Bekymringer er som småbørn. Jo mere man kæler for dem, jo bedre trives de.

Planer er til for at blive ændret…

… Og det blev de så.IMG_5077 Jeg var sikker på, at vi skulle blive på Koh Lanta i hvert fald en uge mere. Det blev til ni dage i alt, men så blæste tropevindene os videre endnu en gang. Sunes forældre var i syv sind, da deres hjemrejsedag nærmede sig. Skulle de tage hjem eller forlænge deres rejse yderligere!? Det har jo været en gave for os og børnene at have dem så tæt på så længe. Tænk at de har rejst rundt med os i seks uger nu. Alle har nydt godt af hinandens selskab. Det er så skønt at være sammen med nogle, som synes, at ens børn er lige så fantastiske som én selv. Nogle som morer sig ligeså meget over, at børnene knækker svømmekoden, bestiller mad på engelsk eller som klapper i hænderne over, at Carlson præsterer ENDELIG at lægge en pølle i toilettet og ikke på et restaurantgulv. Det er unikt og ekstremt privilegeret med bedsteforældre om bord. Børnene har virkelig nydt godt af at have fire voksne og det kunne farmor og farfar også selv mærke. Der er jo også nogle skønne børnebørn, der venter hjemme i Danmark. De sov på det og beslutningen blev taget: Én sidste uge og så er det slut! Vi blev enige om, at den skulle være lidt speciel og de kunne godt tænke sig at opleve lidt mere af bounty-Thailand. Ole havde fundet en dejlig afsidesliggende ø. Ifølge børnene en øde ø med jungle. Ikke kun fordi, at det er lavsæson men også fordi, at der ikke er særlig mange boligmuligheder herovre. Vi er nu på Ko Ngai, som ligger syd for Koh Lanta. Øen her er ikke særlig stor. Hvis man søger en aktiv shoppeferie, skal man holde sig langt væk herfra. Hvis man derimod søger en ferie, hvor det eneste man kan er at bade, spise, læse, vandre og nyde fabelagtig natur, så kunne det her godt være sagen.

 

Turen her til gik smertefrit. Igen på thailandsk maner. Man blev sat af med longtail boat på en strand for så at skulle tage (en fætters – fordom for egen regning) ny longtail boat og sejle 300 meter længere ned ad stranden, 200 baht fattigere. Men hvilket resort! Thanya Resort, åbenbart toppen af poppen på denne ø. Første dag var vi (Sune og jeg) lidt pressede over at have tre børn med. Alle som har børn kender situationen, hvor de løber eksalterede og ellevilde rundt, fordi de lige har siddet stille i en båd alt for længe. Måske ikke det med båden, men de vilde unger. Og pludselig så jeg himmelvendte øjne overalt hos de andre gæster. Åh nej, hvordan skal det gå, tænkte jeg kort. Heldigvis har det fundet et leje. Ingen er ellevilde med børn her, hverken personalet eller andre gæster. Og så alligevel. Der er denne her lady boy som er lige lovlig interesseret i Carlson. Og Carlson, som stadig er bange lidt for thailænderne, forstår ikke, hvorfor de ikke snart fatter at ”DE ER IKKE MINE VENNER!” og holder sig væk. Vi sidder dér, to smilende og overbærende forældre, måske lidt for venlige, og håber på, at de snart forstår, hvad drengen udstråler. Jeg synes ikke, at hans afvisende kropssprog er til at tage fejl af. Menneskerne her synes nok bare, at børnene er søde, så længe de tier stille og det prøver vi så godt som muligt at få dem til.

Endnu engang dejligt med et par ekstra hænder, der lige går en tur på krabbejagt i solnedgangen, imens køkkenet tilbereder maden, som ankommer i vilkårlig rækkefølge, men vupti! Når de er tilbage, så står det hele på bordet, som i et andet ”Bord dæk dig”-eventyr. Alles blodsukkerniveauer stabiliseres uden de store scener – dagen går på hæld i endnu en lykkerus.

IMG_5104

Vi har ramt endnu en perle. Vi bor side om side med farmor og farfar helt oppe i junglen med den mest fantastiske udsigt. Indtil nu har jeg ligget hver morgen og er gået helt i stå over den. Man ser det hele lidt oppefra og det er på en eller anden måde bare så bjergtagende. Palmerne i det fjerne, havet der til tider er højvande, så der næsten ikke er nogen strand og i næste nu lavvande så alle koralerne blotlægges. Alle skibene og de kæmpe klippeformationer, som man ved kun viser en lille bitte del af sig selv. Min første (mor)tanke da vi skulle indkvarteres højt oppe var, at det ville være alt for uhensigtsmæssig for børneben. Alt for langt væk fra pool, strand og restaurant (læs: den bekymrede mor. Og derfor blev vi boende – fordi vi kan og ikke gider bekymre os unødigt). Og hvordan går det så med at bo så ”langt væk” fra det hele? Skide godt. Vi leger kongens efterfølger hver dag på fliserne ned til restauranten og pakker et par poser med aktiviteter, når vi tager på ”tur”. Det er intet problem. Tilmed bor vi på en fantastisk stigning så Sune og jeg kan tage lidt intervalløbeture inden en overdådig morgenmadsbuffet, som indtages 10 meter fra stranden (sælger jeg ikke denne ide meget godt?).

