En fryd for øjet, en liflen for øret, en kildren i næsen og en rislen ned ad ryggen

Så er hjemrejsebilletten bestilt

IMG_20160121_081508Det er altså ret vildt. Nu er der sat dato for vores hjemrejse. Vi rejser nu på ottende måned og pludselig havde jeg behov for at have en plan for fremtiden. Altså i hvert fald tre måneder frem. Vi havde mulighed for at blive i Thailand en måned mere med vores visum og det blev hurtigt vedtaget. Det ville blot kræve et stempel mere i passet. Vi tog til Krabi og vi fandt – til vores store overraskelse – ud af, at reglerne er lavet om. Børn skal ikke længere have visumforlængelse – kun forældrene. Jubii! 375 kr. gange tre unger sparet (1.125 kr.). Selvom det kun er et par stempler i passet, vi snakker om, så var vi forberedt på megen ventetid, fordi vi tænkte, at det ville være den samme bureaukratiske proces som i Bangkok, hvor vi sidst fik stempel. Deres arbejdsproces var så uendelig uoptimeret deroppe. Først gav vi pas og ansøgning til én dame, som tjekkede, at vi havde alle de rigtige papirer. Da det var tjekket, gav vi så pengene og alle papirerne til en anden dame, som nænsomt klipsede 1.900 baht på hver af ansøgningerne (og nej vi kunne ikke give et samlet beløb). Da hun så var færdig med den proces, blev papirerne sendt videre til naboens skrivebord. Her skulle vi pænt vente, til vores ansøgninger blev behandlet og vi blev råbt op. Det blev vores tur og vi kom hen til næste skranke. Af en eller anden grund huskede jeg ikke de andres navneskilte, men her mødte Ms. Thittiporn os – ja, det hed hun ifølge sit navneskilt – og hun tog så klipsen med pengene af på hver ansøgning for så at klipse det hele sammen igen, uden pengene, og give os fem hundredebahtsedler tilbage. Endelig. Sidste skranke. Her fik vi det endelige stempel og kunne nu være 30 dage mere i landet. Så ja, derfor var vi forberedte og klar på ventetid i Krabi. Fra vi gik ind af døren og ud igen, gik der højst 10 minutter, og så var det hele overstået. Børnene var helt skuffede, da der var en lille legeplads i venteområdet, som de allerede havde indtaget med Carlson som mor (ja, han insisterer for tiden), og Vilma og Luna som sine børn. Tilbage på vores dejlige hotel i Krabi med en plan for fremtiden en måned mere. foto 1Vi kan være i Thailand frem til 1. maj. Meeen det var ligesom ikke helt nok for os. Vi havde brug for en mere langsigtet plan. Hvad så efter den måned? Er vi ved at være rejsemætte, trækker foråret derhjemme og hvad med alt det praktiske som venter? Niksen biksen. Vi var altså ikke helt klar. Det var for tæt på. Vi traf derfor en stor beslutning og har nu købt flybilletter til Filippinerne, hvor vi kan være en måned. Jeg er helt vildt begejstret for, at vi skal derhen. Det er stadig helt uoverskueligt at tænke på, fordi det ligger langt ude i fremtiden og der er visse helbredsmæssige forbehold, der skal tages i forhold til andre steder i Asien. Men det bliver så megafedt. Er vi så klar til hjemrejse derefter? Når man i næsten et år ikke har skulle tage stilling til særlig meget andet end hvilken mad, man har lyst til, at andre skal lave til en eller om man kan overskue at rydde værelset op, så der kan blive gjort rent, så føltes denne her beslutning virkelig stor. Heldigvis viste det sig, at det var vildt dyrt at flyve fra Filippinerne til København og at vi kunne spare næste 10.000 kr. på at mellemlande i Bangkok, for så fem dage senere at tage hjem. Det blev til morens store (shoppe)tilfredsstillelse løsningen. På en måde så har jeg vel så lige sparet os for at bruge 10.000 kr. og kan derfor godt tillade mig at bruge dem i Bangkok? Nu har vi i hvert fald en overordnet plan for de næste 2½ måneder.

