”Mor. Tror du, at du har været fuld ti gange?” – Koh Phangan!

“At vove er at miste fodfæstet et øjeblik” – Tør vi?

IMG_5357

Vi er fremme! Vi er her! Endelig! Efter tvivl, frygt og praktik. Da vi skulle af sted, måtte vi tage lufthavnen i to etaper. Første afgang viste sig nemlig at være aflyst. Kuwait Airways havde åbenbart mistet deres licens til at medtage passagerer fra Bangkok. De havde blot glemt at informere os om det. Er der noget, som sætter forældrerollen på prøve, så er det sådanne situationer. Heldigvis er børnene efter snart ni måneder på farten, fuldstændig klar på det. De tuner in på ”Nu skal mor og far lige klare en masse praktik”-kanalen, så der blev leget fangeleg, set på fly, der landede og lettede, talt fly, spist is, leget med biler, med dukker og tegnet. Endelig var der styr på det hele. Vi tog en ekstra overnatning og var klar til afgang efter en overnatning mere i Bangkok.

Dagen før vores rejse blev vi af en betænksom læser gjort opmærksom på, at en canadisk turist for en uge siden var blevet halshugget efter måneders fangenskab. Da vi hørte om denne episode, blev vi igen konfronteret med vores frygt for, at noget kunne ske med vores guldklumper. Og selvom jeg er sikker på, at jeg ville forvandles til Hulk (og ja jeg tror faktisk at jeg ville blive grøn af raseri) med sort bælte i MMA (Kan man mon have et sort bælte i den sportsgren? I hvert fald ikke en kombination jeg ville være glad for at møde som kidnapper). Så vendte den frygt tilbage igen. Også overtroen kom over mig. Var det et tegn, at flyvningen blev aflyst?

IMG_5533 (1)

Men ligesom jeg skrev i et af mine første indlæg her på bloggen, som omhandlede bombemanden i Bangkok, så fyldte frygten dengang også en del lige før afrejsen. Dengang ville det nemmeste være at blive væk fra Thailand. Og i dag ville det nemmeste for os være at blive en måned mere i Thailand, som nu var lig med tryghed for os. Paradoksalt! Filippinerne er det land som flest mennesker, vi har mødt, har sagt: TAG DERTIL! I vil ikke fortryde det. Med troen på at intet sker og jeg ikke behøver finde min indre Hulk frem, tog vi af sted. Og der sad jeg alligevel så i et fly på vej til først Manila og derefter Cebu med alle mine bekymrende tanker. Indtil noget pludselig gik op for mig: Ved siden af mig sidder de smukkeste døtre.IMG_5512De sidder ubekymrede og pusler med deres klistermærkebøger. En slags moderne påklædningsdukkebogmed klistermærker. De siger ting IMG_5515som: ”Ej, et flot fly”, ”Se en stor vinge mor”, ”Vil den mand egentlig godt være en kvinde (om en af stewarderne)?” Det eneste de forholder sig til er det, som er lige ud for deres næsetip. Det uvisse rager dem en høstblomst. Dér besluttede jeg mig for at prøve med den tilgang. Lade være med at forholde mig til en masse hvad-nu-hvis´er og stoppe med at vande de spirende frygtfrø inden i mig selv. Jeg vil prøve at forholde mig til, hvad der er lige ud for min næsetip. Og lige dér var det at hygge i en flyvemaskine og så kunne alt, hvad der venter på Filippinerne være lige meget.

IMG_5537Nu har vi været her i en uge og kan sige, at Filippinerne på mange måder er overvældende. Der er mange flere fattige og mange flere børn, der render beskidte rundt i gaderne – uden deres mor og far.  Vi har fået en masse gode snakke med børnene om, hvor heldige vi er. Både fordi vi bor i Danmark, men også fordi at vi er taget på denne rejse. Abstrakt og svært for de små næsetipper at forstå☺ En morgen købte vi en pose boller og en juice til tre drenge, der lå på gaden. To af dem sov stadig og den sidste, der tog imod maden så meget glad ud. Vi snakkede om den følelse, man får i maven af at hjælpe andre, der ikke har så meget og da Vilma efterfølgende sagde: ”Jeg kan godt lide at hjælpe dem, der ikke har det så godt”, syntes jeg, at en af de vigtigste ting for denne rejse er lykkedes. For selvom man er et barn og kun forholder sig til de dér næsetip-ting, så er følelsen af at have lyst til at bidrage til andres liv, så de får det bedre i mine øjne noget af det vigtigste.

IMG_5586
Vi tilbragte tre dage i Cebu og må bare konstatere, at vi ikke er et sted i livet, hvor byferie er noget for os. Der var for mange mennesker, for varmt, for utrygt i forhold til trafikken og vi kunne ikke rigtigt gennemskue byen. Men vi fik fejret min dejlige mands 38 års fødselsdag. Vi havde lavet et skattekort til det, der skulle være det bedste kaffe- og kagested i byen.

Vi har intet at sammenligne med, men det levede op til vores behov. Og han havde den dejligste fødselsdag.

 

 

IMG_5592
Men videre, væk fra bylivet med os. Og afsted med os til Oslob, næste rejsedestination. Skæbnen ville dog, at præsidentvalget finder sted den 9. majIMG_5606 og systemet her er sådan skruet sammen, at man skal hjem til sit fødested for at stemme! Så vi stod i kø sammen med 1000 (overdriver ikke engang) andre mennesker, som skulle samme vej som os. Efter tre timer i kø, i sporadisk skygge, IMG_5611føltes den tre en halv timers bustur som piece of cake.

Nu er vi fremme. Ankommet på det hyggeligste lille familieejede sted. IMG_5614 Da moren på stedet spurgte mig, om alt var ok, kunne jeg kun sige. ”It’s like being home again.” Man tager selv i køleskabet og alt, hvad man ellers mangler. Vi er kun kommet til denne del af Cebu for én ting. En stor drøm går nemlig snart i opfyldelse for mig. Vi skal i vandet og sige goddag til de gigantiske hvalhajer. Dagens quiz fra børnene i dag var: “Hvilken fisk er verdens største”? Op til 16 meter lange og 30 tons – Svaret var selvfølgelig, en hvalhaj.

Glæder mig til at fortælle om vores oplevelse.

IMG_5616Nana

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

”Mor. Tror du, at du har været fuld ti gange?” – Koh Phangan!