”Det har en god betydning, at sidde i aft’nens nydning...

Hajangreb! Panik på åbent hav

 

20160223_172416Det skulle vel ske med alle de bådture, som vi efterhånden har været ud på. Dejlige rolige sejladser uden følelsen af, at noget kan gå galt. Det kunne bare ikke blive ved med at gå godt. Jeg kommer tilbage til den vildeste bådtur til dato, men vil lige bruge lidt plads på skønne Koh Lipe først.

_MG_6054 kopi (1)Vi har været tolv mennesker samlet den sidste uge i alderen 2-72 år, og det har simpelthen været skønt. Bedsteforældre, venner og venners børn var pludselig samlet på én og samme tid og pludselig gik vi i feriemode midt i vores egen lange ferie. Vi har ligget på stranden og daset i solen, i skyggen, i liggestolen og i restauranten dagen lang. Den hverdagsrutine vi (åbenbart) har bygget op herude har været på pause, og det har været sjovt at mærke. Ingen træning til de voksne, ingen blogskrivning, ikke særlig meget tid med børnene, da der var andre børn. Til gengæld en masse voksentid, farverige drinks, snakke om fremtiden og i det hele taget bare tid til at snakke._MG_6152 kopi (1)Det har været så hyggeligt og faktisk dejligt at mærke, hvor afhængig jeg er blevet af børnene. Jeg savnede dem helt i løbet af dagen, fordi jeg er vant til at være sammen med dem 24/7. Nu var der lige pludselig legekammerater og så blev vi ligesom luft for dem indtil sengetid. Det har simpelthen været så dejligt med besøg, og da vi alle drog af sted og tog afsked, var vi fyldt op af varme og kærlighed og klar til at nyde de næste måneder herude. Det var sgu også godt lige at blive mindet om, hvor trist og koldt det er derhjemme af nogle, som havde det frisk i erindringen. Vi glemmer det herude, hvor solen skinner konstant, og når det blæser affinder vi os med en chillfaktor på plus 25J

foto 2Vi endte med at være på Koh Lipe i ni dage, og faktisk har vi været ret vilde med øen. Det skriver jeg, fordi det kom lidt bag på os. Vi havde forberedt os på det værste. Vi kom fra ubeboede øer, tomme strande og en masse vilde dyr, og ankom til et inferno af lyd, mennesker og en masse butikker. Flere af de mennesker vi mødte forud for ankomsten hertil frarådede os ligefrem at tage hertil. Det var derfor med blandede følelser, at vi forlod Koh Adangs fredelige liv og tog mod Koh Lipe. Vi havde besluttet os for at få det bedste ud af det, og vi ville i hvert fald ikke påvirke de forventningsfulde venner, der kom på besøg. Men, men, men… I ved garanteret, hvad jeg vil skrive. LÆNGE LEVE KONTRASTERNE! Heldigvis så blev vi alle positivt overraskede, da vi ankom. Børnene var lykkelige for, at vi endelig kunne få en is, som ellers ikke havde været muligt i lang tid, og vi kunne få en god kop kaffe. I to dage boede vi midt på Walking Street og havde følelsen af at bo midt i en stor kulisse, et teater, som i løbet af dagene lukkede op for nye spændende steder og med nye medvirkende, der hele tiden traskede forbi vores pladser på den fremragende beliggende terrasse. Vi må have lignet en flok glubske dyr, sådan som vi bare sad dér og gloede. Det er klart, at de mennesker, som opsøger Koh Adang, Tarutao og andre ubeboede øer ikke synes, at Koh Lipe er et hit, men for os, der synes, at Koh Phi Phi er for meget og Koh Adang er godt i kortere tid, var dette perfekt. Vi har virkelig nydt at være der. Koh Lipe er sgu skøn på sin egen meget turistede måde. Den har formået at beholde en ro og en hyggelig stemning, som vi har været vilde med. Øen er meget lille, så det er også til at overskue med mindre børn. Vi har set de smukkeste solnedgange på Sunset Beach, og for første gang har jeg overværet en solnedgang og fuldmåneopgang – på samme tid! Altså en skør oplevelse og helt vildt, at man efter at have overværet den skønneste solnedgang, vender sig om og ser den smukkeste fuldmåne sekundet efter._MG_6172 kopi (1)Der er en masse børnevenlig snorkling med rig mulighed for at se diverse farvede fisk. Hvis man vil have mere snorkling, kan man, som vi gjorde, tage en tur med longtailboat til de omkringliggende øer og se endnu smukkere havlandskaber.20160223_151924

 

Vi fik_MG_6218 kopi ni dage til at gå på øen, men jeg ved ikke, om vi var blevet så længe, hvis ikke det var fordi vi havde besøg. Øen kan ikke så meget andet end afslapning, ikke så meget kultur, historie eller lokalstemning, men skønt har det været.