f

Ellers har vi tilbragt tre dage ved Khanom på østkysten. Vores første indtryk af byen var egentlig ikke så positiv. Men nok mest pga. hotellets spøgelsesagtige stemning. Husene var faktisk rigtigt lækre,

stranden var helt øde, restauranten var øde og i poolen svømmede enkelte thaibørn rundt. Da vi om aftenen gik op i restauranten for at spise, blev vi desværre svært skuffede over den ketchupmarinerede chicken cashewnuts og håbløse bouillonsuppe, men det var egentlig, hvad det var. Vi er efterhånden lidt forvænte med det thailandske køkken, så det er ikke så ofte, at vi bliver imponerede mere. Det som gjorde den dårlige oplevelse på stedet komplet, var de ellers så søde mennesker, som serverede for os. Dem som har rejst i Thailand MÅ kende denne her thaitype: “Jeg bevæger mig så langsomt jeg kan, imens jeg løfter mine fødder så lidt fra jorden som muligt, så man virkelig kan høre, hvor uoverskueligt det er at gå de fire meter over til bordet. Så krydrer jeg den lige med at se så træt og uoplagt ud, som jeg overhovedet kan, når jeg tager imod bestillingen og jeg fortrækker ikke en mine, hvis nogle prøver at sige noget sjovt. Kigger blot væk, vender om og slæber mine fødder tilbage i køkkenet med bestillingen, med ca. 2 km i timen.” Er vi de eneste som er stødt på dem? Heldigvis er Khanom meget mere end hotellet.

Da vi dagen efter lejede scootere og kørte ud i den skønne natur og besøgte dejlige vandfald, flotte templer med den smukkeste udsigt, så fandt vi begejstringen tilbage igen._MG_6617 kopiDesværre var der alt for meget blæst til at komme ud og se lyserøde delfiner, som denne egn er kendt for og derfor besluttede vi os for at tage videre derfra. Khanom kunne ikke helt så meget, selvom det var hyggeligt. Når vi rigtigt mærker efter, har vi efterhånden mest lyst til at finde noget langsigtet (kan I høre, at nomaderne er trætte af at rykke for meget rundt?). Jeg undersøgte diverse boligmuligheder på den nærliggende ø Koh Samui og kom i snak med en italiensk mand, som udlejer villaer dér. Vi besluttede, at vi ville se huset før, at vi sagde ja til det, så jeg aftalte at mødes med ham for at blive klogere. Og hvilket andet sted at mødes end MAKRO, et kæmpe supermarkedet. Det lå lige nærheden af boligen, sagde han og derfor var det nemmest. Dér sad vi så i Makro. Børnene stillede, som sædvanligt, ikke undrende spørgsmål, men fandt på en leg, sikkert med Carlson som mor, igen! Og så kom han, Marco. Han kørte os ud for at se huset. Vi fik forhandlet en rigtig fin pris hjem og bor nu i det mest fantastiske hus. Jeg vil lade billederne tale sit eget sprog og bare nyde, at vi nu er trådt ind i lavsæsonen. Her bliver vi i hvert fald i en uge, måske to. Det ligger 700 meter oppe, væk fra hovedvejen, væk fra støj og i super skøn natur med rigt dyreliv.

foto 8Vi er midt i ingenting, med pool, have, fantastisk hus og den dejligste terrasse. Vi kan åbne køleskabet og smøre en mad, vi kan blive på matriklen hele dagen, fordi køleskabet er fyldt og det er sgu skønt.

foto 4Jeg glæder mig til at se, hvad Samui har at byde på, selvom det eneste vi har lyst til lige nu er at være her og ikke bevæge os for meget.

 

Det er skønt at have et hus her og nu og det får os selvfølgelig også til at tænke på vores fremtidshus, når vi kommer hjem og på, hvilke prioriteter vi har, men det er et helt andet indlæg. Når vi den 5. juni kl. 9.10 thailandsk tid, sætter vi os ind i en flyvemaskine og drøner til dejlige Danmark og samme dag kl. 15.10 dansk tid sætter fødderne på dansk jord, så er vi helt sikkert klar til det. Vi indstiller os på det, når tiden nærmer sig. Når vi så står dér i lufthaven uden en bil, må vi håbe, at vi kan køre med nogle! Hvorhen? Hmm.. Ja, det må tiden vise…

20160330_120442_008

Lige meget hvad bliver det endnu engang imod nye og spændende eventyr.

 

Nana

   

2 kommentarer

  • Mia

    Hej Nana
    Tak for inspiration på så mange måder!
    Kan du mon videreformidle kontakt til huset? Vi skal 2 mdr til Thailand og leder efter en base til halvdelen af tiden.
    På forhånd tak!
    Mia

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nana

      Hej Mia. Hvilket hus er det præcis du gerne vil have mig til at videreformidle kontakt til? Gør det nemlig gerne?

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En fryd for øjet, en liflen for øret, en kildren i næsen og en rislen ned ad ryggen