Hurry up Mister! The flight go 2 minutes ago.

Klapvogn – heller ikke en del af byplanlægning her

 

IMG_2694Så er vi landet i Ho Chi Minh City. Nu både fysisk og mentalt. Det sidste tog lidt længere tid simpelthen fordi, at vi var forfulgt af uheld de første dage, og ikke rigtigt kunne finde os til rette i det nye land. Først selvfølgelig visumproblemerne og siden Luna som fik revet sit øvre læbebånd løs på en legeplads, som resulterede i hospitalsbesøg. Et besøg som viste sig at være den vildeste udfordring. Mest fordi at alle de vietnamesere der var syge eller tilskadekomne samme dag som Luna ikke talte engelsk. Da vi kom hjem med beskeden, ”Hun skal holde sig i ro, det vokser sammen af sig selv”, var vi lettede, men også noget forundrede over systemet hernede. Vi er godt klar over at vi har det godt i vores lille land, men vi fik faktisk lidt en dårlig smag i munden over at aviserne derhjemme nogen gange bruger uforholdsmæssigt meget plads på at ”…Hr. Hansen måtte overnatte i en seng på sygehusgangen, fordi der ikke var plads på en stue…” Vi var på tre forskellige hospitaler, ingen talte engelsk. Jeg vil spare jer for detaljerne, men blot erkende at jeg sætter stor pris på systemet derhjemme, også hvis jeg engang kommer til at ligge på en hospitalsgang. Jeg vil lade billederne tale sit eget sprog.

fotoVi fik at mærke, at den omstillingsparathed og følelse af, at det er lige meget, hvor vi er, så bliver det godt, ikke nødvendigvis er gældende hele tiden. Alt føltes anderledes. Menneskerne, stemningen, imødekommenheden, maden og ikke mindst valutaen. Man følte sig virkelig på udebane. Bare fordi man har ”boet” i Thailand i 1 ½ måned, så er det næsten blevet vores hjem.

 

Vi overvejede kort, om vi skulle leje scooter her også. Det er smart for os, når vi skal rundt og bor lidt uden for byen. Vi blev dog hurtigt klar over, at det ikke blev en mulighed. Sune og jeg har været i Indien sammen, inden børn og vi fik begge associationer til Delhi, da vi sad i taxien og så på alle scooterne og lyttede til den symfoni af dythorn uden for vinduerne. ”Slow traffic” sagde chaufføren. Det var søndagen og åbenbart en rolig dag. Det var ikke til at se for os. Ho Chi Minh City er proppet med (7 mio.) scootere og her hersker junglelov i trafikken, præcis som i Indien. Vi har indtil nu ikke set nogle uheld, men det må da ske.IMG_2442Der bliver overhalet i vejkryds, på lige smalle veje og i kurver, hvor man ikke har en chance for at se, om der kommer modkørende. Men skidt med det. Man kan jo bare sætte hornet i bund og så regne med, at de modkørende trækker ind til siden, men de modkørende sætter OGSÅ bare hornet i bund – og regner med det samme. Jeg tror at dyt-varianterne hernede er et sprog for sig. Måske endda en del af pensum, når man skal tage kørekort. Korte dyt, lange dyt, mange dyt, to hurtige, mange hurtige dyt og et laaangt dyt og de betyder alle sammen noget forskelligt. Det jeg indtil nu har forstået er: ”Pas på, her kommer jeg og hvis du passerer gaden bliver du kørt ned”, ”Jeg vil overhale, så træk ind til siden NU,” eller mest meningsløst: ”Gør klar, for om lidt bliver der grønt lys.” De er skøre, de vietnamesere.

Et godt råd jeg fik af en veninde var, at vi bare skulle gå og ikke stoppe op, når vi skulle krydse en vej. Det fungerer sgu i praksis. Man må ikke stoppe, da det gør trafikanterne usikre. Man føler lidt, at det er med livet som indsats, når man skal holde øje med biler fra, nå ja, alle sider. Et fortov her er heller ikke forbeholdt fodgængere. Vi synes ellers, at det var skønt, at der endelig var så meget plads på fortovet, indtil vi fandt ud af, at det også var tilladt for scooterne at køre dér. De kommer både forfra og bagfra. Samtidig må man også godt parkere oppe på fortovet. Igen må vi konstatere, at børn ikke er tænkt ind i byplanlægningen. Vi ser heller ikke mange andre børn i gadebilledet. Ej heller mennesker i kørestole – håbløs by for handicappede.

