Klapvogn – heller ikke en del af byplanlægning her

I shit you not: Følelsesporno

foto 1

Lad mig prøve at beskrive det, som sker omkring mig lige nu: Jeg sidder i en sofa, og kigger lige ud på havet. Det vil sige; jeg kan ikke se havet. Klokken er nemlig 19.30 og solen er gået ned, men jeg kan høre bølgerne skvulpe mod stranden. De små søde gekkoer (dem som har rejst i Asien er helt sikkert stødt på dem) snakker sammen i mørket, og søger lyskeglerne, så de kan få sig en lækker aftensnack i form af en myg eller et andet lille insekt. Der er en let brise, og jeg vil skyde på at her er 25 grader. Palmerne lige udenfor den sofa, som jeg sidder i, står og vugger stille og roligt. Hvis jeg rejser mig op fra min sofa og går ud af den åbne glasdør og fem meter længere, træder jeg direkte ud i det lunkne sand, det fineste sand som fører ned til stranden, 30 meter længere nede. Man kan i ny og næ ane en flagermus, der forvirret flyver forbi døren. Og så er det bare, at jeg lige repeterer for mig selv, hvad det var jeg skrev i sidste blogindlæg:

 

DET ER IGENNEM (de fucking) KONTRASTER, AT VI LEVER!!!

Oh my god, vi er i himlen. Ingen menneskelarm, ingen unødig støj. Kun lyde som naturen præsenterer på denne skønne søndag aften. Vi er landet, det helt rigtige sted også selvom vi ikke anede, at det var her vi ville ende med at bo, da vi forlod Ho Chi Minh City tidligere på dagen.

Efter fem timers bustur blev vi sat af i Mui Ne Village, stik øst for Ho Chi Minh City. Vi havde læst, at turen kunne tage mellem fire og syv timer, så vi blev positivt overraskede over at være fremme efter fem. Vi kørte som de eneste turister igennem det turistede, Mui Ne centrum. Et område proppet med resorts, butikker, turister og russiske oversættelser på alle skilte. Vi i den lokale landsby, Mui Ne Village. Chaufføren prøvede ellers ihærdigt flere gange at få os til at forstå, at vi ikke skulle derud. Men hvad han ikke vidste var jo, at vi var på flugt. På flugt fra larm, scootere og mennesker. På jagt efter en lille strandoase, som vi havde læst om. Vi skulle 10 km forbi den lille landsby, før vi fandt frem til det hotel, som vi havde læst om. Uheldet var desværre taget med fra Ho Chi Minh City, for en stund, eller var det? Da jeg gik hen i receptionen, fik jeg stukket en telefon i hånden af en vietnameser, som bestemt ikke talte engelsk. ”Hello, do you have any available rooms?” sagde jeg ind i røret. Det måtte jo være dét, det handlede om, tænkte jeg. ”Yes,” Sagde en kvindestemme i røret. Med lettet stemme råbte jeg til Sune, at de havde værelser, og at de bare kunne begynde at pakke børn, bedsteforældre og tasker ud af taxaen. ”Oh great, we would like to rent two rooms,” sagde jeg så til damen i røret, lettet over, at det hele flaskede sig. Så sagde hun til min store overraskelse: ”Can you come back tomorrow? I go home now.” Jeg prøvede at forklare hende vores situation, og at vi ville bo der i fem nætter. ”Yes yes you can” sagde hun bare, men hver gang jeg prøvede at få hende til at bekræfte sagde hun bare. ”I go home now. You come back tomorrow?” Hun havde værelser og de to ansatte, som var der, kunne ikke give os rummene! Hvad i alverden var de der så, for det virkede ikke som om, at der var særlig mange andre besøgende lige på det tidspunkt. Her stod vi, med børn, der var sultne og trætte efter en lang bustur. ”STOOOOP SUNE!” Jeg løb ud igen. Så er gode råd dyre! Taximanden hjalp os med at putte alle tasker, børn og bedsterne tilbage i bilen igen. Der lå et hotel længere ude af vejen sagde han.

Her vendte det hele. Full Moon Village. Thank you. En hollænder tog imod os og her skal vi bo i de næste fem dage. Vi bor i det dejligste hus. 100 kr. over budget, dvs. 300 kr. pr. nat. Til gengæld er det med morgenmad, frugt i løbet af dagen og gratis vand, te og kaffe. Vi har en fælles stue med Sunes forældre, som har fået samme størrelse rum. Uden for vores dør er der udendørs jacuzzi, som til børnenes store tilfredsstillelse kan skifte farve så vandet både kan blive rødt, grønt, blåt og lilla. Jeg kan ikke vente med at se det hele i dagslys og få en dukkert i bølgerne i morgen.

Nogle gange når det ser allerværst ud, så bliver det bare så godt! Det er der også læring i, tænker jeg… Det var jo meningen, at vi skulle havne i denne oase, væk fra alt og alle. De eneste som er her ud over os, er et yogahold, som er vilde med gud, har vi erfaret(!) De træner og holder vist ellers ret lav profil.

imagesDenne rejse er sgu uforudsigelig, fantastisk, hård, frustrerende, fabelagtig, eventyragtig, overraskende og i det hele taget bare rigtig lærerrig for os.

Over and out

Nana

   

3 kommentarer

  • Anne

    Tjaaa. Jeg elsker jer bare hele bundet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Hej Nana. Jeg kommer ude hos verdens bedste Minnie. Jeg vil blot sige, at jeg sender jer mange tanker og håber I får så mange dejlige oplevelser, I er for seje. Vil du hilse alle og give Minnie et kæmpe knus, og sig jeg glæder mig, til at se hendes smukke smil. Pas godt på jer selv. De bedste hilsner Trine

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Klapvogn – heller ikke en del af byplanlægning her