"Jeg slapper lige af her i Thailand, mor"

Bekymringer er som småbørn. Jo mere man kæler for dem, jo bedre trives de.

IMG_1764

Flere og flere følger med på bloggen. Næsten 7.000 har læst med den sidste måned. Dejligt at kunne inspirere eller i hvert fald sætte nogle tanker i gang hos andre. Samtidig er det også dejligt med spørgsmål og tanker fra jer. Det sætter også tanker i gang hos mig. Som jeg jo tidligere har skrevet, er sådan en rejse her sikkert ikke for alle. Jeg fik forleden et ret interessant spørgsmål, som jeg vil svare på her – for alles skyld. Jeg kan nemlig ligeså godt sige det, som det er: Denne blog er én lang salgstale! Jeg kan ikke få hænderne ned og derfor er det også vigtigt at få alle bekymringer, som kan dukke op før og under rejsen, vendt. Læseren spurgte ind til børnenes sociale relationer og hvilke tanker vi gør os i forhold til disse. Og hvad med aldersvarende interaktion og de spilleregler som er børn imellem?

Mig som forælder, denne forældregeneration, som jeg er en del af, Jeg tror kort sagt, at vi bekymrer os for meget. Ethvert tilvalg indebærer et fravalg og nogle gange bliver man nødt til at gøre op med sig selv, hvad der er vigtigt. Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv, men jeg tror, at vi som forældre i dag har så travlt med at gøre det så godt vi kan, at vi sommetider glemmer børnene eller endnu værre, delagtiggør dem i vores bekymringer. Glemmer at lytte til børnene, at lege med dem og gå ned i børnehøjde. Jeg er ikke frelst – er jo selv mor i 2015. Det kan til tider stadig være svært for mig at gå ned på børneniveau, indrømmet, men hvor er det fedt, når jeg tager mig sammen og gør det.

IMG_4533

Da vi tog beslutningen om at rejse, var det ikke uden bekymring. Da vi solgte vores hus og siden vores bil, var det heller ikke uden bekymring. Hvad nu hvis det ikke var det rigtige? Der var også én som sagde: ”Jeg kunne ikke tage mine børn væk fra de relationer, de har. Dem ville de savne alt for meget”. Det skabte også en form for bekymring. Altså hør os lige. Vi kan altid finde et eller andet at bekymre os om. Jeg prøver at stille det sådan her op: Vi giver børnene et år alene med deres forældre! I de tryggeste (menneskelige) rammer, man kan forestille sig. Når man er tryg, tør man bevæge sig ud af sin komfortzone, måske endda lidt for langt ud. Så kan man skynde sig tilbage, for der er altid tid til et kram eller en bekræftelse i, at det var modigt eller godt gået. Vi er to voksne til tre børn. Det eneste vi skal, udover at læse bøger og slappe af (og drikke vores irriterende voksenkaffe i ny og næ) er er at tage os af vores børn. Jeg er enig i, at de sociale aldersvarende relationer ikke kan indfries til fulde, men hvorfor er det i virkeligheden så vigtigt?

 

Mine børn får glæden af mig, min mand og sine søskende 24/7. De kan lege sammen, med os og vigtigst af alt – sig selv. Vi er så heldige at have tre børn og det samspil børnene har er blot endnu mere brugbart og udviklende, fordi det hele tiden foregår i trygge rammer hos os.

 

Grunden til jeg bruger lidt tid på dette emne på denne rejseblog er fordi, at jeg ved, at det måske kan have afgørende betydning for, om man gør det eller ej. I virkeligheden er det her spørgsmål lige præcis det, som jeg er mest træt af hos mig selv og hos den moderne forælder (som jeg godt tør kalde mig selv): Alle de bekymringer! I virkeligheden er der en masse bekymringer herude, som man også kunne tage ind. Men af en eller anden grund gør vi det ikke. Malaria, ingen seler i bilerne, til tider ingen hjelme til børnene, druknefare, kidnapning, giftige dyr og ja, jeg kunne blive ved. Vi lever ligesom bare efter det samfundskodeks, der er herude og affinder os med det. Anskuede vi det hjemmefra, ville synes var håbløst. Jeg kan tydeligt huske den dårlige samvittighed, som åd sig ind på mig hele vejen op til institutionen, hvis jeg vidste, at vi skulle cykle hjem uden hjelme til børnene. Åh nej, hvad kan der ikke ske? Her i Thailand kører de rundt med deres spædbørn i en babybjørn og jeg har indtil nu ikke set en hjelm i størrelse 0 år. Jeg siger ikke, at det er rigtigt at køre uden hjelm eller sele. Jeg siger bare, at vi lige nu er i et land, hvor de gør tingene anderledes. Skal vi så blive indendørs eller acceptere, at sådan gør de her. Jeg er ironisk nok begyndt ikke at spænde mig fast, når jeg sidder på forsædet i en bil i sympati med mine børn, som heller ikke kan spænde sig. Jeg ved, at det lyder grotesk, men dette er blot et eksempel på, hvordan ens tanker og handlemønstre ændrer sig. Jeg føler mig ikke uansvarlig og det er jo egentlig skørt eftersom, at jeg opfører mig uansvarligt, eller!? Giver det mening?