IMG_5081

Siden sidst har der også været Sune-og-Nana-tid. Det har bare været så skønt.

På Koh Lanta var vi på vandretur uden børn. En tur jeg klart kan anbefale. Den hedder Khao Mai Kaew Cave og man kan kun gennemføre med guide. Den kan dog ikke anbefales til børn under 12-årsalderen (skriver de på deres hjemmeside). Det var den fedeste tur ind i mørket. Naturen er på mange måder så vild. Tænk at man først for 40 år siden har fundet denne grotte, som ellers har eksisteret i millioner af år. Turen bestod både i at balancere på bambusbro med otte meter ned i dybet og manøvrere sig gennem huller, som kun kunne gennemføres på maven, finde et lille poolområde undervejs (ja også i grotten), for til sidst at slutte af i den anden ende af grotten, hvor guiden afslutningsvis blot pegede frem og sagde: ”Go left, look up”. Det gjorde jeg så, som den første, og fik et chok, da flere hundrede flagermus blev forstyrret i deres lur, fordi en uvidende turists pandelampe og skramlen vækkede dem. Vildt syn! Måske også for dem. Nogle af dem fløj i hvert fald (irriteret væk). Her på Koh Ngai har der også været tid til en vandretur på tværs af øen. Pludselig kom vi ud til en helt øde strand. Der var ikke en sjæl udover os selv. Det er en af de mest storslåede øjeblikke i mit liv. At der så lige fløj et par næsehornsfugle forbi, var bare lige lidt ekstra topping på kagen. At ligge i det smukke vand og køle vores let sol(for)brændte kroppe efter en god vandretur sammen med den mand jeg elsker allerhøjest gjorde, at jeg igen fik ”det-her-er-bare-så-rigtigt”-følelsen. Jeg sugede lykkerusen til mig. Sjovt nok tænkte vi begge to på, hvor fedt det ville blive at tage børnene med over og snorkle her. Vandet var krystalklart og der var god sigtbarhed. Faktisk har børnene i dag fået deres første snorkeloplevelse og set stribede, prikkede, blå, gule og sorte fisk. Noget jeg selv så første gang da jeg dykkede for 12 år siden. Jeg kan ikke vente, til de skal se et stort levende koralrev. De bliver ellevilde. Begge piger mestrer nu at ligge og snorkle rundt imens, at de laver diverse dykkertegn til os og orienterer sig under vandet. Læringskurven igen… Siger det bare. Jeg er imponeret. Apropos læringskurve så er her en lille sød. Luna er begyndt at regne. Hun er simpelthen så sød, når hun sidder der og venter på et regnestykke. ”2+4 Luna, hvad er det?” Så vender hun sig hemmelighedsfuldt om og tæller på fingrene. Når hun vender tilbage er det med det største filursmil (de som kender hende ved, hvad jeg mener). ”Seks,” siger hun triumferende. Da så farmor forleden sagde, at hun skulle skrive det, måtte Luna sige: ”Jamen, jeg ved jo ikke hvordan, et sekstal ser ud. Jeg kender kun bogstaver”. Tænk at kunne regne uden at kunne skrive et eneste tal. Ret abstrakt, egentlig.

IMG_5149

Det eneste der er svært at styre her, er solen, der er så dælens ubarmhjertig midt på dagen. Vi smører os ind fra top til tå men shit, hvor den brænder. Vi skal virkelig ikke være i solen længe for at mærke, at huden begynder at stikke, men så er det godt, at vi har aktiviteter med til at sidde i restauranten og hygge. I dag fandt vi en perfekt plads i skyggen af et palmetræ og pigerne og jeg drønede rundt på stranden og fangede krabber. Til sidst lavede de en flot udstilling og viste den stolt frem på stranden. De stakkels krabber blev først lukket ud efter mange timers indespærring i en lyserød spand. Men alle – krabber som børn – afsluttede dagen i god behold.

 

IMG_5144

Vi har tre dage mere her og så skal vi videre. Lige nu er der en verden af øer for vores fødder og det er jo et slaraffenland, hvor alle øer har noget forskelligt at byde på. Søkøer, teltture, snoklemuligheder, grotter og jeg er simpelthen bare så spændt på, hvor vi skal hen, når vi har vinket farvel til de dejligste svigerforældre i verden. Puha, den bliver hård. Derfor skal vi heller ikke blive på denne ø, når de smutter. Når de tager videre, tager vi videre. De tilbage til Danmark og vi videre ud i den asiatiske verden.

   

4 kommentarer

  • Skøn blog som jeg læser jævnligt. Du skriver i et skønt sprog og det er skønt at følge din familie. Jeg er selv mor-/familieblogger

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gunhild Overegseth

    Åh altså, hvor lyder det bare dejligt! Jeg elsker at læse jeres fine blog om et anderledes år!
    Kh Gunhild (Kaspers kone)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nana

      Dejligt Gunhild

      Ja det er i den grad et anderledes år. Vi nyder det i fulde drag. Hvem ved måske det kan inspirere jer:) Hils Kasper, Sune hilser herfra:)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Bekymringer er som småbørn. Jo mere man kæler for dem, jo bedre trives de.