”Hvornår skal vi hen og se den tissemand, mor?"

Hvis man ikke ind imellem ændrer retning, så ender man dér, hvor man er på vej hen!

20160207_125647 (1)Det var lidt af en cliffhanger, jeg lavede sidst og det undskylder jeg for, da flere har efterspurgt et hurtigt indlæg efterfølgende. Det blev det ikke til, da vi lige skulle afvikle Koh Samui og holde Songkran – det thailandske nytår – hvilket var en kæmpe succes. Ungerne syntes, at det var det fedeste i verden at køre rundt på scooter med vandpistolerne og skyde på alt og alle. Og alle var med på den. Flere sagde tilmed tak, når de blev oversprøjtet af børnene. Det er åbenbart en del af en renselsesproces denne dag og virkelig en opløftende festdag at være en del af. Vi tog dagen i flere etaper med frokostpause hjemme i huset, så børnene fik det hele med. Vilma sagde under putningen: ”Det er den sjoveste nytårsaften, jeg nogensinde har haft.” Jeg giver hende ret. Det er sgu lidt mere festligt end at sidde rundt om et bord med fjollede hatte og bordbomber. Set fra et børneperspektiv er en vandkamp noget mere nærværende. Der er ikke så meget voksensnak og alle, som går uden for en dør kender præmisserne. Du kommer ikke tør hjem!12987070_10156764929455035_4741853867875297927_nfoto 2 songkran-waterfoto 5

Nå, men her kommer fortsættelsen altså, så hvis I ikke læste sidste indlæg, kan det være at I skal gøre det her. Da vi stak af hjemmefra (DK), var det med den bedste mavefornemmelse og med en følelse af at frigøre os fra alle vores sure forpligtelser. Men samtidig var det faktisk også forpligtelser, som var ved at holde os fast derhjemme. Bedsteforældrene! Kan vi tage af sted fra dem? Et år er jo lang tid at gå glip af de smås liv. Kan vi virkelig tillade os at tage væk fra vores jobs, som vi begge er så glade for? Hvad med det netværk vi har bygget op på vores dejlige vej? Leg i haven, børn der render ud og ind. Voksne, der spontant kommer forbi og nyder en kaffe eller kølig øl i forårsvejret. Kan vi tillade os det? Hvad er det med de forpligtelser, som skræmmer, samler og gør os trygge, men som til tider også begrænser os? ”Jeg kunne aldrig tage mine børn væk fra deres bedsteforældre så længe,” var der en, der sagde til mig. Det gjorde dybt indtryk på mig i et stykke tid efter, for hvordan kunne vi egentlig tillade os det? Jeg kom dog frem til, at jeg også har brugt mine børn som skalkeskjul i ny og næ, fordi jeg ikke kunne overskue forpligtelser. Men det her besluttede vi os for, at vi kunne gøre fordi, at vi havde en forpligtelse over for børnene. En forpligtelse som mor og far til at være de bedste udgaver af os selv. Derfor måtte vi fritage os sig fra udefrakommende forpligtelser. Og i min verden er det alt andet end KERNEN! Os fem…151113_03 KRnallert til kaffebod_all takes

Vi har været væk fra forpligtelser og væk fra en kalender fyldt med aftaler og pludselig sad vi herude efter at have bestilt flybillet hjem og så, at vores juli måned er ved at blive fyldt op med arrangementer og aftaler, inden vi overhovedet er kommet hjem!!! Kun med dejlige fester og venner, men alligevel ting som gør, at vi forpligter os. Da jeg så modtog nedenstående mail fra en kvinde, ramte den præcis lige dér, hvor tankerne kredser lige for tiden. Lad mig give ordet videre til Karen for en stund:

“… Tak til dig, Nana, for dine fantastiske blogindlæg. Det er en stor oplevelse at følge jer, ikke kun alle oplevelserne, men også refleksionerne om stort og småt. De må være meget brugbare for de, som lader sig inspirere til at følge i jeres fodspor.

Gang på gang, når jeg læser jeres dejlige skriverier, spørger jeg mig selv om, hvad en sådan rejse ville gøre ved mig, eller betyde for mig. Der er selvfølgelig alle oplevelserne, som man vil have med sig resten af livet. Naturen, kulturen og ikke mindst menneskene I møder. Men det der falder mig ind først er fraværet af forpligtelser – altså arbejde, møder forskellige steder, hvor det forventes at man deltager, haven og hjemmet, der skal passes, fødselsdage og samvær med familie og venner. Noget er jo positive forpligtelser som vi gør med glæde, men dog forpligtelser alligevel. At være ude i verden må være en kæmpe frihed til at mærke sig selv og hinanden, en frihed til at vælge fokus i forhold til “lige nu”.

