That Fucking memory lane

Walk on the wild side

_MG_4218 kopi (2)Så er vi og det nye hold bedsteforældre ankommet til vores destination: Hua Hin. Vi har lejet et hus indtil, at bedsterne igen skal retur til Danmark. Det er et dejligt stille sted i et boligområde, som er trygt og godt for børnene. En lille dejlig have og en fin pool, som børnene har glædet sig meget til efter, at vi i længere tid har været uden. Vi så alle syv frem til strand og lidt køligere vejr end Bangkok kunne præstere.

foto 3Apropos køligt, så kan jeg jo læse mig til, at I er dybt begravet i sne over det meste af Danmark. Det ser smukt og dejligt ud, men det overskygger ikke den optursagtige følelse jeg har over, at jeg ikke skal iføre tre børn flyverdragter, støvler, huer og vanter denne vinter. Det lyder måske mærkeligt, men det er noget af det, som både Sune og jeg har set meget frem til. Carlson aner ikke hvad sne er, pigerne kan godt huske det lidt, og vi husker mest de mange timers snerydning, der var forbundet med at have en hjørnegrund! Pyha og godt det ikke er mig mere. Men skønt at se en masse snemænd derhjemme fra. Keep ´em comin’. Jeg håber, at I får en masse sne. Det er bare så smukt og så lyser det op i denne mørke tid.

Når man er af sted i et helt år og rejser på det budget, som vi gør, skal der ikke så mange udskejelser til før, at budgettet skrider. Når så der kommer gæster, kan man godt lade sig friste af at tænke: ”Arh, lige meget! Vi skal lige forkæle os og dem lidt”. Heldigvis var min mor og Torben med på at følge med på vores lavbudgetrejse, og derfor kastede vi os ud i en togtur fra Bangkok til Hua Hin. Igen blev vi vidner til, at man ikke altid kan regne med, at de planer, man laver her holder. Det fede er, at man aldrig rigtigt skal nå noget, så om man er en dag forsinket eller ej, betyder det ikke noget. Her blev vi ikke forsinkede en dag, men turen tog bare lidt længere tid end forventet og standarden blev en anden end først antaget. Vi havde nemlig valgt en afgang, hvor der kun fandtes tredje klasse i toget. Til gengæld var prisen også kun 8,50 kr pr. voksen for fire timers togtur. Børnene rejste gratis. Tredjeklasse her betyder tog uden vinduer (ja, du læste rigtigt), uden aircon, men dog en ventilator hist og her, døre der ikke lukkede før toget var godt oppe i fart. Men turen var så fed og oplevelsesrig at se tilbage på, at vi endnu engang tænker, at vi ikke ville have været den foruden. Krydsende bilister få meter foran togets næse, sporarbejdere der gik og arbejdede på de skinner, som vi kørte på, og som først flyttede sig få meter før toget passerede, mennesker der tog en slapper, måske endda en blunder mellem sporene. Huse som lå klos op og ned ad skinnerne, og børn der rendte ud og ind mellem dem og legede. _MG_4032 kopiFortil i toget var der igennem en glasdør frit udsyn fremad på skinnerne, da lokoføreren sad ude i den ene side.

Der findes denne TV-serie på DR, hvor man kan sidde og se samtlige danske togstrækninger i realtime. Det var netop denne oplevelse, man fik her. Fascinerende og hypnotiserende. Sune og Vilma brugte et par timer oppe foran – og det var faktisk Vilma, som ikke var til at drive væk fra udsigten, lovede jeg at skrive:-) Min jernbaneuddannede husbond kunne hurtigt konstatere, at sikkerhed er et lettere udvisket begreb på disse breddegrader og at 90 procent af aktiviteterne på og omkring skinnerne her ALDRIG ville have fundet sted i Danmark.

_MG_4223 kopi (1) _MG_4003 kopi

_MG_4009 kopiDet er som om, at vi uden planer oplever noget skægt dér, hvor vi havner. Vi er frie og ligeglade med, hvad dag det er, eller hvad klokken er for den sags skyld, og heldigvis tog alle det i stiv arm. Også da vi næsten var fremme og pludselig blev gelejdet ud af toget, fordi der var sket en ulykke længere fremme. Her blev vi bare positivt overraskede over, at der allerede var busser klar til os, da vi kom ud. Os ind i bussen og til de sidste 20 km imod Hua Hin.

Jeg kan da godt forstå, at mange tager til Hua Hin. Der er en masse at tage sig til, både som familie og som par. Personligt er jeg rigtigt glad for, at vi bor lidt uden for byen. Vi kan se stjerner, lytte til fuglene, se flagermusene omkring lygtepælene og bare nyde at være lidt væk fra larmen. Vi har igen lejet scooter, så vi nemmere kan komme omkring og ind til byen. Vi bor lige ved siden af et stort supermarked, så vi også har haft mulighed for selv at lave mad, selvom det godt nok er svært at tage sig sammen til, når retterne er så billige. Når man kommer ind til centrum er der mulighed for at spise billigt på lækre gadekøkkener, men også proppe sig med alt fra smørrebrød, til flæskesteg med brun sovs og kartofler, hvis det er dét man har lyst til. Jeg tror vi tager en rugbrødsmad et sted, inden vi smutter herfra. Kunne pludselig mærke trangen efter tre måneder.

Vi har været ude i den hyggeligste lille Artist Village, som mindede lidt om et lille Christiania, hvad farver og stemning angik. foto 6En masse hyggelige små kunstnerboder med smukke malerier, hvor vi sluttede af med at være en del af en workshop, hvor pigerne fik lov til at male på æsker og Carlson fik lov til at male biler. Selv Sune og jeg var underholdt imens Mor og Torben tøffede rundt og kiggede nærmede på alle de spændende udstillinger.

