegium. Hvor er vi dog heldige at vi har denne mulighed. Min søde mand siger: ”Det er igennem kontrasterne, at man lever.” Det må være en samfundsmæssig bølgedal, som vi er nede i lige nu. Det vælger jeg at tro. Jeg kan ikke tro på, at det kan fortsætte. Og jeg ønsker for alle på flugt at de møder smil på deres vej og mennesker med overskud til at hjælpe. Heldigvis er der så mange seje mennesker, som har lyst og overskud til at iværksætte, gøre opmærksom på, hjælpe og indsamle. I er for seje. TAK FORDI I GØR DET STORE STYKKE ARBEJDE!

, det var noget af en flygtningebøvs der kom op dér. Dette her er jo en rejseblog og det vil jeg selvfølgelig prøve at holde mig til, men det lettede mit hjerte, og jeg håber, at det ser lysere ud, når vi vender næsen hjemad.

Nana

PS: Jeg lover der nok skal komme nyt fra Koh Chang og hvad øen kan, det her pressede simpelthen bare så meget på! Her er der lidt billeder af, hvad der venter. Overskriften bliver helt sikkert endnu et gudecitat fra den mellemste: ”Hvorfor går dagene hurtigere i Thailand, mor?”

IMG_0878

IMG_0958IMG_0805foto 5

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvor er elefanterne så?