 

Og så skulle vi videre… Helvedesturen ventede forude og vi anede intet! Vi havde lovet os selv, at vi skulle tilbage til Koh Mook (se indlægget her). Ikke så meget på grund af øen, men allermest på grund af det sted, vi boede. Carlson forelskede sig sidst i 15-årige Yo, som arbejdede på resortet, hvor vi boede. Da vi forlod det sidste gang, nåede Yo ikke at sige farvel til Carlson, hvilket resulterede i, at han mildest talt blev ulykkelig. Værtinden Dada fortalte, at han ikke kunne arbejde i to dage fordi, at han var så ødelagt. En bekendt som blev lidt længere end os spurgte Yo, om han ville sende en videohilsen til Carlson, og det blev en meget følelsesladet hilsen, som I kan se her. Da vi modtog den hilsen, tudede vi til trods for, at vi ikke anede, hvad drengen sagde. Da vi så fik oversat det af nogle thaier græd både thaierne og vi imens at de forklarede, hvad han sagde. ”Lige meget hvornår du kommer tilbage, Carlson, så venter jeg på dig,” var blandt de kærlige ord. Vi måtte tilbage til Yo og Koh Mook. Øen ligger to timers sejlads fra Koh Lipe og til trods for ret frisk vind, besluttede vi at tage afsted. Vi havde sejlet godt 200 meter, da båden begyndte at hoppe afsted på bølgerne. Til at starte med var det sjovt, syntes både børn og voksne, men da det ligesom ikke stoppede og bumpene blev vildere og vildere, forvandlede grinene sig pludselig til lidt mere anstrengte miner fra mor, altså mig, som sad med en datter på hver side. Carlson lå hos Sune med lukkede øjne, fordi han var bange og pigerne spurgte efter blot 10 minutters sejlads, om vi snart var der! Det her bliver en lang tur, tænkte jeg, men vi skal nok klare det. Jeg var fortrøstningsfuld. Måske kunne vi falde i søvn! Men det var umuligt, fordi man hvert tiende sekund var ved at få trykket sine ryghvirvler skæve af det vilde fald fra bølgetop til bølgedal. Heldigvis kunne søulken(?) Sune berolige mig med, at det var en god kaptajn og at han havde godt styr på bølgerne. Heldigvis havde Sune også regnet ud, hvilken side i båden vi skulle placere os i, for de andre blevet oversprøjtet med bølger fra tid til anden. Vi rundede en time og efter at Luna havde kastet op to gange og Vilma og mig selv hver en enkelt gang, begyndte tankerne ligesom at flyve – jeg kunne ikke styre det. Panikken begyndte at brede sig og jeg så pludselig for mig, at båden ikke kunne holde til de enorme bump, som den konstant blev udsat for. Jeg tror efterhånden ikke på, at der findes noget thai-ord for sikkerhedsgodkendt, eller tip-top stand, så jeg begyndte at planlægge vores overlevelse, når båden blev revet midt over af en af de næste bølger. Alle havde redningsveste på, så det ville ikke være et problem at ligge og vente på redningsbådene. Nej, det største problem var at vi var ude på det meget store og vilde, åbne hav og jeg ved godt, hvad der gemmer sig dernede. Ikke søde nemofisk eller lækre regnbuefarvede fisk. Nej, der ligger barracudaer, hvidhajer og andre fæle rovdyr på lur, som venter på at angribe. Og så kom det største problem… Det var på den tid på måneden! Hajerne kan lugte det på lang afstand! Jeg ved ikke hvor mange af jer, som kender Find Nemo filmen. I så fald kender I også scenen med den søde hvidhaj Bruce (”Fisk er venner – ikke mad”), der tilfældigt lugter blod og forvandles til et kødædende monster, der pludselig vil gøre hvad som helst for et stykke kød. Dér sad jeg imens jeg holdt posen for Luna, der nu kastede op for tredje gang og tænkte: ”Hvis vi ryger over bord, så tager Sune ungerne og jeg svømmer væk fra alle og ofrer mig. Rationalet indfandt sig først, da vi stoppede ved Koh Kradan, som er naboøen til Koh Mook. Nu overlever vi faktisk, og jeg skal ikke ofres til hajerne, men rent faktisk snart i land. Ind til søde Dada og hendes skønne resort. Tænk, at vi overlevede turen. Vi blev sat af på stranden og jeg må bare sige, at der ikke var et øje tørt, da Yo og Carlson begge begyndte at løbe imod hinanden og Carlson hægtede sig fast, som skulle de aldrig skilles igen. Det var simpelthen så sødt.

_MG_6338

Øen er præcis, som vi husker den. Lokal, stemningsfyldt, beskidt og bare super hyggelig. Det er skønt at være her, og lige nu kan jeg slet ikke forestille mig at skulle væk igen. Det er næsten som at komme hjem igen, og det er en dejlig følelse. Folk kan huske os, når vi kommer rundt. ”I remember you,” siger de, når de ser Carlson, og folkene hos Dada er helt oppe at køre over, hvor store børnene er blevet og hvor meget thai, de har lært sig.

Livet er skønt – også hverdagen som igen er igang.

Nana

_MG_6289 kopi

 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

”Det har en god betydning, at sidde i aft’nens nydning...