Ethvert tilvalg rummer en række fravalg

Hurry up Mister! The flight go 2 minutes ago.


IMG_2323 kopi
Så tog de 5 på eventyr – så keder man sig aldrig. Det tror jeg også farmor og farfar kan give os ret i efter denne ekspedition til Vietnam. Hold da helt op for et eventyr. Alt var ellers planlagt, da vi stod op i morges. Der troede vi, at dagen bare ville byde på et par flyveture, og så ville vi være fremme kl. 15.20. Vi ankom faktisk til tiden, men den følelsesmæssige rutsjebane vi trådte ind i, da vi nåede afgangshallen i Chiang Mai var ikke en del af forventningen til dagen.

 

Vi tager den fra begyndelsen. Jeg har en kold øl ved min side til at styrke mig på, imens jeg fortæller. Vi var i god tid, da vi ankom til lufthavnen i Chiang Mai 1½ time før afgang kl. 10:00. Søde Peil, vores husvært, var så sød at køre os derud. Hun satte os af i indenrigslufthavnen, da vi skulle mellemlande i Bangkok og først derfra videre ud af landet. Da vi ville tjekke ind ved skranken, blev vi sendt videre over til udenrigsterminalen, fordi vores flyrute samlet set er en udenrigsflyvning, og her begik vi vores første fejl. Vi satte os i hver vores rutsjebane. Vi delte os op, så Sune og Ole (farfar) gik over og klarede indtjekning, og vi andre legede og hyggede ved baggagen, mens vi tålmodigt ventede på, at de skulle komme tilbage med baggagen tjekket ind og boardingpas klar. Alt åndede fred og idyl… i en tid i hvert fald.

De kom ikke rigtigt tilbage, og tålmodigheden forsvandt efterhånden, som vi nærmede os afgangstiden. Da kl. var 09:42 – 18 minutter før afgang – blev Minnie (farmor) og jeg nødt til at gøre noget. Vi kunne ikke ringe til dem. Vi anede ikke, hvor vi skulle lede, så vi tænkte, at vi hellere måtte gå op til indtjekningskranken. Præcis som vi forsvandt op ad rulletrappen anede Minnie, at Sune kom stormende i det fjerne. Han må være løbet forbi, for i hvert fald var han væk, da jeg gik ned for at kigge efter ham. Tilbage efter Minnie og børnene og ned på mødestedet igen. Vi snakker om en lufthavn på størrelse med Aalborgs, og alligevel kunne vi ikke finde hinanden. Da vi hverken kunne fremvise pas eller billet måtte vi vente tålmodigt. 09:50 – What to do? ”Final Boarding” stod der nu på skærmen! Pludselig kom Sune løbende igen. Hvis der havde været tid til det, var jeg stoppet og havde grinet lidt af det hele, mest af ham, og selv om jeg har det med at få grineflip, når man ikke skal det, så klarede jeg det denne gang. Hans næsebor var udspilede og hans brystkasse gik op og ned, og hvis udtrykket en tikkende bombe overhovedet kan bruges til at beskrive et menneske, så var det her det rette øjeblik. Han var ikke just til sjov, og det var sådan set forståeligt nok, når man tænker på, hvad han havde været udsat for. Alt det kommer senere. Det anede jeg nemlig intet om på det her tidspunkt. Vi fik hurtigt samlet tropperne og af sted med os, efter farmand hen til farfar, hvor de havde fået at vide at billetterne ikke kunne blive udstedt før alle personer var til stede. Alligevel havde Ole fået billetterne, da vi så kom hen til skranken, så vi skulle alle sammen løbe tilbage til sikkerhedskontrollen. Altså dér hvor vi lige kom fra. Da vi kom frem, heldigvis uden kø, kl. 10.00 (officiel afgangstid) fik vi at vide, at vi skulle tilbage til Udenrigs!? ”Jamen”, ”But, they said…” Fire voksne spørgsmålstegn og tre børn, der synes det var mega sjovt at vi kunne løbe fra den ene ende af lufthavnen til den anden. ”Sorry go to back, not Domestic.” Os tilbage igen. Stadig i løb, eller hurtig gang, som det jo er, når man har børn, med så korte ben med. Da vi ankom til sikkerhedsskranken, stod der en kvinde og ventede på os. ”Hurry Mister,” sagde hun til mig(?). ”We don’t have time, the flight go 2 minutes ago”. Jeg smilede og begyndte at løbe på stedet. Det må virkelig have set latterligt ud, men et eller andet skulle jeg jo gøre for at ligne én, der skyndte mig i mens, at vi ventede på, at manden bag skranken skulle tjekke vores pas og selvfølgelig også lige tage et billede af os alle syv inden vi kunne gå igennem. Videre ud til gaten, hvor de ventede på os. Vi nåede flyet og sad på vores pladser kl. 10:10. Tilsyneladende uden de store frustrationer fra andre passagerer. Den var heller ikke gået i Danmark, uden et par himmelvendte øjne. Vi klarede det, og da vi sad i flyet helt våde af sved og børnene forventningsfulde kunne spænde deres sikkerhedssele, fik jeg fortalt, hvad der var foregået i al den tid Sune og Ole havde været væk.

