En anderledes jul

Når man bevæger sig bliver man bevæget Vol. 2

_MG_4972 kopiIndlægget der skulle komme. Den så berømte svære toer. Mon ikke at der også kommer en treer. I hvert fald så bliver vi rusket godt og grundigt rundt herude under palmerne. Året er ved at gå på hæld og en masse mennesker sætter sig mål for det nye år. Nogle vil tabe sig, færre vil tage på, andre igen vil ændre deres liv i en ny retning, måske ændre navn, bopæl, civilstatus eller den rigtigt mange nok vælger: Rygningen! Gad vide om vores kære Dronning nogensinde har opfordret sig selv til det: ”Så Magrethe… NU tager du dig sgu sammen og kvitter de smøger!” Det må stå hen i det uvisse. Jeg er en af dem, som ofte har siddet klar med snacks foran skærmen og lyttet til hendes tale fordi, at hun har ret godt fat i den lange (medmenneskelige) ende, når hun taler, og det har på en eller anden måde betydet noget for mig hvert år. Hun er god til at forholde sig neutralt den kære kvinde. Selvfølgelig gør hun noget ud af at være apolitisk, alt andet ville være mærkeligt. Men mon hun lige nu sidder og overvejer, hvordan hun helt præcis skal vende og dreje talen. Al den frygt der bliver skabt omkring os og af os, det som jeg fornemmer (mens jeg sidder på den anden side af jorden) får mange til opfordre os til at lukke os om vores eget lille land og give køb på nogle af de værdier, jeg egentlig sætter stor pris på og som jeg er vokset op med – åbenhed. Emner som verdensfred, et Danmark som er åbent over for at hjælpe andre, en nation som vil samarbejde. Emner hun ofte berører. Hmm… Den bliver svær i år, jeg siger det bare Magrethe.

Nytårstale eller ej – så bliver vi på den anden side af jorden lidt endnu. Det er i hvert fald et af de klare fortsæt vi har. Også selvom vi i dag har besøgt Tsunamimuseet og set, hvilke forfærdeligheder den bølge også udsatte denne del af landet for. Jeg har ligesom valgt at placere det på ting-der-ikke-sker-hylden, sammen med risiko for at styrte ned med et fly, jordskælv, kidnapning af mine lyshårede unger og dødelige sygdomme. Der kan faktisk være mange ting på den hylde. Det går ikke at tænke for meget i de baner, for så kommer man jo aldrig af sted. Så den hylde bliver brugt flittigt når der popper bekymringer op. Jeg er jo bare mor.

_MG_4952 kopi

 

Vi skal have det hele med herude! Sådan har vi det stadig. Selvom vi til tider får det sådan lidt hverdagsagtigt herude, så dunker vi hinanden hårdt i hovedet med vores myggestødketcher og minder hinanden om, hvor heldige vi er. Nu har vi været af sted i fire måneder og ”… så ved man ét og andet!” (gæt en god dansk film.) Altså det dér med de mangerettede følelser. Vi kunne ikke helt finde ud af det i starten. Hvorfor får vi så markante udsving? Det blev en frustration over, hvorfor man pludselig kunne få the blues, når denne store beslutning, som er så fantastisk, så rigtig, pludselig føles en anelse triviel? Følelsen af angst for at skulle være af sted uden en base i et helt år, eller følelsen af pludselig at savne sin trygge espressokande og sin dejlige mælkeskummer i sit hyggelige hus. Eller, nåh nej, for den tryghed har vi heller ikke mere – huset er jo solgt. Følelsen af, at have lyst til at komme hjem og ja det lyder måske mærkeligt… Tage på arbejde! Altså måske bare en enkelt dag. Samtidig er der modsætningen. Følelsen som kan komme ud af det blå. Pludselig går man rundt i Seven Eleven. Børnene har fundet legetøjshylden og sætter sig straks og leger med legetøjet til trods for den heftige plasticindpakning, der gør, at de nærmest ikke kan identificere, hvad der leges med. Sune og jeg går rundt og kigger efter snacks og mødes i en midtergang. Vi kigger på hinanden og så føler jeg mig pludselig som verdens lykkeligste med en pose saltede peanuts i den ene hånd og en cola i den anden. Føler mig som det frieste menneske. Så lykkelig at jeg står med tårer i øjnene og simpelthen bare må kysse ham. Giver det mon overhovedet mening?

 

Hvad er det der gør, at man det ene øjeblik er så lykkelig og det næste øjeblik føler sig så depressiv (sat på spidsen)? Er det fordi, vi har mere tid til at mærke efter og mere tid til at snakke om, hvordan vi har det lige nu? Det tror jeg faktisk. Jeg tror vi giver os selv lov til at mærke mere efter herude, tager os tid til det (fordi vi ikke har andet). Samtidig spekulerer jeg over, hvordan jeg kan tage så meget af denne model med hjem også. Hvad kan lade sig gøre for at få lov til at føle efter og ikke bare lade dagene æde hinanden én efter én. Jeg har ikke svaret, men hold da fast, der bliver brugt meget tankevirksomhed på den der livstilsændringskonto og analysedelen lige nu… Jeg bliver helt træt nogle gange.