Du har et udtryk for tiden, som er langsommere i Thailand. Jeg kan bare ikke huske det (tøffetid, fra indlægget her, red.) og kan ikke finde det tilbage i bloggen. Men jeg kan huske at jeg tænkte – mormortid – det hedder det hos mig. Men i bund og grund handler det vel om nærvær. Der hvor vi kan give slip på os selv og vores egne tanker om dit og dat og bare være til stede – med børnene, voksne eller bare nyde en solnedgang. (…) Så er det jeg tænker, hvordan flytter jeg Thailand til Farum… !?”

Og har er det så, at jeg overtager mit eget blogindlæg igen. Tak for de dejlige ord. Jeg kunne simpelthen ikke sige det mere præcist. Det at være ude i verden uden forpligtelser giver en kæmpe frihedsfølelse til at mærke sig selv og hinanden. En frihed til at vælge fokus i forhold til “lige nu” og ikke skulle forholde sig til noget som helst derhjemme. For os fungerede det ved at tage til den anden side af jorden. En anden målstok er sikkert også mulig.

20160311_174415 2Vi tænker rigtigt meget over, hvordan vi får Thailand med os hjem. Hvad er det vi tiltrækkes sådan af ved denne kultur, mentalitet, de lokale mennesker, som har sat spor i vores hjerter? Det som har gjort, at vi slapper ligeså meget af i dette land, som vi gjorde i Danmark. Igen tror jeg faktisk kun at der er ét eneste enkelt svar – kernen – OS FEM! Selvfølgelig er det også fordi, at alle er søde og hjælpsomme, vi føler os aldrig utrygge, nogle gange taget ved næsen, men ellers bare godt og grundt trygge og det er fordi, at vi har hinanden.

Så kommer det svære spørgsmål, som selvfølgelig også begynder at presse sig på. Alt det vi har lært om os selv og hinanden herude – hvordan indfrier vi det, når vi star i Kastrup og skal begynde vores nye eventyr? Forsøge at være de bedste udgaver af os selv samtidig med, at vi skal på job og være en del af forpligtende samvær på god tog ondt. Forstå mig ret. Jeg glæder mig helt ubeskriveligt meget til at se min familie igen. Børnene så forleden et klip, hvor de pakker deres legeværelse og Carlson har hver dag lige siden sagt: “Jeg vil ikke til Delfinerne (Filippinerne, red.). Jeg vil hjem til Danmark!” De glæder sig til at kramme alle bedsteforældrene, kusiner, fætre og Vilma de veninder som hun virkelig også savner. Og Ihhh, hvor jeg glæder mig til at se de skønneste veninder og venner. Men der er visse forpligtelser, der skal ud af mit liv, når jeg kommer hjem og det er som Karen skriver noget der tager tid!

IMG_6951

Summa summarum må være, at det er vigtigt, at vi altid er i bevægelse, er kritiske. Vi har kun det ene liv. Og det er vigtigt, fordi man ikke må ende dér, hvor man er på vej hen… At man stopper op i ny og næ, mærker efter og siger til sig selv: ”Hvordan har jeg det egentligt?” Sige til sin partner: ”Hvordan har vi det egentligt?” så man lige kan blinke af til venstre og dreje ud ad en ny udviklingsvej… Det tror jeg, at vi alle sammen har godt af, specielt hvis svaret på spørgsmålet falder negativt ud. Og specielt fordi jeg tror, at rigtigt mange børnefamilier i dag har så travlt, at de slet ikke har tid til at stoppe op.

 

IMG_6851Vi var ved at ende der, hvor vi var på vej hen… Derfor havde vi behov for at ændre retning, når vi så kommer hjem, handler det for os om ikke at havne på tilkørselsrampen til den gamle (Trummerum-) vej.

 

 

 

 

 

 

 

 

Men prøv lige engang… ”Hvordan har jeg det egentligt?” og ”Hvordan har vi det egentligt?”

Et procesorienteret udviklingsindspark fra de varme lande.

IMG_6761

Nana

 

Følg i øvrigt med på min instagram eller face book profil – de5stikkeraf

 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

”Hvornår skal vi hen og se den tissemand, mor?"