Walk on the wild side

Status for nomadefamilien

foto 5Vi er her endnu, her i Hua Hin På 13. dagen, og vi kan ikke rigtigt komme videre. Vi har endnu ikke fundet ud af, hvad vores næste destination bliver. Ikke fordi at byen har taget os med storm. Vi har nydt at bo lidt uden for Hua Hin, men nu er vi den grad kommet ind i centrum. Planen må være, at vi en af de nærmeste dage tager hen på en dejlig cafe som hedder Chub Cheeva. Det er det eneste sted med en legeplads, som vi har kunne lokalisere i Hua Hin. Her må ungerne så blive placeret på hver sin gynge, og så har de bare at blive siddende indtil, at vi har taget os sammen og taget en beslutning.

_MG_4319 kopi_MG_4329 kopi

Vi har sagt farvel til min mor og hendes mand og jeg er ret sikker på, at de har en mental kuffert af oplevelser med sig hjem. Carlson var ikke helt tilfreds med, at han ikke skulle med til Bangkok, da de drog af sted. Af uransagelige årsager er det blevet hans hood. Hver gang vi spørger, hvad vi skal i dag, eller hvor vi skal tage hen, så vil han bare til Bangkok!? Måske er det fordi, at det er dér, han har fået de biler, som har holdt i længst tid. Jeg kunne snildt lave et indlæg om, hvor ringe legetøjet her er, men jeg skåner jer. Det er elendigt! Carlsons biler holder i snit et par dage, så er der enten røget et hjul, bunden på bilen eller også er grabben knækket på gravkoen. Pigernes dukker køber vi ikke mere, for de mister alle lemmer (inkl. hovedet) og deres tøj går i stykker. De har lige nu fire små My Little Pony-figurer hver, som de leger med og jeg kan ikke rigtigt huske, hvornår de sidst har fået noget nyt. De efterspørger intet nyt! Hvad skal vi med alle de flyttekasser med legetøj, som vi har opmagasineret derhjemme? Det er altså tankevækkende.

foto 4

 

Men det er tid til en delevaluering herfra. Sune og jeg aftalte hjemmefra, at vi engang imellem skulle evaluere og tage stilling til, om vi ville have mere eller ej. Nu har vi været af sted i tre måneder og vi synes stadig, at det er dejligt! Vi er stadig meget lykkelige for vores beslutning. Sune og jeg kan stadig kigge på hinanden og sige ”Hold kæft, hvor er det bare den fedeste beslutning, vi har taget”. Det er blevet hverdag at pakke rygsækken og rykke sig. Nogle gange taler vi om, hvordan det ville være at bo i en lejlighed herude i en måned, men så husker vi lige hinanden på, at det jo ikke er en hverdag, som tilnærmelsesvis ligner den derhjemme, vi søger. Vi har altså stadig ikke lyst eller trang til at forpligte os til noget i længere tid endnu. Den sidste uge har alle på nær mig skrantet lidt. Heldigvis er børnene hurtigt ovre det og Sune er nu også ved at være ovenpå igen. Bare lidt efterårssnue, som for vores vedkommende intet har med efteråret at gøre. Det er bare den berømte airconditionforkølelse. Det kan også være, at det er derfor, vi ikke har haft overskud til, at tage stilling til en ny destination. Én ting er sikkert. Vi har lovet ungerne en tur i vandland inden vi smutter herfra, så vi tager ingen steder, før det er sket.

foto 2 (1)

