Alle har da et dankort!?

”Wow! Det kilder i klunkerne! Er det ikke rigtigt, mor?”

vlcsnap-2015-08-26-20h52m18s448Det dér med hvem, der er hvad, dreng eller pige, hvem der har hvad, en tissemand eller en tissekone… Tiøren er ikke helt faldet for Carlson endnu. Overskriftcitatet kunne ligeså godt være kommet fra Carlson, men det stammer fra en dreng og dennes mors samtale, som jeg overhørte i Tivoli for to år siden efter en ordentlig rutsjetur. Pigerne mener selv, at de har styr på sagerne. De har engang levet i fars klunker og vupti så kom de over i min mave og levede videre ind til de så skulle fødes. Mellemregningen er vi ikke helt nået til endnu. Det bliver spændende at se dem stoppe op en dag og tænke: Jamen hov, jamen hvordan? Der er noget her, som I ikke fortæller! Bierne og blomsterne; den tid den samtale. Men i hvert fald er der ingen tvivl om, at det kildede gevaldigt i Carlsons klunker, da vi forleden tog turen 700 meter op på toppen af et bjerg i verdens længste gondolbane – FUCK, det var højt oppe. Altså jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med, men åbenbart ikke, at den ville svinge så meget og at det gik så stejlt opad. ”Hvorfor skal du hele tiden holde fast her, mor?” sagde Vilma en anelse irriteret, fordi det lige var dér, hvor hun sad, at mit livlinehåndtag sad.

_MG_5548 kopiSom om at jeg ville have en større chance for overlevelse, hvis vi pudselig faldt. Jeg formåede dog at holde masken, og det var kun far, der til sin store fornøjelse kunne prikke lidt til mig med sine sjove kommentarer. Jeg er enormt glad for, at han først fortalte mig om katastrofen i Italien, hvor et lavtflyvende jægerfly i 1998 skar et skiliftkabel over og dræbte 20 mennesker. Så var jeg aldrig kommet derop – eller ned alt efter, hvornår han havde breaket historien. Flere havde anbefalet os at tage en tur i Skycab og det var det hele værd. Ungerne synes, at det var den fedeste oplevelse og selvom Vilma mener, at det kun er voksne, der synes, at udsigter er flotte, så var hun den første til at sige, ”Wow! Hvor er her smukt!”_MG_5545 kopiFor anden gang kunne vi stå i ét land og kigge over på et andet. Denne gang vores andet hjem, Thailand. Vi kunne se tre af de øer, som vi skal besøge når vi tager tilbage igen, Koh Tarutao, Koh Adang og Koh Lipe. Tre destinationer vi OGSÅ glæder os til. Vi fik et par utrolig vellykkede hotdogs på toppen af bjerget og ungerne var helt høje(!) over at have kørt så langt op i luften.

_MG_5543 kopiDet kom lidt bag på os, at svævebanen ligger i forbindelse med alt muligt andet, nærmest helt forlystelsesparkagtigt. Det er et sted, hvor man kan bruge mange timer og mange penge selvfølgelig. Vi nøjedes med at tage en tur i svævebanen og lege lidt på de gratis legepladser. Det i sig selv er jo en oplevelse for ungerne. Vi havde lejet en bil, hvilket er utrolig billigt her. 100 kr. og så kan man drøne rundt i 24 timer. Vi fik kørt øen rundt og faktisk var vi alle fem helt oppe at køre over… Ja, over at køre i en bil sammen… Lyder det mærkeligt? Igen er det kontrasterne. Det må det være, for det er jo ikke ligefrem noget stort i sig selv at køre rundt, men vi elskede det bare den ene dag. Vi nød det og fik endelig taget hul på Langkawis mange aktiviteter. En skøn ø på Malaysias vestkyst nord for Penang, hvor vi kom fra. Turen herover gik som smurt. Vi havde valgt at spare penge, udfordre os selv og ungerne og (igen) tage en længere vej, med en del skift i stedet for en enkelt speedbåd. Ungerne er bare skide gode. Vilma sagde om morgenen, da vi gik og pakkede de sidste ting inden afgang: ”Jeg elsker bare, når vi skal se, hvordan vores nye værelse ser ud.” Ud over, at hun er en lille indrettemus, så er hun også den af vores børn, som har brug for mest ro omkring sig. Hun var også den af de tre, vi var i tvivl om, ville kunne klare alle de skift vi stod overfor inden afrejse. Jeg har skrevet om det før, men jeg må bare konstatere, at når tryghedsmusen er tryg, kan alt lade sig gøre!

