Vores rejse indtil nu - et overblik

”I må kun få den cola, hvis vi køber det hus, NU!”

Sådan lød det beslutsomt fra Vilma da vi sad og skulle bestille frokost i går. Hun prøvede med alt muligt. ”Hvis vi ikke køber huset, så vil jeg aldrig… aldrig rejse videre med jer. Jeg kommer tilbage til Vilmas ultimative udmelding.

forsideFørst lidt om vejen til Koh Kho Khao og hvad det er for en ø vi er landet på. Vi havde ret svært ved at skulle forlade Koh Phayam, som er en sand perle. Måske hang det sammen med den heftige logistiktur, der ventede os med syv skift: taxa – speedbåd – taxa – bus – taxa – båd – taxa (og endelig er vi fremme som Kaj og Andrea så smukt synger) Men da vi først var blevet placeret i taxaen mod speedbåden, havde min hjerne afviklet øen. Nu er det videre til noget nyt og spændende. Turen gik rigtigt godt. Alle klarede skiftene og det var kun Carlson, der kastede op en enkelt gang i bussen(”Hvorfor gør jeg det, far?”), men ellers gik alt godt. Det er nogle seje tøser, vi har med os.

I vores overvejelser over hvor vi skulle placere os, var der mange destinationer i spil. Vi blev dog enige om, at det ikke blev telttur i denne omgang. Surin-øerne må vente, men hvis man skal afsted, så tjek det ud. Det skulle være længder flottere end Similan, hvor jeg selv dykkede rundt for otte år siden. Man kan bo i telt derude for meget billige penge, også selvom det er højsæson. Der var også flere muligheder ned langs kysten, men vi faldt over øen Koh Kho Khao. En forholdsvis stor ø, hvor der ikke sker særligt meget. Jeg læste et sted at sandsynligheden for at møde et menneske på stranden her, er lige så stor som at møde en havskildpadde._MG_4661 kopiDet er lige før, at det er rigtigt. Skildpadderne lader vente på sig, men der er virkelig få mennesker, der har valgt at holde ferie her sammen med os. Hapla Beach Cottage, hvor vi bor er ejet af de to dejligste mennesker Nong og Sai. De har syv bungalows, som alle er booket over julen. Allerede da vi havde været her en dag var vi ude i, om vi kunne forlænge på dette sted. Her er simpelthen for vildt (har I hørt mig sige det før). Når jeg løber min morgentur er jeg helt alene på stranden med alle de arbejdende krabber, der igen laver et nyt hjem efter at højvandet har skyllet det gamle væk. Og vi kalder os nomader! Stranden er ca. ti kilometer lang og 30 meter bred. Det dejligste sand (dog ikke det hvideste vi har oplevet) og det lækreste hav. Der er det vildeste lys her. Horisonten går nærmest i ét med himlens smukke blå farve, så man ikke kan skelne mellem himmel og hav. Man er fyldt op af lykkerus fra morgen til aften og det kan vi mærke.

Denne ø er endnu mere stille end Koh Phayam. Man skal ikke tage hertil, hvis man er afhængig af at feste, møde unge mennesker eller ose i butikker. Det man laver her er at nyde. Nyde hinanden, havet, solnedgange, lange løbeture, eremitkrebsejagt og sandslotskonkurrencer.

 

_MG_4629 kopi                         _MG_4721 kopi_MG_4725 kopi
foto 10

Tsunamien ramte dette område ret kraftigt og det er faktisk ret konfronterende at komme forbi disse opbyggede evakueringstårne og forestille sig, hvor høj bølgen i 2004 var.

_MG_4759 kopi (1)Vi var oppe på i en evakueringsbygning med børnene – fantastisk udsigt. Og vi stod der med en klump i halsen og forestillede os, hvor forfærdeligt det må have været. Faktisk er det stadig ikke til at forstå, at så mange mennesker blev slået ihjel af bare én bølge. Da vi kom tilbage til Sai, så spurgte vi hende lidt ind tsunamien. Hun kunne fortælle at hendes mand havde mistet hele sin familie på øen. Mor, far, bror og broderens kæreste. Mange som boede ude ved vandet var ikke nået væk den dag. Puha. Det er så forfærdeligt at tænke på. Den information sparede vi dog børnene for i denne omgang.

 

_MG_4771 kopi (1)Ud over at nyde hinanden, har vi nydt en dag på scooter. Jeg må sige, at jeg havde en forventning om, at det var til at leje eller købe hjelme alle steder. Det skal man ikke forvente. Endnu en gang måtte vi køre rundt uden. Én dag med scooter på denne ø er rigeligt. Øen er flad som en pandekage og ret kedelig. Men alligevel ikke. Der er noget anderledes ved den. Noget vi ikke har oplevet andre steder endnu. Se nu er jeg jo ikke den store botaniker, men jeg ved dog et og andet. Vi er nemlig på en ø, hvor vegetationen er meget anderledes. Nogle steder minder dem om den jyske hede, andre steder en dejlig dansk nåleskov. Vi kørte faktisk igennem en skovlysning, hvor efterårsbladene dækkede jorden så smukt. Hvis ikke det havde været for de 30 grader og et par kæmpe ørne der fløj væk, da vi kom, kunne vi lige så godt have været i Danmark en efterårsdag.