December nærmer sig og vi har sørme fået en lille nisseven på besøg. Pludselig var der en lille bitte dør med en lille bitte postkasse og en stige på væggen, da vi kiggede bag en rygsæk på vores værelse. Døren er låst og kan kun åbnes indefra af nisser – Sune siger i hvert fald, at kontaktlimen bør holde, hvis forsøget på at åbne gøres udefra. Der var også et lille brev fra Nisse Nok. Nisse Nok har tilfældigvis en fætter i Danmark, som har fortalt om en familie, der rejser rundt i Asien med tre søde børn og det var så heldigt, at han fandt os. I som følger med på Instagram eller Facebook (de5stikkeraf) har allerede set Carlson sidde nede ved døren og snakke lidt med nissen. Det var efter en del gråd, hvor han ville flytte rum (og hjem til Bangkok), fordi den dumme nisse ikke skulle bo hos os. Det var lige indtil, at Vilma forklarede, at det kunne være at nissen kunne trylle en kæmpestor bil frem. Her til aften har de alle tre prøvet, med diverse trylleremser at få døren op. Flere gange i løbet af dagen har de været forbi med tegninger og små ting til nissen. ”Mor, jeg går lige ind og siger til nissen, at…” har vi hørt flere gange i dag, efterfulgt af ”går du lige med?” Meget nysgerrige og lidt bange. Alle har været ellevilde og da Vilma pludselig så en pose fyldt med små gaver i én af vores rygsække, blev hun helt vild (og jeg gik en lille smule i panik. Hvad gør en mor, der er ved at blive afsløret den store julehemmelighed)? ”Øh nej, de gaver dem må nissen da have glemt”. Imens jeg var ved at panikke huskede jeg på, at min mor havde givet os en pakke grødris og dem fandt jeg frem. Heldigvis var de pakket ind og så kunne de pakke den op og begejstret løbe ud og vise Sune den. Alt imens kunne jeg gemme posen med pakker i en anden rygsæk. Og da pigerne kom tilbage med far i hånden for at vise ham den store pose med gaver, så var den væk. ”Han må have tryllet den væk, imens jeg var på toilettet. Måske var det slet ikke til os de gaver.” Heldigvis åd de den og vi blev hurtigt enige om at lave nogle julesokker ud af plastikposer og sætte nogle fine navneskilte på. Jeg ved ikke, hvem der er mest spændt? Moren eller børnene. Jeg håber bare, at ”nissen” har nogle nye Pixibøger i gemmerne, for nu er de seks vi har læst – både forfra, bagfra, på engelsk, på vrøvlesprog, med sur stemme og glad stemme. Jeg er så taknemlig for vores Mofibo-abonnement, som vi fik af nogle dejlige venner i afrejsegave. Det er genialt på længere transportture. Man skal bare huske at hente bogen til offline brug. Det kan virkelig anbefales. Der er også lydbøger. Vi bruger det meget lidt til voksenlæsning, for når vi tager iPaden eller mobilen frem for at ville læse, er det som en magnet der tiltrækker børnene. De får lov til at bruge den, når mor og far vil vinde tid om morgenen. Så vi må læse de gode gamle papirbøger og det er også hyggeligt.

Vi er nu kommet ned i centrum og bo og det er på mange måder kontrastfyldt til det, vi har boet i de sidste 11 dage. Det er selvfølgelig også skægt at opleve, men jeg synes nu også, at der er en side af Hua Hin, som jeg ikke er specielt begejstret for. I morges da jeg stod med løbeskoene på kl. 7.15 og påbegyndte en dejlig løbetur, mødte jeg den ene kvinde efter den anden med alt for lidt tøj på (og nej, det var ikke fordi det var for varmt), som desperat søgte nogle eller noget. Som Vilma så fint udtrykte det en dag vi gik hjem fra aftensmad, da alle barer så småt var begyndt at åbne: ”De der piger kan godt lide at danse, tror du ikke far?” Sune kunne med et smil svare: ”Jo Vilma, de kan godt lide at danse.”

Jeg kan ikke undgå at få en knude i maven, når jeg går rundt i gaderne og ser på unge kvinder, der sidder på skødet af midaldrende mænd. Deres blikke er helt tomme, men de smiler til én når man går forbi, eller måske er det Sune, de smiler til. Det kan jeg nu også godt forstå, med den mand jeg har. Få gange er der blevet hevet fat i ham, imens jeg har været i nærheden. Ellers foregår det kun, når jeg ikke er der. De er så desperate, eller måske er det endnu en fordom, det virker bare sådan, og jeg får faktisk lidt ondt i hjertet over de skæbner. I går kom Sune hjem fra byen efter en fodboldkamp, og som han selv sagde, var det lidt svært at koncentrere sig om kampen. Der var så mange indtryk. Han sad og iagttog en meget letpåklædt mor i alt for høje stiletter komme stavrende med sin seksårige datter. De gik hen til en pandekagebod, hvor barnet fik lov til at vælge en pandekage. Og så skal mor ellers på arbejde bagefter skat. Hvad så med datteren, var min første tanke. Men jeg har faktisk ikke lyst til at tænke den til ende. Man kan jo ikke lave om på sådan en industri, men alligevel er det en skam at se den så veletableret og godt kørende, som tilfældet er her i byen. Jeg tror, at jeg må finde et andet sted at redde verden.

Nana

IMG_4281 kopi

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Walk on the wild side