Tid til tanker

Vietnam, du får ikke flere chancer – det er slut nu

IMG_2112

Så kom dagen, og det var med en s  mule vemod, at vi skulle sige farvel til Full Moon Village. Vi gik ned til den dejlige morgenbuffet og nød en sidste dejlig og rolig morgenmadsbuffet… Ingen af os vidste på daværende tidspunkt, hvad dagen ville byde på og gudskelov for det, for så havde vi nok booket en uge mere. Endnu engang viste det sig at vi skulle få en dårlig oplevelse i Vietnam. Intetanende, heldigvis, nød vi morgenmaden, gik op og pakkede vores ting og tog så med en taxi ind til det kontor, hvor vi havde fået at vide vi skulle møde op… Så startede miseren og fortsatte til vi ankom på hotellet 9 timer senere… Men hov, tog busturen ikke kun 5 timer til Mui Ne fra Ho Chi Minh City? Jo, det er godt husket, men nu skal I høre, hvad der skete. Da taxaen stoppede ved billetkontoret gik vi ud. Vi var fyldt op af afslappethed og nydning (dem som er nede med Bamses Billedbog, ved at det ord rent faktisk findes) gik vi hen til kontoret og viste vores billet. ”Not here”, var svaret. Sune blev guidet i en anden retning og var væk i et kvarters tid. Da han kom tilbage, var han ikke blevet klogere. Jeg besluttede gik ind på det første kontor og sagde, at nu skulle de være søde at ringe til denne her mand, som vi havde købt billetten af, så ville han forklare dem det. Det gjorde de, jeg snakkede med ham, han med dem og vupti – så var det pludselig det rigtige kontor. Det skulle ikke slå os ud, vi har stadig fyldt op af god energi. Vi grinede lidt af det og hyggede frem til afgangstid kl. 13.00 kl. 13.05 var der stadig ikke kommet nogen bus og jeg gik igen hen og spurgte, hvornår bussen ville komme. Hvor forsinkede er vi? ”Thirty minutes”, startede han med at sige, men så kunne han godt se på mit ansigtsudtryk, at det var lige i overkanten, så han rettede det hurtigt til ”Maybe ten minutes.” Vi kom op i bussen og skulle endelig af sted. Udover at klimaanlægget der, hvor vi skulle sove, var væk, så der var et hul på 5×20 cm der blæste kold luft ud så var vi glade.

foto 1Vi havde endda fået tæpper i bussen denne gang. Alle var glade. Vi kørte i hvert fald fem minutter, før vi så stoppede… ”We wait 20 minutes here, sagde han så.” Og skyndte sig væk, så der ikke kom flere mærkelige spørgsmål fra kvinden med de mange børn. Heldigvis slukkede de bussen, så klimaanlægget også stoppede for en tid. 30 mennesker i en bus i 30 graders varme kunne heller ikke slå os ud. Vietnam havde stadig bestået sin prøve, og vi skulle nok komme hjem til Ho Chi Minh City med en god oplevelse. Af sted med os efter en halv time. Nu kørte vi i hvert fald i 1 time, før bussen begyndte at hoste mærkeligt og hoppe. Lidt som at køre med fire kængurostylter i stedet for hjul. Pludselig kunne den ikke skifte gear og vi kørte i længere tid kun i første gear. Vi sad bagerst og kunne høre lastbilerne ånde os i nakken, når de dyttende overhalede os. Vi kørte trods alt kun 20 km i timen på motorvejen. Vi stoppede et par gange og et par vietnamesere var ude og hjælpe bussen i gang med lidt skubben. Endelig lykkedes det chaufføren at få bussen i fjerde, og så tog pokker ved buschaufføren. Han kunne jo ikke sætte farten ned, da bussen jo så ville gå i stå. Efter at han havde overhalet tre lastbiler med hornet i bund og sidste gang med så høj fart at han var ved at køre ind i rabatten kunne jeg ikke klare mere. Jeg manøvrerede mig ned igennem bussen til chaufføren og hans kollegaer, der sad overraskende roligt. Med det allerstrengeste teacher-look (dem som ved noget om classroom management ved også, at når børnene får the teacher-look, så er der ballede). Det fik de imens jeg meget bestemt sagde: ”My kids are in this bus. Drive safely, ok!” De skruede lidt ned for overhalingerne og efter et stykke tid standsede de ved en mekaniker. ”Thirty minutes break.”

 

foto 3

“Se lige sure ud børn” Det her billede siger faktisk meget om vores børns omstillingsparathed. Der er ingen sure minder, de aner ikke at der er en plan som IGEN er blevet ændret. De forholder sig bare til at bussen lige skal laves og så skal vi spise mad imens.

