Sørøverjagt på Koh Mook

”Årh ja! Det er ishamrende varmt, far!”

foto 4foto 2Når man er to et halvt år gammel og snakker som et vandfald, så er det ikke alle begreber, at man har helt styr på. Ikke desto mindre er Carlson fuldstændig ligeglad, og ovenstående sætning røg i al sin iver ud af munden på ham, da han forleden trådte ud fra kajakken og ned i vandet. Han smider så mange guldkorn for tiden og det er kun det halve, at vi får skrevet ned. En skøn alder, men på mange måder også en håbløs alder.

foto 6

Koh Mook kræver simpelthen noget mere tid. Både på bloggen men også for os. På sjettedagen, da vi skulle begynde at tage stilling til, hvor vi skulle bevæge os hen, blev vi hurtigt enige om ikke at tage stilling til noget som helst andet end at blive præcis, hvor vi er. Nemlig hos værtsparret Dada og Num. De er simpelthen så gæstfrie, at vi nærmest glemmer, at vi betaler for at bo her. Hun har fortalt, at det er det eneste thaiejede sted på øen og det er sikkert tendensen på mange øer efterhånden. Grunde der bliver opkøbt af investorer og drevet som luksusresorts, desværre. I hvert fald er der så meget sjæl i dette sted, at man ikke kan forlade det. Så vi blev og er her i skrivende stund.

12235048_493818717462949_1498548309780391094_n

Hvad er de snart 14 dage så gået med udover grotten i bjerget, som vi stadig refererer begejstret til? En hel del faktisk. Ud over at suge den lokale fiskerstemning til os, når vi trasker op og ned af den lokale villavej, har vi været rundt på de forskellige strande her. Der findes en strand her, helt ude på en tange, hvor vandene mødes (á la Skagen), sjovt for børnene at opleve. Vandet var så fint og klart og der var søstjerner overalt, fordi tidevandet netop var skiftet. Så nu kan de også skrive det på deres dyre-CV: Har holdt en megasøstjerne og sørget for at den kom godt til søs igen. Vi har badet på vores egen strand ved højvande og ledt efter krebs og krabber, når det er lavvande. Sådan en strand er jo et eldorado af dyreliv. Det lykkedes pigerne at samle over 50 eremitkrebs i en spand en formiddag. Og den tilbagevendende læringskurve hives lige frem igen: Da vi ankom til vores første strand, turde Luna ikke gå ned i vandet selv pga. de selvsamme krebs og krabber. Nu løber vi rundt og fanger de hurtige krabber i net og de langsommere krebs med hænderne. Pigerne laver krebseskoler og senest har de langt om længe set en eremitkrebs med sin bløde numse smutte ud af sit hjem for at finde et nyt. Stor oplevelse for dem!

 

Jeg havde hjemmefra set frem til at vise børnene institutionslivet herude. De har jo en reference at snakke ud fra. Endelig fik vi mulighed for at besøge en. Hvad kan jeg sige? Som med alt andet har vi bare vanvittigt høje standarder derhjemme. Deres legeplads var hegnet ind med pigtråd! Det må have afstedkommet nogle gedigne rifter gennem tiden, tænker jeg!? Det eneste der var på legepladsen, var en lille rutsjebane og en gynge til omtrent 50 børn. Men så kunne de jo bare lege i græsset, som stod en halv meter højt. Eller den 5000 liter store åbne vandtønde, som uden tvivl ville have forårsaget røre i Danmark på grund af druknefare.

11358078_427542244107344_1802787586_nDe fleste piger bar tørklæde, da 95% på denne ø er muslimer. De sødeste små dejlige piger, som man bare har lyst til at tage med hjem i lommen. Ja, og så er der selvfølgelig, lige de børn jeg ikke ville kunne finde plads til, end ikke i de største baggybukser, bare fordi de fra helt små er blevet proppet med, sorry to say, vestlig mad. Så fejlenærede, at de vejer 30 kg plus som 4-årige. Noget af charmen ryger bare. Det er desværre en tendens, jeg ser her. Da jeg var lærer herude for otte år siden, var der også overvægtige. Men det var måske hver tiende. Jeg vil næsten påstå at vi er tæt på hver fjerde nu. Det kunne være, at jeg også skulle tage min kostvejlederuddannelse med herud en dag også. Skræmmende er det i hvert fald.

