Tøffetid, Ao Nang og farvel til Thailand

Alle har da et dankort!?

_MG_5528 kopi

Nogle gange kan jeg faktisk godt tænke, at det må være en ordentlig mundfuld for en pige på seks år at være ude i verden på den her måde. Hun reflekterer i den grad over livet og jeg tror, at vi har flere snakke om liv, død, ondskab, krig, fattige, hjemløse og diverse naturkatastrofer end hvis vi havde været hjemme i lille Danmark. På den måde kan jeg da stolt sige, at jeg lever op til det, vores kære Magrethe (nytårstalen, ja jeg kunne ikke dy mig) talte om: lad børnene erfare selv, lad dem slå sig lidt en gang i mellem. Det dér med at afskærme dem fra omverdenens tragedier er bare ikke muligt, når cigaretpakker med døde fostre, en mand på dødslejet eller en kvinde uden tunge står på hylderne i børnehøjde. Eller en hjemløs med koldbrandslignende ben sidder og tigger, når vi går forbi. “Alle mennesker har da et dankort, mor! Hun behøver da ikke at lægge dér på jorden og sove!” Hmm… Nej, det har de ikke og det er svært at forstå, når man er seks år og har alt. Men jeg ved godt, hvem Vilma ville give sine sparepenge til, hvis hun fik lov. Man sender i den grad ens børn ud i en verden, på godt og ondt. Forhåbentlig noget som de kommer styrket ud af i sidste ende.

Når jeg tænker tilbage på alt, det der gik galt, da vi for tre måneder siden ankom til Vietnam (som I kan læse om her), så må man sige, at denne visumtur har været helt anderledes. Selvfølgelig havde vi sat os lidt bedre ind i systemet her. Det er som dansker nemt at komme ind i landet, uden at søge om visum på forhånd, så det skulle vi ikke tænke på. 90 dage får man ved indrejse i landet. Sammenlignet med Vietnam er her meget mindre bureaukrati og mere moderne, både hvad angår sprog (altså engelsk), teknologi og infrastruktur. Menneskerne her er også mere imødekommende. I Vietnam var der stadig en masse mennesker som nev børnene i kinderne, dikkede med Carlson, som skreg ”Neeeej, du er ik’ min ven,” men der var ingen som henvendte sig interesserede eller spurgte ind til os, som de gør her. Vi følte os ikke på samme måde velkomne i Vietnam. Var det området eller bare os, der kom fra et Thailand, som vi havde haft det så godt i, skal jeg ikke kunne sige. Men nu oplever vi at være kommet til et tredje asiatisk land, som igen er helt anderledes. Menneskerne her er som i Thailand – rigtig søde, hjælpsomme og imødekommende. Det er meget nemmere at snakke med dem her, da de er rigtigt gode til engelsk. Jeg er glad for, at vi skal tilbringe en måned her i landet, så vi kan lære folket endnu bedre at kende.

Selve rejsen hertil gik som sagt glat. Vi tog fra Hat Yai i Thailand kl. 7 om morgenen. Hat Yai ligger ca. en time fra den malaysiske grænse. Vi gav 70 kr. pr. voksen for togturen til Butterworth i Malaysia. En rigtig fin tur på 5 timer, hvor vi undervejs fik stempler i passet. Børnene syntes, at det var meget underligt, da vi krydsede grænsen. Vi gik ud på perronen, ind en bygning og fik stempel i passet i Thailand, rundt om en anden skranke og fik så et stempel til Malaysia. ”Er vi så i Malaysia nu?” Og det var vi jo på en måde. Ind i toget igen og rejsen i Malaysia kunne begynde. Allerede på togturen var der en mærkbar forskel. Selvom vi sad i samme tog som tidligere, de samme pladser og i princippet kørte på de samme skinner, så var det noget helt andet. Ingen bumlen eller utidige bevægelser. Der var heller ingen huse som lå helt op til skinnerne og hele banearealet var behørigt hegnet ind. Det slog os allerede her, at Malaysia er længere fremme i sin udvikling. Det var sådan helt vestligt at køre tog i Malaysia.
Vi ankom til Butterworth og som altid havde Sune sat sig ind i logistikken omkring vores rejse. Vi afslog at veksle penge i toget, da vi fandt kursen fra vekselererne en smule ufordelagtig. Vi stod af toget og tilbagelagde, korte som lange ben, en 300 meter gåtur hen til færgen. Vi havde som sagt ingen malaysiske Ringgits og satsede på en hæveautomat på vej til havnen. Det var der bare ikke! Men heldigvis var der et sødt koreansk par, som gav gildet, da jeg spurgte, om de kunne lægge ud for os. Vi var meget taknemmelige – også selv om overfarten kun beløb sig til 5 kr. for os alle. Færgeturen tog 20 minutter og lagde til tæt ved busterminalen, hvor vi tog en gratis shuttlebus ind til centrum. Vi fandt hurtigt vores guesthouse i hjertet af Georgetown. 133 kr. pr. nat for et familierum med badeværelse på gangen.

