Hvis bare træer kunne snakke..

Ethvert tilvalg rummer en række fravalg

foto kopi

Kliché, jeg ved det. Men det er ikke mindst den følelse, som jeg har siddet med de sidste dage.

Når nu vi ikke har lagt en plan for rejsen hjemmefra, hvilket vi faktisk stadig synes er FANTASTISK, så kræver det lidt af os i beslutningsfasen for en ny destination. Meget var i spil denne gang. Det er ved at være tid til at forlade landet pga. visumreglerne, så derfor kiggede vi også på muligheden for at tage til de omkringliggende lande denne gang. Vi kunne tage videre til Chiang Rai, længere nord på, op og bo i en bjerglandsby med de lokale (og deres myg)? Skulle vi tage en bus til Vientiane, i Laos (ca. 7 timer væk), som jeg husker som en hyggelig gammel by? Eller hvad med en tre dages bådtur på Mekong-floden og ende i Luang Prabang, også i Laos? Altså man kunne også overveje Myanmar? Det har jeg efterhånden hørt flere tale godt om. Ja eller, man kunne tage en bus hele vejen til Hanoi i Vietnam – et land ingen af os har været i endnu? Alle de valg!

I processen blev jeg pludselig ramt af ”Hvad nu hvis”-følelsen. Præcis den samme tanke jeg blev ramt af på Søndervang i Roskilde, få dage før fraflytningen. Har vi valgt rigtigt? Hvad nu hvis ikke? Heldigvis kunne jeg så trække den erfaring frem fra rygsækken, som jeg havde gjort mig dengang, nive mig selv i armen, eller dunke mig i hovedet med en kokosnød. Det tankemønster må stoppe nu. Når først beslutningen er taget, ser man jo bare fremad. Den følelse jeg havde, da vi kørte ud af indkørslen fra vores netop solgte hus var præcis en følelse af, at det var rigtigt. Og på vores rejse indtil nu har vi ikke fortrudt hussalget ét eneste sekund. Tværtimod. Det vigtige er det, som er lige for næsen af os. Alligevel er det svært og noget som åbenbart er et tilbagevendende fænomen for mig på rejsen. For flere år siden, inden børn (sjovt som børn kan bruges som undskyldning for alt), da jeg havde tid til at læse bøger, fik jeg en bog, skrevet af Søren Kirkegaard: ”Livet må leve forlæns og forstås baglæns.” Her er budskabet netop, at alt ses skarpere i bagklogskabens lys, men at det er fremtiden, der er vigtig. Hver ny dag er et potentielt sporskifte (jeg ved min mand elsker mig for at drage togverdenen ind her). Livet er fyldt med valg og det består i virkeligheden af en masse hvad-nu-hvis ér, om fortid, fremtid og allervigtigst om nutiden. Det kan være alt fra håbefulde hvis´er for fremtiden til bitre hvad-nu-hvis´er fra fortiden. Lige meget hvad så er fremtiden uigennemskuelig, det er aldrig helt til at vide, hvilke hvis´er, der bringer mest lykke. Derfor kan mærkelige afbræk fra den udlagte sti (læs Søndervang, Roskilde, hus, bil, campingvogn, ligusteridyl, ja selv Thailand) altså de føromtalte sporskifter være med til at gøre det klart, hvilke hvis´er man ønsker at forfølge. Det er bare et spørgsmål om at gøre det!

IMG_1879 - version 2Tilbage på sporet! Nu er (til)valget her i hvert fald truffet. Vi har derfor besluttet os for Vietnam. Et land som hverken Sune eller jeg har været i, men som på mange måder tiltrækker os. Både kulturelt og historisk. Vi overvejede kort at tage bussen fra Chiang Mai til Hanoi. Det er en lang tur, som nyder tilnavnet: ”The Journey from Hell.” Hmm.. Nej tak. Vi besluttede os så for at flyve dertil i stedet for. Vi begyndte at læse lidt om Hanoi og Halong Bay, som lyder fantastisk, og vi begyndte allerede at glæde os helt vildt. Da vi så skulle ind og bestille flybilletter, opdagede vi, at det var billigere at flyve til Ho Chi Minh City i syd, blev vi pludselig i tvivl. Endnu et TILvalg? Omstillingsparate som vi er (også Sunes forældre, som egentlig kun havde forestillet sig at rejse rundt i Thailand), fik vi hurtigt bestilt flybilletterne.

                                            Vores nye destination hedder altså Ho Chi Minh City.                                  Vi flyver af sted den 3. oktober.

Da jeg fortalte børnene nyheden om Vietnam i går, var de ikke videre begejstrede. Vilma indledte: ”Er Vietnam også i Thailand?” ”Nej, det er det ikke, men et naboland, lidt ligesom vores naboer på Søndervang. Det ligger tæt på Thailand,” prøvede jeg at forklare. ”Jeg synes ikke vi skal rejse til et nyt land.” lød det tørt, fra Vilma. Ingen af børnene var helt solgt. Jeg måtte finde på noget, der kunne overbevise dem om, at det var en fornuftig beslutning. Carlson var hurtig med på ideen, da jeg forklarede, at vi skulle flyve med to flyvemaskiner. Det som til sidst overbeviste pigerne om ideen var, da jeg fortalte, at det er i Vietnam, at de laver friske madpandekager. ”Dem vi elsker at spise hjemme i Danmark.” Så blev der jublende lykke og Luna sagde med et smil: ”Nu kom de dér gule sommerfugle igen tilbage i min mave!” J ”Men du lover, at vi kommer tilbage til Thailand igen, mor!?” tilføjede Vilma. Og det kunne jeg heldigvis love. Vi er jo slet ikke færdige med Thailand endnu. ” Det er lidt ligesom at være på ferie faktisk. Når vi ikke gider at være i Vietnam mere…” Så nåede jeg ikke at sige mere, før Vilma færdiggjorde sætningen ”… Så tager vi jo bare hjem til Thailand igen.” Altså, for fanden. Kan man andet end at elske de unger?

En kort historie (blogindlæg) blev pludselig lang. Planen er Vietnam. Vi starter med lidt by, og så må det snart være strandtid igen.

test

Lidt lommefilosofi herfra og vel en del af sådan en lang (også mental) rejse. Måske andre går rundt med de samme hvad-nu-hvis´er som mig?

Der kommer snart nyt om Chiang Mai, som har budt på en masse aktivitet.

Nana

 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvis bare træer kunne snakke..