Del, del, del - at dele til glæde for andre

Familiens WD40

12809660_532480940263393_7863191486797763030_nWD40, enhver handymans mirakelmiddel. Olien der smører de døre der knirker, giver cykelkæden og tandhjulene nyt liv, løsner rust og får kort sagt bare hverdagen til at spinde som en mis. Vi anede ikke at vi havde en sådan dåse med på vores rejse, men det har vi. Endda en som vi sætter stor pris på. Vores hedder Carlson og han og hans WD40-evner er intet mindre end en fornøjelse at observere for tiden. Udover at han er som alle to- snart treårige, med alt hans kan-selv og vil-selv (læs: pænt irriterende til tider), så er han bare så uimodståeligt vellykket i sin måde at smøre sine omgivelser på. Der hvor der lige skal slibes lidt kanter og rettes til, formår han at smutte ind og få familien til at glide. Specielt hvis pigerne konflikter, har han en formidabel evne til at tilføre striden lidt Carlson ind og så glemmer de ligesom, hvad konflikten handlede om og legen kan gå videre med et twist. Hvor er jeg dog glad for, at vi i sin tid drak os fulde i rosévin og blev enige om, at vi skulle give verden et barn mere. VUPTI, det synes verden også, så blev familien Winther Lyster fuldendt.

_MG_6479 kopiSiden jeg skrev sidst, har vi ikke rykket os. Vi er hos Dada på tredje uge. Vi er efterhånden bare en del af huset. Man kan bestille hos os, få gode råd om ture rundt på øen osv. Det har virkelig været en fornøjelse. Derfor har vi også haft så svært ved at komme videre hver gang, vi når til spørgsmålet: ”Skal vi afsted?” så forlænger vi. Tanken om at skulle videre giver mig allerede nu en klump i maven og da jeg forleden sagde til Carlson, at vi snart skulle rejse, blev hans svar med mundvigene nedad: “Nej, jeg vil ikke væk, moar!” men tiden er ved at være inde. Både fordi at vi er ved at løbe tør for kontanter (der findes ingen ATM her på øen), men også fordi vi ikke kan gro fast her. Hvis jeg kunne tage tre mennesker med hjem i min kuffert så ville Dada, Num og Yo være dem, som uden betænkningstid ville blive valgt. _MG_6423Mage til søde, empatiske og hensynsfulde mennesker. Dem kunne vi øjensynligt godt bruge flere af derhjemme. Jeg er allerede ude i at få Yo ind i landet som au pair, når vi kommer hjem. Selvom han var ved at besvime, da han hørte, at seks bananer kunne koste 20 kr. i stedet for den ene krone de koster herude, eller et frisørbesøg for 400 kr. frem for 12 kr. herude. “Uhh, Denmark expensive.” Vi må se, om det bliver en mulighed. Én ting er sikkert. Når man møder mennesker som de tre, der vil verden og dens omgivelser det bedste, så smitter det virkelig af og pludselig vil man gøre det samme… De der ringe i vandet (som jeg skrev om i sidste indlæg) er vist ikke så tossede…

 

20160310_142916Jeg havde også fornøjelsen af at fejre min fødselsdag her. 34 år har jeg nu nydt livet og jeg føler, at jeg det seneste halve år har suget energi, livsglæde og nydning til mig, så jeg i den grad er klar til mit 34. år. Tilbage til de her søde mennesker. Pludselig kom en fisker forbi, tilfældigt, troede vi, men han havde en sværdfisk på 13,5 kg med sig, som viste sig at skulle være en del af min fødselsdagsmiddag om aftenen. _MG_6379 kopi

_MG_6388 kopi

Man bliver simpelthen aldrig for gammel til fødselsdagssang. Slet ikke når ens børn kommer ind ad døren med de mest forventningsfulde smil og skråler “I dag er det moars fødselsdag…” Jeg blev forkælet hele dagen og da vi skulle på tøsetur (Farmor, Vilma, Luna og jeg) kom Yo løbende efter os. Han begyndte at gå med os og jeg spurgte: “Where are you going, Yo?” Og ud af hans femtenårige mund kom “I go YOU,” som det allermest naturlige i verden. De er sgu specielle, de thaier. Han fulgte med os hele vejen til byen, i butikker, selv da jeg skulle prøve kjole, var han med i vurderingspanelet. “No, you too big” sagde han, mens han sødt aede mig på maven og så mistede købmanden lige en kunde, men skønt var det at have ham med. Selv lagkageoverraskelsen var unik. Ungerne var med til at puste lysene ud og havde tydeligvis lige så stor glæde af det hele som jeg selv. Søde Vilma kan næsten ikke være i sin krop for bare iver efter at gøre andre lykkelige. En fødselsdag jeg uden tvivl vil huske og en dejlig aften med min kusine og hendes familie, inden de drog videre på deres færd.