IMG_2241

Puha…Det var mit lange svar. Børnene får i denne periode fuld gas på forældrekontakt, leg i trygge rammer, fysisk og psykisk udvikling, sociale relationer i form af personer som kortvarigt kommer ind og ud af deres liv. Forleden gik Carlson stolt rundt i poolen med en fransk pige i hånden. Han legede kort med hende og så var det slut (måske fordi, at hun sked i poolen og familien skyndte sig væk). I dag har han leget med en 6-årig dreng, der styrede ham rundt i en badering osv. Jeg tror, at vi skal stoppe med at bekymre os om alle de ting, vi ikke giver børnene og i stedet koncentrere os om de ting, vi giver børnene.

IMG_1581

Der findes vist ikke et kort svar hos mig, eller jo! Det korte svar er: Nej, vi gider ikke at bekymre os om, hvad de ikke får, kun den gave vi giver dem lige her og nu.

Jeg håber, at jeg kan tage denne udfordring af ubekymrethed med mig videre, når vi lander i Kastrup en dag. Selvfølgelig i dansk målstok, men jeg trives faktisk i denne ubekymrethed.

”Har du talt med dit barn i dag?” stod der på bilerne for 30 år siden. Måske er det slogan mere aktuelt end nogen sinde. Måske kunne vi lære noget af vores egne forældre? Det var på en eller anden måde mere organisk. Børnene var ligesom bare en del af helheden. Nu er vi så opmærksomme på, om alt er godt, om de er med, om vi gør det godt nok for dem. Vi er så meget oppe i vores hoveder hele tiden, at vi glemmer at lytte til dem. Jeg færdiggjorde for en uges tid siden en bog om motivation med Ulrik Wilbek og han pointerede, at det er nemt at tolke børn, da deres indre sprog er deres ydre sprog. Vi skal bare se det. En god pointe synes jeg.

Vi som forældre er et travlt folkefærd og familiekulturen er nok bare blevet så individualiseret, at vi skal huske at have fokus på fællesskabet ved middagsbordet. Jeg har på denne rejse fundet ud af, at relationen til det enkelte barn er vigtig (ja ved godt, at jeg ikke har opfundet den dybe tallerken), men en god relation tager faktisk tid at udvikle og lige nu har vi mulighed for at lade den blomstre i fuld flor.

Så konklusionen fra mig må være: Lad den dårlige samvittighed blive hjemme. Det kan føles uansvarligt at rive barnet ud af vante omgivelser, men det konstante samvær med familien er en gave til dine børn. Denne rejse er for børnene en blanding af udfordring og eventyr det gør dem uden tvivl stærkere. Jeg er bare så glad for, at det er mig, der skubber mine fugleunger ud af reden hver dag det næste år og samtidig står klar til at gribe dem, hvis det ikke lige var dagen.

 

God efterårsdag til alle jer, som læser med, fra en mor der prøver ikke at bekymre sig unødigt.

IMG_1632

Nana

   

3 kommentarer

  • Mette Larsen

    Elsker jeres historier…… Og lækre billeder

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nana

      Hej søde Mette

      Dejligt at i følger med.. Hvis i vinder i lotto er i meget velkomne. Så finder vi en bountyø til jer:) Lige nu er vi på en øde ø, mener børnene.. Det er det nærmest også, det er så lækkert.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lene

    Super indlæg! For 2.5 år siden forlod vi DK og begav os om på den anden side til Korea. Vores tanker gik på, at det ville være en oplevelse for os alle 4, men der var tvivlere som mente det var synd for de to små. De blev jo revet væk fra deres vante omgivelser (med to fukdtidsarbejdende forældre), og placeret et sted, hvor de ingen kendte og ikke kunne sproget!
    Her 2.5 år efter har vi tosprogede børn på 3 & 5 år, de trives fantastisk og har venner fra hele verden, og har kun en forældre der arbejder,den anden har tid og er ikke stresset. Men vi ser også frem til at komme hjem. Hjem til familie og venner.
    Men får man muligheden så grib den, det er så givende!
    Fortsat god rejse,og sig til hvis i kommer til Korea på jeres rejse;-)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

"Jeg slapper lige af her i Thailand, mor"