Status for nomadefamilien

Just arrived in paradise

Efter tre dage i Hua Hin centrum var vi mere end klar til at komme videre derfra. Det eneste problem var, at vi havde lovet børnene et badeland inden vi forlod byen. Vi besluttede derfor at finde noget andet at bo i – lidt væk fra orkanens øje (læs: Høj musik, ivrigt masserende thaikvinder og villige midaldrende mænd). Da vi samme dag kom gående ned ad en stille vej og stødte på det hyggeligste lille hus, hvor en hollænder og hans thailandske kone boede, var vi solgte. De lejede resten af værelserne i huset ud, og vi blev på en eller anden måde så bjergtaget af stemningen og følte, af uransagelige årsager, at det her sted, bare lige var os. Der var et kæmpestort badebassin, som børnene selvfølgelig elskede. Udover det var der en masse hyggelige kroge udenfor i den lille have. Det var nærmest som jeg husker mine bedsteforældres have. Med små møller rundt omkring og fuglekasser i træerne. Værten påstod tilmed, at han kunne snakke med de indflyttede fugle på deres fælles-fløjte-sprog (måske alarmklokkerne skulle have bimlet og bamlet der?). Vi fik en hjerneblødning og jeg undrer mig over, hvordan vi kunne beslutte os for, at det var en god ide at bo der. Familierummet som vi blev indkvarteret i var proppet med alt fra alverdens udstoppede rovdyr til legetøj, gulvtæpper på væggene og i øvrigt to store senge, så der næsten ikke var noget gulvplads. Anyway, vi tog det… det var lige os!? Da vi så skulle til at sove, og det  pludselig gik op for os, at der ikke var nogle vinduer i rummet (ja, det havde vi åbenbart overset, fordi der var så meget andet at se på i rummet) så ramte virkeligheden os. Der lugtede mere og mere fugtigt med fem mennesker i ét rum og inventar som sikkert kunne fylde ligeså mange flyttekasser, som dem vi har opmagasineret. Vi havde truffet en forkert beslutning. Faktisk begyndte vi begge to at grine lidt over, at vi var blevet forført af alle de ting, som børnene kunne kigge på og lege med derinde. Vi tænkte ikke klart. Nå, men ”ha ha ha”, vi skulle nok overleve den nat og blev enige om at tjekke ud dagen efter. Da vi sagde det til den ellers meget flinke hollandske vært, forvandlede han sig pludselig til hajen Bruce i Find Nemo, der pludselig lugter blod (de som ikke kender Find Nemo, så bare en tyr der ser rødt). Vi blev praktisk talt nægtet afgang fra huset. ”You said three days”. Det har aldrig før været et problem på de steder vi har boet, hvis vi pludselig ændrede vores planer. De fleste steder stiller de ikke engang spørgsmålstegn ved det. Det blev der bestemt her. Jeg har mødt ét menneske i mit liv, som fik mine hår til at rejse sig og min mave til at snøre sig godt og grundigt sammen. Nu har jeg mødt to. ”I won´t let you off the hook,” sagde han meget bestemt, da jeg forsøgte at forklare ham, hvorfor vi ville flytte. Forinden havde han overfuset Sune og jeg var mildest talt godt gal i skralden. ”I have really good contacts inside the police here,” var sætningen, som afgjorde at vi blev de næste to dage. Jeg overvejede et kort sekund bare at løbe væk, men kom så i tanke om, at vi havde 40 kg dødvægt i baggage og næsten 55 kg børnevægt, egentlig også dødvægt, så vi endte med at være der i de to næste dage også. Vi overlevede de to nætter ved stort set ikke at være på stedet. Jeg kunne ikke holde ud at se på manden. Vigtigst af alt, så fik børnene deres vandland. I øvrigt et lækkert vandland – Black Mountain Water park. Vi fik en hel dag til at gå dér. Et udendørs badeland, fyldt med diverse rutsjebaner og vandbassiner. Helt vildt fedt at plaske rundt og være legebarn en hel dag. Der er tilmed også en kæmpe oppustelig bane ude i en sø, hvor man kan hoppe rundt.

