Når man bevæger sig bliver man bevæget Vol. 2

Risnudel á la mande

_MG_5020 kopi”Jeg vil gerne blive bedre til at puste balloner op.” Lunas meget beskedne nytårsfortsæt for 2016. På en dejlig aften, hvor vi spiste på stranden, nød en smuk solnedgang og fyrede de to raketter af, som vi havde købt. _MG_5041 kopiVi sendte også en lanterne op i himlen med gode tanker til dem, vi savner. En thailandsk tradition, som egentlig stammer fra højtiden Loi Krathong, men de forstår at sælge varen og de blev sendt ud i luftrummet i stor stil denne aften. Vilma sendte tanker afsted til alle sine veninder, Luna til bedsteforældre og Carlson til bilerne, som man kan købe i Bangkok efterfulgt af et: ”Jeg savner Bangkok.” Vi tog fra stranden kl. 20, hvor det hele egentlig begynder, men ungerne var mega trætte og så ventede en stor dag jo forude… Vilmas fødselsdag. Kl. 00.15 lå Sune og jeg i vores seng. Faktisk tvang jeg Sune til at blive oppe. FOR DET GØR MAN – traditionen tro. Helt ærligt, vi kunne da ikke bare gå i seng uden at sige godt nytår til hinanden, når året skifter. Så imens vi sad og forberedte morgendagens fødselsdag og nød – eller nej – drak en utrolig dårlig hvidvin (med ananassmag opdagede vi lidt for sent), gik tiden og vi oplevede nytåret blive braget ind i Thailand. Så fik jeg det, som jeg gerne ville have… nemlig som det plejer at være!!

Traditioner er en sjov størrelse og noget, som jeg og vi får tænkt en masse over herude. Sune og jeg er vokset op med at gøre familiære og traditionelle ting på vidt forskellige måder. Traditioner i Sunes familie er ikke så indgroet og står konstant til at ændre. Faktisk har jeg dem mistænkt for at nyde at få lov til at gøre tingene anderledes – bare fordi. Sådan er det ikke i min familie. Der er mange ting, som ikke har ændret sig siden, jeg var barn. Vi mødes eksempelvis stadig 2. juledag til frokost med familien. Vi er efterhånden fire generationer, tæt på 40 mennesker. Der er de samme retter, som da jeg var barn, måske lige krydret med en rødkålsalat. Men ellers er det trygt og godt, ligesom det plejer at være.

I 2012 meldte jeg mig ud af folkekirken. Da jeg fortalte min mormor, at vores Carlson ikke skulle døbes, fik jeg blikket. YIKES! Ikke the teacher look, som jeg tidligere har beskrevet, men endnu værre mormorblikket. Hvorfor ændre på noget, som fungerer, Nana? Jeg følte mig lidt som det sorte får i familien, uden helt at kunne sætte ord på hvorfor. Heldigvis var hun med på dagen og jeg var så glad for, at hun alligevel deltog i en meget utraditionel navnefest, hvor det ene langhårede ritual efter det andet blev præsenteret for hende og resten af gæsterne. Faktisk var det ikke hende som på dagen sendte mormorblikket, men andre som havde svært ved, at vi brød med traditionerne. Hun blev til den bitre ende. Jeg ved ikke, om det havde noget at sige, at hun sad i kørestol og derfor var afhængig af, at andre kørte hende hjem eller om hun nød det. Vi selv synes var en meget nærværende dag. Carlson fik sit navn og selvom det ikke måtte blive broderet på familiedåbskjolen lige som Vilmas og Lunas, hans kusiners, fætres, onklers og ja mig selv og mine kusiner og fætre, så har jeg ikke fortrudt, at jeg brød med traditionen. Det føltes rigtigt at bryde med traditionerne. Så må forklaringen om hans manglende navn på dåbskjolen komme, når han bliver større. Jeg ved ikke engang helt præcis hvad svaret bliver, men det er klart, at i en familie, hvor vi er vant til at gøre tingene på en bestemt måde, så kan tingene jo ikke bare ændre sig. Og denne indgroethed var altså også dybt forankret i mig forleden. Vi blev derfor naturligvis oppe til kl. 24.00, fordi det gør man!!! Så nok kan jeg grine lidt af min skønne mormor og alle de traditioner. Ikke desto mindre elsker jeg, at min familie holder fast i de fleste af dem. Jeg er stadig inkarneret traditionalist og derfor kan I også forestille jer min reaktion, da min svigermor præsenterede suppedag for mig på 2. juledag, hvor jeg havde sagt nej tak til den TRADITIONELLE julefrokost i min egen familie! Hvad tænker kvinden på! Det var lige før, at hun fik mormorblikket dér. Jeg havde dog ikke kendt hende så længe, men heldigvis har jeg hende mistænkt for at have en sjette sans. Der blev i al stilhed indkøbt karrysild, æg og rugbrød og så kunne jeg godt klare suppejulefrokosten. Alt var tilgivet. Fordi jeg fik noget af det jeg plejede på 2. juledag. Håbløst – I know. Men det kan være at mit fortsæt skal være at stille lidt flere spørgsmål til det vi plejer at gøre.

Nå, det blev en længere snak bare for at fortælle om en lettere ualmindelig nytårsaften. Som dog har sat nogle tanker i gang. 1. januar var der aktivitet fra kl. 5.02, da Vilma ikke kunne sove mere. Seks år! Det skulle fejres og det blev det. Vilma fik mig for sig selv hele formiddagen. Vi fik massage og hun blev klippet og fik fin neglelak på. Og far om eftermiddagen, hvor de tog på cafe og spillede spil, tegnede, snackede og drak store smoothies. Vi havde bestilt kage hos en bager og overraskende nok, smagte den faktisk rigtig godt. Vi sluttede af med pizza, som jeg faktisk tror at vi har fået alle seks år, Vilma har haft fødselsdag. Det er bare vilkårene, når man har fødselsdag den dag.