Ellers er dagene her bare gået med at komme ind under huden på de lokale, og det synes jeg er lykkedes. Så meget at da vi forleden skulle på snorkletur til Koh Kradan fik vi sømanden til at dreje longtailboaten ind på stranden foran Sugar’s Coffee (et must for besøgende på øen.) Båden ind og så lå vi ellers i vandet og plaskede rundt indtil kaffe og frugtshakes kom hoppende med Yo, der glad var løbet ind for at hente dem til os. Videre med os til Koh Kradan, som bare var en skøn oplevelse. Masser af snorkling og svømning. Det er tydeligt, at børnene er blevet mere fortrolige med snorklingen. Luna kaster sig ud i vandet med snorkel i munden også med stor succes. Lov mig at tage til Koh Kradan og oplev den smukke ø. Den er så lækker. Hvis man er til endnu mere spændende snorkling fik vi anbefalet Koh Rok, men den lange sejltur på to timer hver vej, kunne vi ikke overskue.

_MG_6450 kopi

Jeg husker tydeligt et videoklip med Sune jeg lavede den dag, vi skulle flytte fra vores hus. Han sagde: ”Nu er det ikke sjovt at være i huset længere. Nu vil vi gerne videre.” Der havde vi boet i huset i seks år og de følelser, der væltede rundt i vores hoveder, fordi vi havde været så glade for stedet og menneskerne på vejen. Sådan er det ikke lige nu. Alt i mig siger, at dette her må ikke slutte. Følelserne jeg har lige nu er langt hen ad vejen de samme, som da vi sagde farvel til vores hus. Bortset fra én ting. En ret afgørende ting: Nu har jeg ikke lyst til at tage videre. Jeg har også lyst til at blive her, slå mig ned og beholde den følelse af harmoni i maven.

Jeg kan ikke med ord beskrive stedet og jeg er helt klar over, at hvis jeg forsøger, så vil folk komme til stedet og tænke, at det da overhovedet ikke er det, som Nana beskrev. Sengene er dårlige, stranden er kun god ved højvande, der er masser af skrald, ingen god kaffe, servicen er tvivlsom og alligevel er dette her uden sammenligning det allerbedste sted, vi har boet. Og nu vender klumpen i maven tilbage igen. Puha, en hård afsked.

_MG_6536 kopiEn ung fyr på 27 fra Tunesien har slået sig ned her. Han har ikke visum, men han vil blive, fordi han er vild med stedet, og han har nu købt et stykke grund af Dada og har på en uge bygget et fint bambushus. ”Her skal jeg bo, og bagefter bygger jeg et hus til min mor, hvor hun skal komme og bo.” Det er sådan, man får det her. En følelse af at få lyst til at blive her for evigt. Han er ligeglad med visumregler, og alt muligt andet praktik (Læs: børn).

_MG_6545 kopi (1)

Ejeren af Koh Mook Garden Resort. Sødeste Dada.

Pointen er, som der så fint står i restauranten: ”Make your self like at home.” Hvis man kan det og geare ned i deres tempo, så er det virkelig et sted, jeg kan anbefale, men samtidig også et sted man skal passe på… for man ikke kan komme herfra igen.

Over bord med kontrasterne! Jeg vil dvæle lidt ved dette sted, fælde en velfortjent tåre og nyde en sidste Chang i hængekøjen hos Dada… som i øvrigt sejler hele vejen med os til Koh Jum i morgen, for “If else I will cry all day, when you leave.” Khaosan (som Carlson udtales herude) har tydeligvis også været på spil her. Og mon ikke også han finder WD40’eren frem i morgen. Vi får uden tvivl brug for den.

Nana

foto 4

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Del, del, del - at dele til glæde for andre