_MG_5530 kopi

George Town er en FANTASTISK og helt vildt smuk by. Det er hovedstaden på Penang og faktisk den ældste af slagsen i Malaysia. En kæmpe ø med næsten en million indbyggere. Den har simpelthen så meget at byde på. Lækker street art, mondæne områder med de smukkeste bygninger, små snævre gyder, gamle huse med træer voksende ud fra taget og dejlige små cafeer. Georgetown er spækket med alle trosretninger. Verden omkring os kunne lære noget af, at muslimer, kristne, buddhister, hinduer og jøder bor i gensidig tolerance dør om dør.
På grund af øens kolonihistorie er den desværre på UNESCOS verdensarvliste, og misforstå mig ikke, for det er jo godt. Men siden 2008, hvor den blev optaget på listen, er huspriserne eksploderet, så de mange smukke bygninger er blevet ubetalelige. Det vil sige, at de kun blive lejet ud og samtidig står og forfalder. Vi kom hen i et område, hvor to karréer var blevet i stand sat, med de smukkeste farver. Her fornemmede man virkelig, hvor smukt her engang har været.

_MG_5417 kopi_MG_5441 kopi

Men det er bare noget af en udskrivning for køber, der skal punge ud med 14 millioner dollars for at købe dem og så i øvrigt lige skal istandsætte dem indvendigt og udvendigt også. Ærgerligt og jeg frygter lidt at byen forfalder, hvis man ikke finder på en løsning. Der er så meget potentiale her.

_MG_5523 kopi
Ved havnen ligger der ligeledes nogle smukke huse i den såkaldte pælelandsby. Det var kinesere, der i sin tid kom til og slog sig ned. Da de slog sig ned i huse, hvis fundament er pæle nedrammet i havnebunden, behøvede de ikke at betale for en grund og dermed heller ikke ejendomsskat. Det er faktisk muligt at bo i disse huse, side om side med den kinesiske klan, som først kom til Penang. Og her havde vi helt klart også indkvarteret os, hvis vi ikke havde et wild card (læs: Carlson) med os, som betragter ethvert skævt bræt som bakke til enten selv at løbe ned af eller køre sine biler ned af. Forestil jer at bo på pæle i vand. Måske er det bare mig og mine morbekymringer igen. Dem slipper jeg ikke helt for. Men anbefalingen er sendt videre, det ser så hyggeligt ud dernede.

Hvad sker der egentlig her? Sidder I lige og læser at, vi anbefaler en by? Det er vist første gang siden Chang Mai. Georgetown minder nok bare på mange måder om Chang Mai. Vi har udfordret os selv og vil nu nyde tre dage mere her i storbyens jag. Dem vil vi nyde. Vi vil jage lidt mere rundt og glæde os over, at vi netop har trykket Bestil til en busbillet, som fører os med bus længere nord på igen og derfra med en færge til en kæmpe øgruppe tæt på Thailand. Her er 99 øer, hvoraf to af øerne er beboede. Vi skal starte på den største ø, Langkawi. Her skulle der være en masse lækre strande og andre sjove aktiviteter. Uh, jeg glæder mig bare til det hele lige nu. Det er åbenbart ikke kun, når jeg går rundt i 7-Eleven, at jeg får den dér glædesrus (læs indlægget her), der giver mig tårer i øjnene. Den kom igen – lige nu. Følelsen af at føle sig som verdens heldigste mor, hustru og Nana.

Voksentiden kalder, ungerne sover og livet er for skønt.

Nana

Jeg laver en What to do in Georgetown – den er på tegnebrættet!

   

2 kommentarer

  • Hanna

    Det rørte mig at falde over jeres blog – som dansker med udenlandske rødder har jeg nydt af del rejser til nordafrika, mellemøsten og tyrkiet gennem min opvækst. Det gør en helt klart stærkere, klogere og istand til at reflektere over ALT, og ikke mindst taknemlighed over det man har. Man er ret beskyttet i Europa, og skærmet for en del man egentlig bør se.. fedt at se en skøn pæredansk familie ude på eventyr, og du har helt ret med at din datter nok skal blive styrket, for det kan jeg bekræfte :). Dejlige børn – og held og lykke med resten af eventyret.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nana

      Hvor dejligt Hanna.. Det er virkelig givende og det er som om at vi i denne tid, lige nu, virkelig oplever børnene tager nogle kvantespring i en retning som er så dejlig at være en del af. Tak for dine søde ord.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tøffetid, Ao Nang og farvel til Thailand