_MG_5088 kopi

Den 2. Januar sagde vi farvel til Bang Niang ved Khao Lak. Tolv dejlige, lidt rastløse dage i et område, som var lidt for lidt os. Men hyggeligt med lokale markeder, natteliv og masser af mulighed for god dykning i det område, hvis det er dét man er til. Vi duer ikke rigtigt til sådan nogle områder, så vi så meget frem til et nyt øbesøg. Vi tog afsted tidligt, for at tage turen til Koh Yao Noi på én dag. Vi vidste ikke helt hvor lang tid det ville tage. Det ved man jo aldrig her. Vi anede ikke noget om busafgang, færge eller indkvartering, når vi kom frem. Sjovt nok så føltes det pludselig lidt utrygt ikke at vide, hvor vi skulle bo, fordi vi nu har præbooket i den seneste tid. Taxaen hentede hos. Endnu en gang overraskede Thailand. Sune spurgte taxamanden ”How much, mister?” og med det største smil svarede han: ”Up to you, Sir!” De er sgu så skægge, de thaier. Han accepterede endda vores forslag på 20 kr. Aldeles fin pris sammenlignet med andre ture. Vi havde fået at vide, at vi bare skulle stille os op til Seven Eleven og vinke med armene, når vi så bussen komme. Vi kom hen til, hvad der lignede et toilet, men da der kom nogle thaier og bekræftede, at vi stod på rette sted, kunne vi ånde lettet op. Bussen kom (allerede) efter 40 minutter. Selvfølgelig lige som jeg stod på den anden side af vejen med alle tre børn der skulle tisse! Vi nåede det og fik til vores store frygt de bageste sæder, hvor det gynger allermest. Heldigvis klarede vi det denne gang uden køresyge. Vi nåede Phuket og stod af for at komme videre til havnen. Alt flaskede sig. Vi nåede tilmed frem til havnen tids nok til at nå båden. Allerede da vi lander fornemmer vi igen, at vi er havnet på en ø, som ikke lever af turismen.

01 Faellesdfs Thailland stockMolen er næsten mennesketom, men heldigvis er der en songthaew (taxa), som kan tage os til Pasai Beach. Efter at have spurgt os omkring, kommer vi til et lille sted, som er mega hyggeligt. En lille pige på to år sidder og leger udenfor restauranten og så er børnene overbevist. ”The price is 800 baht, including breakfast.” FEDT! 7 dage napper vi lige her. 160 kr. pr nat inkl. morgenmad til os alle.

foto 8

Koh Yao Noi ligger exceptionelt placeret med udsigt til Krabi-regionens berømte klippeskær, lige imellem Krabi og Phuket. En ø som er autentisk og mindre kommerciel end de omringliggende turistdestinationer. Øens hovedindtægt er baseret på gummiproduktion fra gummitræer. Dette er en meget lidt indbringende branche, da det kræver, at gummibonden snitter barken efter midnat og lader træet ”bløde” ned i en kop natten over inden at det størkner, når solen står op igen. En hurtig bonde kan snitte 400 træer på en nat, hvilket indbringer ca. 2 kg gummi. Markedsprisen er for tiden lav – ca. 7 kr. pr. kilo. Dertil kommer, at et gummitræ først er høstmodent efter ca. 8 år. I mellemtiden kan man dog gro ananas imellem træerne. Thailand har en stor andel af den samlede ananaseksport på verdensplan. Men det er generelt trange tider for bønderne i et militærregeret Thailand.

Jeg ville ønske for alle Phuket- og Krabiturister, at de tog sig tiden til at besøge sådan et sted og opleve et mere autentisk Thailand. Markeder der er i fuld sving, rismarker der ordnes, gummitræer der ”malkes” og hverdagen, der går sin meget stille og rolige thaigang.

Vi lejede kajakker forleden og sejlede ud til en dejlig øde ø. Det var fantastisk at opleve at have en ø for sig selv._MG_5176 kopi Tilmed fik Sune og jeg forskudt en tur til toppen af bjerget. Stigningen var for stejl for børnene, men prøv lige at se en udsigt! Så er det, at man har lyst til at skrige. _MG_5197foto 5       foto 1            foto 7                                                              Vi begynder at mærke, at vi får større børn. I dag besteg børnene deres første ”bjerg”. Det er utroligt, hvad der sker, når der går leg i en bjergvandring. Carlson glemte helt at sige. ”Jeg kan ikk’ gå så langt, jeg kan,” og ingen ”Jeg er træææt,” fra Lunas sidde. Vi var helt høje alle sammen, da vi kom ned derfra. Nu er vi altså ved at være ude på den anden side. Jeg er simpelthen fyldt op med lykke og tilfredshed over at være havnet på endnu en ø, som har alt det, som jeg elsker ved Thailand. Tænk at vi allerede skal herfra imorgen. Vi begynder turen mod syd, da vi skal forlade Thailand senest den 14. januar. Vi har besluttet at tage turen til Malaysia i første omgang. Vi skal til Peenang-egnen og se, hvad den byder på. I hvert fald et stempel i passet, så vi kan returnere 14. februar. Inden da skal vi lige til Ao Nang og mødes med et vennepar. Dejligt at det lader sig gøre og skønt, at vores venner forsøger at mødes med os, når de skal herud. Thailand er alligevel ret stort.

Vi vil nyde dagene her på øen, nyde hinanden, roen og tøffetiden!

_MG_5133 kopiNana

   

3 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når man bevæger sig bliver man bevæget Vol. 2