 

En anden ting Vilma observerede i børnehaven var, at mange af børnene ikke havde nogen fortænder Hun har meget fokus på det med rokketænderne, da hun selv går og glæder sig til sin første. ”Hvordan kan man være så lille og allerede ha´ tabt alle de tænder,” sagde hun om to små piger. Den ene manglede de fire forreste tænder i overmunden og den anden havde ligesom bare to stumper dér, hvor fortænderne burde sidde hvide og flotte. Nå, hvordan serverer man så den forklaring bedst? Jeg vurderede faktisk, at denne oplysning godt måtte fungere lidt som skræmmekampagne, så jeg sagde det som det var: ”Deres tænder er ætset væk. De er forsvundet, fordi de ikke børster tænder”. I skulle se to måbende ansigter, der resten af besøget prøvede at få alle børnene til at smile, så de kunne se, hvem der stadig havde deres tænder tilbage. ”Ved de slet ikke, at Karius og Tobaktus (Ja, TO-Baktus, red.) findes, mor?” Jeg behøvede ikke at svare på Lunas spørgsmål, hun havde selv fundet svaret – et åbenlyst NEJ. Selvom tandbørstningen herhjemme aldrig har været det helt store problem, så er det lige siden gået utrolig nemt. På nær Carlson der SELV VIL børste tænder og har forstået hvad: ”Nej, jeg er ikke klar endnu,” betyder. Puha, godt at det er det sidste toårige barn, vi har. Forleden kom jeg til at skylle ud efter hans toiletbesøg og ikke ham. Dem som selv haft et barn på den alder kan forestille sig, hvilken tudeseance det medførte. Det er altså ikke altid nemt at være en rummelig og forstående mor, selvom man har så meget tid. Havde jeg været en del af en tegneserie, ville der have stået: ”Knyt sylten, du skal nok få lov til skylle ud mange gange i løbet af dit liv. Vær lige lidt taknemmelig, hva’!” (I en tankeboble, vel at mærke)

 

Vi har tilbragt en del tid på havet. Vi fik anbefalet en ø, Koh Kradan, som skulle opleves. Da vi ikke var klar til at forlade Dada og Co. på Koh Mook blev vi enige om at tage derover på en dagstur. Og Holy Moses en oplevelse for os og ungerne! Det var som at entrere et akvarium med fisk i alle regnbuens farver. Lige for næsen af os svømmede disse stribede, prikkede og changerende fisk rundt. Under dem oplevede de for første gang hvordan et havlandskab af koraller virkelig kan se ud. Vi snorklede to forskellige steder og endelig fik de set de små søde klovnefisk i deres søanemoner. Vilma har lært et par tegn fra dykkerverdenen og da hun fik øje på Nemo-familien, der svømmede rundt dernede og hun lavede et OK-tegn under vandet, kunne jeg da kun blive stolt.

 

foto 3I morgen skal vi på fisketur. Vi skal ud og fange vores aftensmad. Blæksprutter. Vi har fået lov til selv at hjælpe til i køkkenet og det bliver skægt. Jeg savner at lave mad selv i ny og næ, men nyder sgu også at jeg bare kan sætte mig ned og bestille. Forleden kørte vi forbi et sted med friske gulerødder og købte en ordentlig posefuld. Da vi kom hjem til Dada og fik lov til at skrælle dem og spise dem rå, viste det sig, at det slet ikke er noget, man gør her. Der kom børn og voksne til for at se vores børn spise rå gulerødder. ”Thai kids don´t like,” sagde Dada og da vores børn bød dem på en bid, kiggede de mærkeligt på dem og gnaskede videre på deres eftermiddagssnack, som denne dag bestod af en pose chips. Det er sjovt at de bitte små ting, som man tager for givet er noget helt andet herude.

foto 3

Nu går turen snart videre. Vi har simpelthen allerede et nyt sæt bedsteforældre, der kommer herud. Den 15. november lander vi og de i Bangkok næsten samtidig – blot fra forskellige retninger. De fra Danmark og vi fra Krabi. Vi havde egentlig tænkt os at opleve lidt af Krabi også, men det må se sig slået af Koh Mook og så er vi jo bare nødt til at komme tilbage dertil igen.

Nana

… Næste blogindlæg er allerede undervejs:

Når man bevæger sig, bliver man bevæget, Vol. 2

 

 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sørøverjagt på Koh Mook