Øhop på Filippinerne

Delfin, filippin, sublim

IMG_6120 kopi”Og dér! Og dér! Og dér! Mor, jeg tror snart, at jeg har set en milliard syvhundrede delfiner.” Konstaterede Luna efterfulgt af: ”Jeg ved snart ikke, om mine øjne kan klare mere. Har vi ikke flere kiks?” Jeg måtte give hende ret. Det var altså også bare vildt. De var simpelthen overalt. Voksne delfiner, mordelfiner med deres små legesyge unger. Oppe over vandet, under båden og foran båden i ottetalsformationssvømning. En oplevelse som jeg dvæler lidt mere ved senere, men først vil jeg lige fortælle jer om dette hemmelige sted, som åbenbart ikke er kendt af mange. I hvert fald at dømme efter de blikke vi fik fra de lokale, da vi ankom til byen.

IMG_6052

Find én fejl

Vi tog fra Dumaguete, som er hovedbyen på øen, Negros Oriental. Vi brugte bare en dag der, da vi efterhånden er ved at løbe tør for tid. Ungerne var ellevilde, da den blev brugt på en legeplads, hvor mor her var ekstra vaks! Det var ikke helt den standard legeplads, vi er vant til derhjemme, men nogle gange minder det mig også om, at vi skal slappe lidt af derhjemme. Måske lige til den gode side i dette tilfælde. Med alle lemmer i behold tog vi videre op til Bais med offentlig bus. En times transport fra Dumaguete. Det offentlige fungerer rigtig godt her og der kommer hele tiden en ny bus til ingen penge. Så længe vi ikke drøner rundt i bjergene og de stopper for hver 500 meter, fordi en ny passager skal på, og de derfor ikke kan nå op i fart, så er jeg rolig. Da vi steg ud af bussen var det som at komme til en anden verden. Turister er så sjældne, at de hele tiden skal røre ved børnene, når de passerer os. Røre ved deres hår, kigge… Ej jeg siger det som det er; glor på os, som havde de aldrig set et blegansigt før. Til børnenes store frustration bliver de ved med at sige ”Hello babyyyyy!” Og skal man smigre sig ind på 3-, 4- og 6-årige børn er det ikke vejen. ”Hvorfor kalder de os hele tiden babyer?” De har alle tre droppet den søde poseren med: ”Cheese” og to fingre i vejret, når folk vil tage billeder med dem. Ikke engang et lille smil kan det ikke blive til mere. Pigerne er bare begyndt at vende om på hælen og gå. Carlsons mund der vender nedad, imens han med sin sureste stemme siger ”No,” er ikke til at tage fejl af. Men de giver ikke helt op. I dag så jeg så en ny tilgang. To filippinske mødre, som bor på samme hotel som os, tilbød pigerne noget frugt. Imens den ene gav pigerne frugten, stod den anden klar med kameraet! ”Say cheese!” Pigerne fik frugt, så de var ligeglade, men det er skægt, at det er så markant i dette land. Vi er alle lidt trætte af livet i rampelyset.

I Bais havde vi booket et værelse på det eneste hotel i byen. Herfra kunne vi booke en tur ud og se delfiner hos det eneste bookingbureau i byen. Ingen konkurrence betyder svimlende priser, så vi måtte give 500 kr. for en bådtur, hvor der ikke var garanti for delfiner. Men afsted skulle vi!  IMG_6061 kopiVi stod TIDLIGT op og tog ud til havnen, med et kæmpe ønske om at få lov til at opleve bare et par delfiner, som svømmede rundt om os. Det der skete var simpelthen ikke noget vi kunne have forestillet os i vores vildeste fantasi. Efter en halv times sejllads sagde kaptajnen ”Look,” og så begyndte showet ligesom bare.IMG_6182 kopiIMG_6144 kopiHalvanden time sejlede vi rundt imens den ene flok efter den anden nysgerrigt nærmede sig vores båd. Jeg må sige, at vi får sat en masse flueben på denne rejses sidste etape. Det var ligesom at være med i en film og da selv kaptajnen begyndte at tage billeder af babydelfiner der spindene kastede sig op i luften, vidste vi, at vi var heldige.IMG_6134 kopiIMG_6170 kopi Sigtbarheden var uovertruffen og havet var spejlblankt, så vi kunne følge dem langt ned i dybet og se, når de kom op efter luft. Til sidst lænede vi os bare tilbage og nød synet. Luna fik en kiks, så hendes øjne kunne klare flere delfiner, for de var fortsat overalt.IMG_6260 kopi Da vi sejlede derfra stoppede kaptajnen på en sandbanke, IMG_6262hvor vi fik lov til at bade og hygge lidt, inden vi tog tilbage på havnen. Sune smagte friske muslinger og søpindsvin, som de lokale fiskere tilbød. ”You become a strong man!” sagde de, og så tog Sune et par bidder ekstra af det klamme sovs inde i søpindsvinet.