IMG_5137

Jeg er stadigvæk rigtigt glad for at den beslutning, vi tog for snart et år siden er gået i opfyldelse. Det her er simpelthen en gave! Den første halvdel af 2015 husker jeg nærmest ikke, fordi alle dagene var ens, og det sidste halve år har været så proppet med oplevelser, så jeg ikke kan vælge hvilken dag, der har været fedest. Hvordan får jeg det med hjem!? De vises sten har ikke vist sig endnu. Måske gør de det, måske ikke.

 

Det her liv og vores måde at falde ind sammen med de lokale, det at kende folk og at man hilser på hinanden, synes vi er hyggeligt. Dét at børnene springer på Dadas scooter (vores elskede vært fra Koh Mok), når hun kommer kørende forbi os, uden at tøve, de er SÅ trygge og det gør jo os trygge. Det får os igen til at tænke! Er det mon os at skulle bo på en ø? Flere mennesker har faktisk sagt det til os. Det ville være lige os. Måske ville det være os? Vi indgik en aftale i starten af turen og det var først at snakke om boligsituationen efter jul. Det er jo nu. Og det bliver vist udskudt lidt, for vi kan stadig ikke forholde os til det. Vi har bare lyst til at være her. Og det er vel et godt tegn. Vi nyder at kaste en masse boligbolde op i luften og jonglere med dem i tankerne. Men vi har stadig ikke en eneste ide om, hvor vi rent geografisk ender.

 

Én ting er sikkert. I aften skal vi springe ind i det nye år. Vi aner ikke, hvor det bliver endnu. Det er også fuldstændig lige meget. Vi skal bare være på stranden et sted. Der er købt stjernekastere og ildballoner (hvad mon sådan en fætter egentligt hedder), som vi kan sende af sted med gode tanker om fremtiden (dejlig tradition). Og mon så ikke at der skal drikkes vin på terrassen efter putning, imens vi selvfølgelig puster balloner op og gør klar til søde Vilmas seks års fødselsdag. Det er og bliver bare en lortedag, men hvad, når hun bliver stor og er i stand til at holde sig vågen til efter midnat, så bliver det jo en fest for hende.

_MG_4999 kopi

Godt nytår til jer alle. Min skønne mand skrev en lille julemail hjem og jeg vil blot slutte af med et udpluk af den. Jeg er nemlig fuldstændig enig:

“Livet leves igennem kontrasterne og det er vigtigt ind imellem at flytte om i huset, give væggene en ny farve, springe et gear over når man accelerer bilen, skifte job, klippe hækken lidt skråt, prøve faktisk at forstå Inger Støjbergs bevægegrunde (nej, glem bare den), bestille en anden pizza end den sædvanlige, spille “Kom tilbage nu” i G-mol eller… smutte om på den anden af jorden og få sat livet i perspektiv!

 

Det gør vi i den grad og derfor er det også så nemt at opfordre andre til det.

 

Pas endnu mere på fingre og øjne i dag.

 

Med ønsket om et godt nytår

 

Fra Cirkus Søndervang – argh fuck, det trygge alias er det også slut med.

_MG_4996 kopi

_MG_4990 kopi

Tak fordi I læste med i 2015. Jeg håber, at I er med mig næste år også.

   

9 kommentarer

  • Godt nytår og tak for skøn læsning

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej, fedt projekt i har gang i. Meget inspirerende. Glæder mig til at læse mere.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nana

      Dejligt at du følger med.. Der er oftere opdateringer på instagram, hvis du også vil være med der. de5stikkeraf:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nana

      Tak for det Pashmina – vi nyder rejsen.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg delte dette indlæg på FB. Mange har læst Jeg er inspireret!
    I er for vilde!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nana

      Hej Camilla

      Dejligt at du følger med og deler.. Det er så skønt at rejse.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nana

      Hej Camilla

      Det er jeg rigtigt glad for at du gør. Vi håber at kunne inspirere andre til at gøre det samme som vi har gjort. Nogen gange så syns vi faktisk også selv at vi er helt vildt seje:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mathilde

    Godt nytår til jer. Jeg faldt, ret tilfældigt, over jeres blog og har nydt at følge jer de sidste måneder.
    Mange hilsner
    Mathilde, mor til Andrea fra hobbitten

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nana

      Hej Mathilde

      Godt nytår til dig. Tænk at vores store børn snart skal ud i den store skolevarden, YIKES!!!! hvor skal Andrea gå henne?

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En anderledes jul