 

Alt overskuddet var efterhånden væk. Men vi grinede stadig lidt af det. I Danmark havde man sendt en ny bus. Vi blev enige om, at der nok ikke var noget der hed rejsegaranti her i landet. Over efter mad på en lokalt restaurant, hvor det eneste der var at vælge imellem var ris med kylling. Sjovt som jeg netop havde beskrevet min observation om deres boliger, blev jeg klar over, at nogle er så ligeglade, at de også bare sover i denne udestue, som er allemandseje. Vi kom også ind i stuen og da Vilma udbryder: ”Ej mor prøv lige at se her, de har et børnebord lige til os,” så bliver jeg bare så stolt af hende og så glad for at vietnameserne bare er meget lavere end os. Vi fik spist og børnene var igen bare exceptionelle. Jeg undrer mig gang på gang over, hvor meget overskud de har på de her rejsedage. De vidste selvfølgelig heller ikke, at vi på nuværende tidspunkt var 2 ½ time forsinkede og der stadig manglede en god time, før målet var nået. I bussen var der fornyet energi og med sang på bagsædet, nåede vi frem. Selv én af vietnameserne nynnede ”Feliz Navidad” da han gik ud af bussen, efter at have rost vores børn, for deres gode opførsel. Vi kunne igen ånde lettet op. Det er kun os, der kan blive trætte af Carlsons stemme i ny og næ. Den kører i tomgang 80 procent af dagen. Der er dage, hvor jeg ville ønske, at jeg kunne slukke for hørerapparatet, som farfar kanJ

IMG_4646

“Er det egentlig mit toilet mor?” Samtidig med, at han kan være meget insisterende i sin konstante talen, så er han jo også bare sød. Ingen ble mere, han har styr på tisseriet.. Lidt mere tvivlsom med den anden del, men det kommer. Når man er to år har man også en mening om at, når det er slut med at bruge ble så ER det slut.

Nå, men vi nåede frem. Vi kom ud af bussen og blev nærmest overfaldet af taxachauffører, som ville hjælpe (læs: have vores penge). Heldigvis vidste vi, at det ikke er alle firmaer, man skal tage, så vi tog det, vi vidste var sikkert. Troede vi… Vi kørte af sted og chaufføren virkede simpelthen så sød og rar. Da vi var på den vej, hvor hotellet lå og vi kunne se skiltet på hotellet, åndede vi lettede op. Nu var vi kun 400 meter fra hotellet. Nu kunne det ikke gå galt. Men jo jo, det er ikke slut endnu. Lige dér gik taxien i stå. Den kunne ikke køre videre. Vi besluttede at stå ud af bilen, på nuværende tidspunkt med et sovende barn og to meget sure, fordi vi havde udsat slikfredagen til dagen efter, fordi det var blevet for sent. ”Så bliver jeg meget red,” Sagde Carlson og mente selvfølgelig vred. Men efter gåturen over til hotellet og indkvarteringen i det andet værelse i stedet for det første, som var et indelukket rygerværelse med madrester og mug i køleskabet samt pletter på alt sengelinnedet, så faldt han hurtigt i søvn uden mere brok og rede. Fire voksne mennesker satte sig ned og kiggede på hinanden på en seng på det rygerværelse, som Sunes forældre skulle sove i, fordi der ikke var andre. Vi kunne ikke rigtig finde ord, som kunne beskrive dagen men bare undre os lidt over, hvorfor?! Vi blev enige om bare at gå i seng, sove på det og som det første køre i lufthavnen næste dag.

 

I dag ser det hele lysere ud. Da vi stod i lufthavnen i dag og havde checket baggagen ind var det med en følelse af at være på vej på ferie. Den følelse man har, når man skal på en rejse, som man har glædet sig til længe, for nu skal vi rigtigt slappe af. Nu skal vi ”hjem” til Thailand og slappe af…

 

Ja, det er igennem kontrasterne… Jeg siger det bare igen. Måske mest til mig selv. Måske er jeg mere tryghedsnarkoman, end jeg lige forestillede mig.

Vil jeg så ikke anbefale Vietnam? Jo, for fanden! Vi havde bare nogle helt andre forventninger til landet. Nogle forventninger som fra starten gik lidt i hårdknude. Vi kommer ikke tilbage dertil lige foreløbig. Vores børn er for små og det er for hektisk og for svært at komme rundt i landet. Jeg ved, at andre familier har rejst rundt med succes og nu tror jeg da også, at vi har taget en vis portion bad luck for holdet. Heldigvis fylder de fem dage ved stranden i Mui Ne rigtigt meget og dem tager vi med os videre. Det er den følelse, som vi skal finde frem på vores rejsedestinationer.

IMG_2960 (1)

Vi glæder os til Thailand (troede ikke jeg skulle glæde mig til at køre rundt i Bangkoks gader, men det gør jeg. Slut med alt det Viet-dytteri.) Og næste destination… Koh Lanta! Hvor længe ved vi ikke, men længe nok til vi igen er proppet med lykke og velvære.

Som sagt er det ikke altid en dans på roser, men vi har hinanden og nu i vores nye paradisets have kan vi grine af det hele.

NanaIMG_2984 (1)

   

2 kommentarer

  • Benja

    Hvordan er det med gadesælgerne? Er de svære at komme af med? Jeg husker dem som det værste ved at rejse i Vietnam. Ellers et fantastisk land – hvis man kan være “lidt” tålmodig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nana

      Jeg oplevede ikke gadesælgere, men vi var heller ikke særlig meget, hvor turisterne var.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tid til tanker