 

De gik fra os. Slentrede over til indtjekning, men pludselig kunne de ikke få lov til at tjekke ind, fordi vi kun havde købt en enkeltbillet til Vietnam. Det er åbenbart ikke en mulighed. Selvom de prøvede at overbevise damen ved skranken om, at vi nok skulle forlade landet igen, var hun ikke til at hugge eller stikke i. Derfor måtte Sune forsøge at købe en udrejsebillet til os via mobilen på et dårligt wifi-netværk. Det lykkedes ikke, og han måtte derfor opsøge en billetskranke. Da han kom hen til skranken, stod der et hav af kinesere som øjensynligt også skulle købe billetter. Han fik Ni Hao´et sig forrest i køen, og købte en returbillet til om tre uger. Ham tilbage til skranken, hvor beskeden fra kvinden var: ”I må kun være i Vietnam i 14 dage… ”Altså vil det sige, at jeg skal tilbage igen”. Det var nok heromkring at Sune, samtidig med os, mistede tålmodigheden. Han løb tilbage til skranken, og fik en ny kineser-forlomme og fik ændret alle syv billetter igen. NU kunne vi få lov til at flyve. Et sidste lille aber dabei var så, at vi først kunne få vores billetter, når vi alle sammen var til stede. Are you fucking kiddin´ me? Og så kender I resten af historien.

 

Det var dog ikke slut endnu. Så nåede vi frem til Bangkok. Burgerlørdag it is, og vi fandt den første den bedste burger. Ungerne var glade og de voksne faldt til ro, indtil vi læste om visumreglerne i Vietnam. Der stod… ”Man kan anskaffe sig visum til Thailand, Laos og Cambodia i lufthavnen, men ikke i Vietnam. Hvis ikke man har visum, kan man ikke komme ind i landet”. WHAT!? Altså, hvorfor er vi ikke stødt på det nogen steder? Måske fordi ingen af os rigtigt havde sat os ind i landet ud over at se Platoon forleden, og den beskæftiger sig jo ikke med visumregler. Vi undersøgte det og fandt heldigvis frem til at, grunden til, at den søde dame ved skranken i Chiang Mai sendte Sune tilbage for at reducere vores rejselængde fra 3 til 2 uger, simpelthen var fordi hun så, at vi ikke havde visum i passet. Hun havde nok bare ikke engelske skills til at forklare det.

 

Næste fly blev boardet til tiden og uden problemer. Vi ankom til lufthavnen og pludselig stod alle de andre vesterlændninge i kø til at ansøge om visa. Jeg gik over og spurgte et par vagter om det var nødvendigt at stille sig i kø til visum, hvis man ikke havde et ansøgningsskema som alle de andre? Svaret var: ”Which country?” ”Denmark,” svarede jeg og smilede alt, hvad jeg kunne, imens jeg havde Carlson på armen i håb om, at hans hår kunne charme lige så meget som i Thailand. De fortrak ikke en mine, men vi røg da igennem kontrollen og som det er lige nu, må vi være her i 15 dage. Ikke just det, vi havde tænkt i starten. Det lyder ikke af meget i et land, der i distance strækker sig fra hvad der svarer fra Danmark til Italien. Dog er der håb forude. De kære mænd i paskontrollen kunne sagtens ordne visum til os, hvis vi ville betale for det. De var endda villige til at forhandle. Mon ikke vi så også kan skaffe os en forlængelse her i Vietnam også?

 

Lad mig endelig vide det. Vi kan ikke helt selv gennemskue det nemlig, så alle der har erfaringer. Bring it on!

 

Intet slår os ud! Vi er den erfaring rigere nu. Vi deler os ikke igen, og vi sætter os lige ind i visumregler for landene fremover. Vi lever vist i en Schengen-forestilling, hvor vi tager fri bevægelighed for givet. Men det kan man naturligvis ikke forvente af en kommuniststat, hvor vi jo tropper op med vores ’fordærvende’ kapitalisme. Det gode som vi tager med os fra denne tur er, at børnene havde indtryk af at turen gik præcis som den skulle. De anede ikke uråd og på den måde gik turen jo godt:)

Nu er vi til gengæld nået frem til vores palads. Intet mindre. Der er prismelysekroner i loftet i lejligheden, tørreskab til viskestykker, fjernbetjening til toilettet, selv varme i sædet og opvaskemaskine, som vi ikke behøver at bruge, da der er housekeeping hver dag. Farfar og farmor har fundet stedet denne gang. Det ligger lige udenfor Distrikt 1, som skulle være stedet i Ho Chi Minh City. Det er langt over de standarder, vi kommer til at bo i på vores rejse, men dejligt med lidt luksus, som ikke sprænger vores budget.Image

Vi glæder os allerede til det bliver lyst i morgen. Nu til en tiltrængt nats søvn.

 

Godnat.

   

2 kommentarer

  • Dina

    Har lige fundet frem til jeres Blog igennem Instagram og glæder mig til at følge jer på jeres rejse 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nana

      Hej Dina

      Det lyder skønt… VI er lige havnet i paradis:) Jeg er lykkelig og glæder mig allerede til at skrive næste indlæg.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ethvert tilvalg rummer en række fravalg