”Årh ja! Det er ishamrende varmt, far!”

That Fucking memory lane

Så fik jeg endelig min Khao San Road!

_MG_3985

 

… Og hold da kæft for en larm, tænkte den 33-årige mor til tre. Kan de for fanden ikke skrue lidt ned for den musik, eller i det mindste blive enige om at spille det samme? Jeg sidder på en gadecafe og prøver at nyde en øl. Når jeg sidder ret op på stolen kan jeg høre John Mayer fyre den af på guitar, eller i hvert fald en thai, som prøver at lyde som ham. Læner jeg mig så tilbage i stolen bliver jeg blæst væk af tonerne fra ACDC og deres Highway to Hell. Jeg tager mig selv i at sidde og rynke panden… Argh, Nana hør lige dig selv.

Der var engang. En gang hvor denne gade var for mig, hvad Jomfru Anegade er for mange Ålborgensere. Det var her min daværende kollega og jeg flygtede til (for 7 år siden), når skoleugen var slut. Det var her vi mødte den 50-årige, som var flygtet fra et kedeligt familieliv og bare tog én dag ad gangen. Eller en flok negere (kan jeg overhovedet tillade mig at kalde dem det, selvom de var det?), som havde satset alt og købt en enkeltbillet til Bangkok fra Zanzibar for at optræde og arbejde i Bangkok Zoo med akrobatik. Eller engelske, tyske, danske, franske – ja you name it – nationaliteter.

10400512_43157340606_3920_n

Syv år tidligere…Billedet siger alt! Fest fest fest:)

Fede, spændende, inspirerende, skræmmende og lærerige møder med folk vi ikke kendte – nye mennesker at feste med hver weekend. Præcis som i ”Gaden” i Nordjylland. Mangfoldigheden her er bare meget større. Full body tattoos, unge mennesker på første sabbatår, lady boys, mænd der har forelsket sig i en sådan uden at vide, hvad der venter, hvis/når de går skridtet videre, familier som os, alt for pågående tuk-tuk-førere, gadesælgere og kopivarer i lange baner. Selvom larmen går lige i nervesystemet på mig, måske fordi jeg ved, at det risikerer at vække mine børn, så elsker jeg det og elsker at vise mine børn det. Da jeg rejste mig fra førnævnte stol, var det ikke værre, end at jeg få meter nede ad gaden lod mig rive med og højt sang: ”What a feeling”, som pumpede ud af højtalerne fra næste bar. Jeg tog mig selv i at smile. Både fordi jeg følte mig så håbløst malplaceret i min ellers okay pæne kjole, med kun lidt madpletter efter Carlsons og Lunas ”Jeg vil sidde hos dig”-besøg efter aftensmaden, men også fordi en masse minder væltede frem.

Det er fedt at være tilbage, men som med mange andre ting, fremstod minderne om Khao San Road stærkere end oplevelsen denne gang. Men nu har jeg gjort det, jeg havde besluttet mig for. Gået med min familie ned af Khao San Road.

_MG_3988Børnene er helt færdige om aftenen af alle de indtryk, der er her. De spørger om tusinde ting, når vi går rundt: ”Hvorfor har hun øreringe i kinderne, mor? Må man godt sove derude på vejen, mor (vi spiser jo morgenmad, når andre kommer hjem fra byen, eller tager sig en blunder på halvvejenJ)? Hvorfor holder de to mænd hinanden i hånden?” Luna annoncerede forleden: ”Jeg vil gerne have sådan noget hår som ham der,” og pegede på en fyr, der sad og fik sat dreadlock-extensions på. Typisk at hun lige skulle sige det i min mors nærvær. Jeg kan kun forestille mig, at hun må fryde sig lidt over, hvis jeg får et barn, som jeg selv var. Med alverdens ideer om, hvordan mit hår skulle se ud. En dag sort, næste dag lyserødt. Heldigvis droppede Luna ideen, da jeg fortalte, at man aldrig kunne redde sit hår igen, uden at klippe sig skaldet. Og med hendes Rapunsel-planer er dreadlocks heldigvis ikke så prinsesseagtigt. Hvor er jeg dog glad for, at jeg kan sætte flueben ved denne oplevelse. Den stod jo på To-Do-listen.

ImageMin mor og hendes mand er kommet og det er rigtig dejligt. Jeg ved ikke, om det er gået op for læseren, at det ikke er mig men Sune, der er projektlederen på denne rejse. Derfor skulle det også gå galt, da jeg havde arrangeret med mor, at vi bare skulle mødes ”… når I går ud fra baggagebåndet og til venstre hen til cafeerne. Så mødes vi bare der.” Alt var godt indtil det pludselig gik op for mig, at de cafeer jeg snakkede om, var i den lufthavn, som vi landede i og ikke i den mor og Torben landede i. Hmm.. What to do!? Heldigvis kender min mor mig så godt, at hun, som hun meget diplomatisk sagde: ”… havde printet navnet på hotellet ud og taget med, hvis nu sådan noget som det her skulle ske”. I stedet for at mødes i lufthavnen, blev det i hotelreceptionen. Og hvor var det skønt at se dem igen. Bangkok er blevet brugt til shopping, badning og en lille smule praktik

_MG_3978Til december skal vi ud af landet pga. visumreglerne. Vi er stadig ikke klar til at forlade Thailand og vil faktisk gerne tilbringe jul og nytår et eller andet sted her, så vi tog en tur på immigrationscenteret. Jeg fandt en hjemmeside, med diverse tips og tricks. Kender I de der hjemmesider, hvor man læser det samme tyve gang og stadig glemmer, hvad man har læst? Derfor er det bare så skide godt, at jeg henkastet kunne sige til Sune, at jeg havde fundet denne hjemmeside og så klarede han alle formaliteter med blanketter, pasfotos og kopier af pas mm. Alt var altså klar og vi kunne tage af sted tidligt som anbefalet og intet kunne gå galt…

Vi sad i taxien på vej derud. Buffet til morgenmad. Børnene ville have spaghetti (ja det fik de kl. 7 om morgenen), Peter og Ulven kender I vel? Luna sagde ”Jeg har ondt i maven” – det gør hun ofte, når hun er træt i benene, er sulten eller åbenbart også, når hun har ondt i maven, for pludselig sagde hun ”Jeg skal kaste op”. Jeg kastede mig over Vilma og fik rullet Lunas vindue ned og løftet hende halvt ud af vinduet, hvor hun heldigvis kastede utrolig meget spaghetti op ned ad bilen og ud på motorvejen. Ind igen, lukkede vinduet, for derefter at modtage endnu en portion ufordøjet spaghetti på mine bukser, taxaens sæde, dørpanel, vinduesramme og gulv!!! Solly, Solly! Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at undskylde på thai-engelsk (de udtaler r som l), imens jeg tørrede op med den ene vådserviet efter den anden. Han tog det meget pænt, taxamanden, men brækrefleksen udeblev dog ikke da han senere skulle inspicere skaderne på interiøret. Stakkels fyr. Vi overøste ham med drikkepenge og flere ”Solly”-er og luskede flove ind i bygningen.

Stemplerne kom smertefrit i hus på en time og vi skal nu holde jul og nytår i gode gamle Thailand. Skønt!

foto 2

I morgen går turen videre til Hua Hin. Her skal vi bo i et skønt hus alle sammen.

 

Nana

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

”Årh ja! Det er ishamrende varmt, far!”