foto 4

foto 1

foto 5Afgang fra Hua hin. Tretten dage blev det til. Ikke et sted på vores top ti, men dejligt at være der med bedsterne. Vi tog bussen fra Hua Hin station og til Ranong, hvor vi havde booket en overnatning. Godt tænkt af os. Bussen der skulle være afgået kl. 12.30 ankom nemlig først kl. 14.30, hvilket ville sige, at vi først var i Ranong kl. 21.00. Buschaufføren gjorde ellers alt, hvad han kunne for at indhente det tabte ved at tage hårnålesvingene med 70 km i timen (Anbefalet hastighed: 45 km/t). På et tidspunkt måtte jeg pudse store stygge Sune på ham. Jeg er ellers ikke sen til at puste mig op, når det handler om mine børn, men jeg kunne ikke selv, fordi jeg sad og tudede i panisk angst, imens jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for, at børnene ikke skulle bemærke det i den heldigvis mørke bus. Han satte farten lidt ned, og jeg fik igen momentvis følelsen af, at vi nok skulle overleve turen over bjergene. Samtidig fik det mig også til at tænke over, hvor svært jeg har ved at afgive kontrollen og acceptere, at andre sidder med mine børns liv i deres hænder. Jeg ved sgu ikke, om de busture er for os, eller om vi bare skal holde os til togene. Jeg kunne ånde lettet op, da vi nåede helskindede frem til Ranong. Da vi sad i bilen på vej til det præbookede hotel , pigerne og mig inde i bilen, Sune og Carlson på ladet, da Carlson sov i klapvognen Pludselig, slappede jeg til gengæld helt af. Pludselig virkede det helt forsvarligt? Skørt, jeg ved det godt. Ranong har noget specielt over sig og faktisk fik vi helt lyst til at blive en nat mere men besluttede alligevel at følge beslutningen om at tage til Koh Phayam. Det var skønt at sejle afsted, og på båden gik det pludselig op for os, at vi var under 500 meter fra Myanmar (Burma). Kort overvejede vi, om vi skulle slå vejen forbi, når nu vi er så tæt på. Hvem ved? Måske? Den er stadig ikke helt udelukket. Vi skal nemlig tilbage samme vej, når den tid kommer.

 

Nu er vi på øen Koh Phayam og hvilken ø! Jeg vil sige, at denne ø er på min top 5 over øer man SKAL besøge i Thailand. Det er et indlæg for sig og jeg glæder mig til at fortælle mere om øen, dens gode karma og de fantastiske strande, der omkranser den. Hvis man kunne leje et hus her, så havde jeg gjort det på stedet. Vi må nøjes med et forvokset legehus, der i øvrigt ikke er en tømrer værdigt. Der er huller og dyr overalt. Sune fandt en kakerlak under Lunas hovedpude her til aften, heldigvis ikke i børnenes nærvær, og i går overnattede en krabat af en tudse under vores rygsæk. Men det er ligegyldigt. Vi har bølgerne i forhaven og sandet mellem tæerne, når vi træder ud af vores hytte.

 

Nu er tiden igen gået i stå, og vi er vilde med det.

 

Nana

   

2 kommentarer

  • Christina Torp

    Yikes den Hua Hin mand lyder modbydelig! Godt at i nu er vel fremme på Koh Phayam – og NØJ hvor jeg bare næsten ikke kan vente med at læse mere i næste blogindlæg 🙂 Ranong bliver så meget vores næste Thailand destination!! Det lyder bare helt rigtigt. Vi må finde noget at bo i som Peters insekt-angst kan acceptere 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nana

      Hej Christina

      Han var så klam. Der kommer nyt lige om lidt. Det er en dejlig ø denne. Og der findes mere tillukkede hytter end vores forvoksede legehus, men ikke mange lige her. Vores største problem er jo at vi har svært ved at vælge, hvilke øer vi skal tage, der er jo så mange lækre:)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Status for nomadefamilien