Resten af dagen blev selvfølgelig brugt på at lege delfiner i poolen, i sengen og inden de lagde sig til at sove, sagde Luna: ”Jeg vil sige til min hjerne, at jeg vil drømme, at jeg er en delfin.”

 

 

 

 

 

 

Dagen efter var vi klar på flere oplevelser. Vi havde ENDELIG fundet nogle grotter, som skulle være børnevenlige. Igen tog vi det offentlige og desværre blev turen derop med en chauffør med dødsforagt, som gav de fleste kvalme og fratog mig muligheden for at nyde den vildeste udsigt. Jeg forstår stadig ikke, hvorfor de skal køre så stærkt i hårnålesving og med 1 meter til vejkanten, som går 500 meter ned. Hvad jeg heller ikke forstår er, at jeg virkede til at være den eneste påvirkede. Jeg prøvede på ikke at bekymre mig og ikke tænke på, at nu er det hele gået så nemt hele rejsen og NU GÅR DET GALT! Vi nåede frem, uskadte og klar til huleinspicering. Da vi fik at vide, at turen tog tre timer, var vi klar til at vende om, men niksen biksen. Vi besluttede, at det var nu eller aldrig. Vi proppede tasken med ”benzin” (kiks, bolsjer og juice) og så vi var klar. Da først hjelmene var på, var børnene klar til at vandre.IMG_6275 kopi Først 1 km til den første grotte. Hvor vi fik lov til at spille på drypstenene som hang fra loftet, se hvilke konsekvenser jordskælv kan have på sådanne huler og hvordanIMG_6300 kopi drypstenene bliver længere og længere fra år til år.

 

 

 

 

 

 

Videre til næste hule som til børnenes store tilfredsstillelse kun kunne bsøges med pandelamperne tændt. IMG_6312 kopi Da vi var midt inde i hulen fik Vilma pludselig en ide om at vi alle sammen skulle slukke vores lygter. Vild oplevelse, de 8 sekunder Carlson havde lyst til totalt mørke. Her blev vi udfordret og skulle gå på en lang gitterbro ind i ingenting. Undervejs så vi de smukkeste formationer af drypsten og børnene var med endnu. Sidste hule var klar til at blive indtaget. Den smukkeste af dem. Alle stenene var kridhvide og glitrede. Guiden fortalte os, at det ville være ligesom at komme ind i Elsas krystalslot og så fik pigerne fornyet energi. IMG_6299 kopiCarlson annoncerede godt nok, at han gerne ville hjem, men han klarede det også. De sejeste børn klarede turen på lidt over tre timer. Børn kan bare mere, end man går og tror. Og på vej hjem i bussen kunne jeg sidde og nyde den smukkeste udsigt med en perfekt chaufør, som kørte stille og roligt ned ad bjerget.IMG_6267 kopiSune havde ret fra busturen opad… det var den vildeste udsigt. Og det var den vildeste oplevelse med vores børn. Sune er i gang med putningen og der er ingen tvivl om, at det bliver en hurtig putning.

 

 

 

I morgen tager vi videre til Moalboal-området, eftersigende endnu en uberørt perle, med formidabel snorkling, lækre vandfald og en masse lokalt liv.

Nana

 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Øhop på Filippinerne