_MG_4251 kopi

Vi har været ude i en Safari Park, og børnene blev ellevilde da det kom på tale at man kunne ride på elefanter. Carlson ville ride med mormor og efter to minutters uafbrudt snakken på elefanten, blev der pludselig meget stille. Han var faldet i søvn og sov resten af turen. Også da mormors elefant pludselig fik lyst til lidt frisk bambus og derfor gik off road._MG_4150 kopiPludselig stod den på bagbenene og nød en lækker forfriskning i 4-5 meters højde. Vi sad og så til og jeg var imponeret over, at mor kunne tage det så roligt. Torben fik en elefant for sig selv, og da hans mahut sprang af elefanten og lod ham ride selv, skulle han da lige vænne sig til det, men de var seje begge to og fik i den grad én på opleveren. Vi har været på markeder, i templer, ved stranden og bare gået rundt i byen og suget den dejlige feriestemning til os. I dag har min mor og Torben været på vintur og vi har holdt Hollywood. Et fænomen der stammer fra Sunes barndom og indebærer madrasser på hele gulvet og så bare fjerner derudad! Vi så to animationsfilm og var stort set i sengen hele dagen og hyggede igennem.

I aften er det Loy Krathong, som er en af de smukkeste traditioner jeg har oplevet i Thailand. Jeg er hjemme med børnene (og en Chang-øl), de andre er på stranden for at se en masse mennesker sende gode tanker, energier, bønner og ønsker i form af en smuk blomsterkrans, som sendes ud på havet. Det er meget smukt og jeg glæder mig til at høre om deres oplevelse er på højde med min for otte år siden.

Jeg bliver altså lige nødt til at dele en lille historie med jer, som rørte mig dybt. Vi kom ind på en restaurant en dag, da vi gik fra stranden og skulle have frokost. Carlson sov og vi tog klapvognen med indenfor. Da vi sad og ventede på maden faldt vi i snak med en sød kvindelig tjener. Det viste sig at hun var burmeser og havde boet i Thailand i ti år. Nærmest som jeg havde taget den sidste bid af min lækre indiske Chicken Korma kaldte Carlson på mig med en let grædende stemme og jeg kunne se at tjeneren blev tydeligt berørt, da hun så Carlson stå der og vente på mig. Hun fortalte hun os så, at hun havde så svært ved at høre barnegråd, fordi hun selv har et barn på et år og to måneder. Tydeligt berørt fortalte hun, at hun fødte sit barn her i Thailand og at hun efter blot to måneder sendte det til Burma, hjem til hendes svigerforældre, hvor barnet har boet siden. Hun fandt sin iPad frem og viste os billeder af den lille smukke og glade pige. Da hun fortalte, at hun ikke hade set sit barn siden, fik det mine hår til at rejse sig. ”Maybe I go next year”. Altså som mor kan jeg overhovedet ikke forestille mig at skulle aflevere mine børn – ikke engang til mine dejlige svigerforældre. Tænk på hvordan hun dag ud og dag ind bliver konfronteret med, at hendes barn er så langt væk. Jeg fik med det samme lyst til at give hende en bunke penge til den rejse til Burma, der venter forude. Tænk at have et barn på 14 måneder, som man ikke har set i 12 måneder…

foto 1Der findes så mange skæbner ude i verden. Det er hverken første eller sidste gang, vi møder det her, men på en eller anden måde bliver vi virkelig mindet om, hvor velsignede vi er med de børn og vilkår, vi har og den her mulighed, vi har fået.

 

På en eller anden måde har det været lidt konfronterende at have besøg hjemmefra igen. Jeg ved ikke helt, hvad det er, men jeg har tænkt en del over, hvad vi skal, når vi kommer hjem igen. Hvor vi skal bo, hvad vi skal bo i, om vi skal eje eller leje osv. Men når jeg så tænker de her tanker, er jeg ikke længere, end at jeg tænker: ”Senere Nana… vi tager den senere”. Men på en eller anden måde er disse tanker svære at placere på en hylde. De falder ligesom lige ned i hovedet på mig hele tiden og i skrivende stund ved jeg sgu ikke helt, hvor jeg skal placere dem.

Men tiden er på vores side, og hvor er det skønt, at der er både plads og tid til al tankevirksomhed i denne livs-timeout.

Nana

   

4 kommentarer

  • Vibeke

    Taget den triste historie i betragtning med moderen, der ikke har set sit barn i snart to år, så må jeg alligevel skrive at jeg inden du kom til den del, kom jeg til at grine. Hvem andre end toguddannede og os ægtefæller kender TV serien fra DR, hvor man kun ser en togstrækning

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej Nana. Jeg faldt tilfældigvis over jeres blog og har nydt at følge den, vi er nemlig igen med noget af det samme! Jobbet er sagt op, huset er solgt og lige nu er vi på Philippinerne. Vores børn er dog lidt større 🙂 8, 10 og 11. Tak for en fed blog og hvis du skulle få lyst så er du velkommen til at kigge forbi vores blog: nytliv.ernstsen.dk
    🙂 Nina

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nana

      Tak for det.. Det vil jeg gøre.. Vi skal helt klart også til filippinerne:) Hvor længe skal i være afsted?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Du er savnet mon smukke kusine- måske vores veje krydses i foråret… Det må tiden jo vise ❤ Det er så dejligt at læse jeres oplevelser.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

That Fucking memory lane