Tilbage til Vilmas ønske om at blive boligejer i Thailand… ”Hun synes, at det var verdens bedste ide at købe C7.                  _MG_4712 kopi_MG_4711 kopi

Det er en dejlig bolig, der ligger som en del af ca. 30 feriebolighuse her på øen. Jeg gav hende ret. Der var pool, masser af børn, minigolf, beachvolley og en masse hængekøjer, som man kan slappe af i. Nåh ja, og imens man kan lytte til bølgernes småskvulpen på den utroligt børnevenlige strand.

Den dag vi ankom her til vores uimodståelige resort faldt vi ret hurtigt i snak med en sød svensk familie på restauranten og de fortalte, at de har været her på øen fem år i træk og nu havde købt et hus her. De inviterede os over til dem og da vi havde tilbragt tre timer der, havde vi pludselig alle en følelse af… købelyst. Hmm, skal vi købe et hus her? 350.000 kr. og så er det vores! Ud over at vi er smaskforelskede i den ro, der er her, så er vi igen overraskede over, at sådan en perle ligger ubemærket hen. Det var selvfølgelig også med til at bjergtage os på denne der lad-os-købe-lortet-måden. ”Jeg ville ønske at vi var sådan nogle, der turde gøre sådan noget,” sagde jeg til Sune, da vi gik hjem langs den dejligste strand. Børnene, også Vilma havde vi fået med hjem til trods for, at vi endnu ikke havde underskrevet boligkontrakten. De løb og legede, plukkede blomster, vi fandt en legeplads og alt var bare så dejligt. ”Det er vi måske også,” lød Sunes svar. Jeg var ved at tabe næse og mund. ”Er vi?” Det satte selvfølgelig gang i mine tanker. Jeg havde allerede indrettet huset fra yderst til inderst. Sådan noget må man bare ikke sige til en kvinde, der altid har ønsket sig et sommerhus. Det var et ret sjovt tankeeksperiment, som vi faktisk fik en masse gode snakke ud af.

Da vi efter putning kunne sætte os ned og snakke uden afbrydelser havde euforien lagt sig lidt. Så gik det op for os, at det jo ikke er dét, vi vil med Thailand. Vi skal ikke være fastliggere herude. Landet har simpelthen så mange dejlige steder, så mange forskellige kulturelle finurligheder og lokalstemning, som vi ikke ville opleve, hvis vi hvert år skulle tage tilbage til det samme sted. Husdrømmen varede kort, men det var et sjovt tankeeksperiment. Og hvis vi skal tilbage til øen, kunne det sagtens være fordi, at vi gerne ville leje den svenske families hus i en periode. Det er et SUPER LÆKKERT sted, fyldt med svenske, norske og danske familier. Men ikke for os. Vi blev ikke husejere i denne omgang.

 

I går var vi til fest i byen. Hvert år fejrer de højsæsonens begyndelse. Hvad skal jeg sige… Altså jeg havde forestille mig en slags byfest, som jeg selv er vokset op med i provinsen. Forventninger var måske skruet lidt for højt, for de voksnes vedkommende, men det var skægt at være en del af og jeg er glad for, at vi oplevede det. Der var søde skolebørn der optrådte til så øredøvende høj musik, at Carlson stod og vuggede med samtidig med at han havde to fingre godt inde i ørerne. Da musikken startede, udbrød Sune: ”Jeg vil hjem til Hapla Beach igen.” Det var ikke kun på grund af hans kyndige musikbaggrund. Det var HØJT og ikke så koordineret. Der manglede også lidt flow imellem indslagene og jeg tror, at det var sjovest for forældrene, som havde deres egne børn på scenen. Men sådan er det vel egentlig altid – også i Danmark. Vores børn havde en fest. Vi fik smagt nogle lokale delikatesser, set på en masse glade børn og da vi kørte hjem, synes børnene det havde været så sjovt og vi glædede os bare til at komme tilbage på verandaen og lytte til bølgeskvulp. Er vi gamle?

 

Luna var klar til at tage til fest igen i dag. Hun spurgte, da vi var på vej op til morgenmaden: ”Mor kan vi ikke tage til det dér højsæson igen i dag?”

 

Koh Kho Khao endnu en ø, som er et besøg værd. Der er dog et minus ved denne ø. Da den ikke er særlig besøgt, er konkurrencen heller ikke særlig stor. Maden her er ret dyr mange steder. For os kræver det en scooter at tage hen og spise billigt og det kan heller ikke betale sig, for den skal jo lejes. Her hvor vi bor koster en ret mellem 180-250 baht. Det er omtrent det dobbelte af, hvad vi plejer at give.

 

I morgen skal vi videre til vores hjem for de næste 12 dage. Her skal vi holde jul, nytår og Vilmas fødselsdag. Af uransagelige årsager kom hun til verden 1. januar – af alle dage! Men det hele skal fejres dér. Jeg glæder mig til at komme ind til lidt mere by. Måske man skulle se om man kunne finde en julegave eller to.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vores rejse indtil nu - et overblik