Endnu engang klarede de en tur med bus, færge, bus, færge og taxa til UG med kryds og slange. De klarede ventetiden, mennesker der ville tage billeder af dem og klamme toiletter. Det er mig en gåde, hvordan de malaysiske kvinder skylder sig efter et toiletbesøg, i hvert fald tror jeg, at de giver den hele armen under deres dragter, da der uden undtagelse nærmest er oversvømmet på gulvene, når vi overtager et toilet fra dem. Vi har også oplevet at blive ganske våde på ben og fødder blot ved at opholde os på det tilstødende toilet, mens der blev skyllet bagende! Men det er jo os, der er anderledes og os, der gør det anderledes i forhold til dem. Børnene har lært at trække været gennem munden, og så vi husker bare skoene og så går det fint. De klarede endda også en flok malaysiske spejderbørn, der var på duelighedtegnsekspedition, hvis opgave var at tale med udlændinge. Ungerne fyrede alle de engelskgloser af, de kunne og selvom Carlsons ”Sawadee krap!” (hej på thailandsk) ikke blev forstået, smilede og grinede de hver gang, han åbnede munden. Mor og far satte lige trumf på da vi tjikke-likkede os igennem den danske spejderremse og gjorde honnør. Stor begejstring og bifald fra de unge spejdere. Jeg kan kun sige at menneskerne i Malaysia er SÅ søde og imødekommende. Folk omkring os herude er faktisk rigtigt søde til at komme og komplimentere vores børn. Udover at vi selvfølgelig synes det samme og labber det i os, så er jeg efterhånden overbevist om, at vi har nogle helt exceptionelle søde børn, som altid opfører sig sødt og godt – når vi er ude i hvert fald. Det er en fornøjelse, og så må de efter min mening prøve alle de grænser af, som de har lyst til, når vi bare er osJ

Tænk at vi allerede har været på Langkawi i syv dage. Tiden flyver og vi nyder virkelig at være her. Vi har brugt nogle dage på at finde os til rette, da vi flyttede en del rundt på hotellets værelser de første fem dage. Vi forlængede hele tiden her på hotellet, fordi vi ikke kunne finde noget andet at bo i. Det låste os ligesom fast, hvilket børnene egentlig satte stor pris på, da vi så bare kunne lege på vores KÆMPE værelse, men vi (Sune og jeg) følte ikke rigtigt, at vi kunne tage hul på øens aktiviteter. Det kinesiske nytår er åbenbart the shit herude. Vi vidste, at vi skulle være klar på vores jul og nytårstid, men til trods for at kineserne med deres 1,4 mia. mennesker i forhold til Europas  ca. 500 mio, så tænkte vi da ikke, at deres højtider påvirkede os. Men det gør det i den grad. ”Sorry, no have room from number five (5. februar, red).” FORDØMT. Men, men, men… Det lykkedes til sidst og selvom det er lidt over budget, så har vi fundet noget til en rimmelig pris frem til nytårets start den 5. februar. Vi skal bo lige ned til den fantastiske strand og det dejlige hav, som vi efter syv dage endnu ikke har dyppet fødderne i. Til gengæld er det blevet til rigtigt mange kloridsvømmeture i vores skønne pool, hvilke har resulteret i at vi nu har to svømmende børn. Luna er nu også oven vande! Endnu et flueben sat.

foto 1Jeg må sige, at jeg stadig nyder at skrive herinde. Det er fedt med feedback og jeg bliver virkelig klar over hvor mange andre, der går og drømmer de samme drømme, som vi gjorde og som vi er i færd med at udleve. Faktisk blev jeg kontaktet af en dansker, som bor hernede, som helt impulsivt skrev og anbefalede diverse ting her på Langkawi, som man ikke normalt oplever som turist her. Hun var i Danmark for tiden og kunne derfor ikke mødes, men satte os i forbindelse med et andet dansk par, som vi mødtes med. Udover at ungerne syntes, at det var så dejligt at snakke dansk med andre end deres mor og far, så var det så sjovt at snakke med nogle andre, som også har taget springet, solgt alt og bare er rejst ud i verden uden en hjemrejsedato. Og selvom man ikke kender hinanden, så opstår der en dejlig samhørighed og enighed om at det er den fedeste ting, vi har gang i her og nu.

foto 2Jeg vil vente med en samlet vurdering af øen, da jeg ikke helt synes, at vi har fået det ud af den, som vi skal endnu. Vi har stadig syv dage tilbage her og de kommer til at gå med gåture i rismarker, bådture i de smukke mangroveskove, badeture i det krystalklare vand og måske en enkel snorkletur. I hvert fald glæder jeg mig til at opleve endnu mere af Langkawi.

Nana       foto 3

   

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Alle har da et dankort!?