IMG_2512 (1)

Sune forsøger ihærdigt at få klapvognen forbi de parkerede scootere på fortovet:)

De må da være her et sted efter den forfærdelige krig, for 40 år siden. Der var da en del som mistede et ben eller to i kampens hede. Vildt at tænke på, at mennesker på 60 år her har været en del af krigen, var unge soldater, og samtidig dagen lang bliver konfronteret med den amerikanske økonomis indtog i Vietnam. Gad vide, hvordan den enkelte vietnameser tænker om krigen? En tur på krigsmuseet kan klart anbefales. Det er brutalt og bestemt ikke for vores små børn, men det giver et godt billede af, hvilke krigsforbrydelser der blev begået dengang, og det var ikke småting! Spændende, rystende og bevægende.

 

”All Inclusive” tror jeg beskriver vores boligsituation bedst lige pt. Jeg fortalte om den sidst. Ungerne er vilde med den. Specielt det elektroniske toilet. De fandt ud af, at man kan trykke på wash, rykke sig frem på toilettet, og så står der en stråle, fra kumme og over deres hoveder, af vand, som ihærdigt søger en numse, det kan spule. Vi tror, at denne anordning er forbundet med stor luksus i Vietnam, men vi vesterlændinge må stå måbende tilbage. Varme i sædet? Føntørrer til numsen? But why?

foto 2

Jørgen Clevin har fået en renæssance i vores lille familie – der øves flittigt efter hans bøger.

Vi har pool og et legerum, så der er masser til børnene. Det er sjovt med ungerne. De tager slet ikke rigtigt stilling til nomadelivet mere, de rykker bare med. Som med meget andet i livet tager de ikke stilling til Vietnam, som os voksne. Jeg må bare indrømme, at vi kom rigtigt dårligt fra start her. Det har præget vores beslutning om ikke at søge forlængelse på visummet. Ud over, at det ville koste os 70 dollars pr. udstedelse, skulle vi samtidig også ændre flybillet. Skørt kun at bruge 14 dage i sådan et stort land. Måske kommer vi tilbage. Hvem ved? Vi tager en bus videre til Mui Ne i overmorgen, som skulle være en dejlig strandby væk fra stress og jag. Her har vi fem dage inden, at flyveren igen stryger imod Bangkok. Hvor vi skal hen derfra er endnu ikke besluttet. Indtil da bruger vi de sidste dage her på at være lidt kulturelle. Vi har besøgt museer, set vanddukketeater, som jeg klart kan anbefale. I dag har jeg sendt Sune og hans forældre på tur til Cu Chi-tunnellerne, hvor Viet Cong fra nord og amerikanske styrker havde mange sammenstød. Jeg er spændt på at høre, hvordan det er gået. Jeg kunne mærke at jeg følelsesmæssigt ikke er et sted, hvor jeg kan overskue at blive konfronteret med de grusomheder som millioner af mennesker er blevet udsat for. Det skulle være ret barskt, men sikkert også meget lærerigt. Jeg hygger med ungerne imens.

IMG_2766 (1)

Ole (farfar) på vej ned i det hemmelige gange.

IMG_2782

Der var ikke meget plads i hulerne og flagermusene fløj om benene, og i håret omkring os.

Lige nu sidder jeg med en lækker kaffe, faktisk den lækreste, jeg indtil nu har fået. Måske fordi jeg kan sidde stille og nyde ungernes leg med andre børn. De forstår ikke, hvad de siger, men de er ret godt fremme i bussen. Der er fortryllende at se ens børn udvikle sig. Vores ældste datter er lidt en slow starter og hun er virkelig kommet ud af starthullerne. Det er vildt, hvordan hun får skabt kontakt med andre børn. Jeg har før talt om læringskurve og den hastighed de bevæger sig i. Det overrasker mig stadig, hvor usandsynligt stærkt, det går. Jeg kan stolt informere om, at det tog under to måneder for Vilma at lære svømmekunstens færdigheder. HUN SVØMMER SGU! Jeg blev helt vildt overrasket, men det er jo på et følelsesmæssigt plan det samme som oplevelsen af at ens (første) barn lige pludselig kan gå. ”Får du helt tårer i øjnene, mor?” sagde Vilma stolt. Og det gjorde jeg.

foto

Det er igennem kontrasterne, at vi lever og nu er humørkurven klart for opadgående igen. Vi har været nede i en bølgedal, men hvor ville det også være mærkeligt, hvis det altid var en dans på roser. Jeg er ked af mit førstehåndsindtryk af Vietnam, måske vi burde tage tilbage igen, for vores egen – og Vietnams – skyld.

Nana

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hurry up Mister! The flight go 2 minutes ago.