You are always one descision away from a totally different life

Hjemme efter ti måneders rejse – hvad så nu?

IMG_6952”Hvor er vores værelse?” Dette var den allerførste kommentar fra Carlson, da vi trådte ud i lufthavnen, efter 11 timers flyvetur. Pludselig gik det jo op for os, at for ham kunne vi ligeså godt være ankommet til en ny rejsedestination. Han havde ingen erindring om Danmark, som hans hjemland, om vores gamle hus eller om hans legetøj. Ja, ikke engang familiemedlemmerne var helt på plads efter ti måneders fravær. Alligevel løb han jublende ned ad gangen mod bagagebåndet og skrålede: ”Vi er i Daaaaaanmark,” sammen med Vilma og Luna. Næsten på grænsen til det uopdragne, eller var det bare fordi, at vi var tilbage i Danmark, at vi pludselig havde den følelse? I hvert fald ramte det os allerede dér: Der er bare lidt lavere til loftet i vores land. Det var på mange måder overvældende at stå og vente ved bagagebåndet. Skægt at betragte børnene, som – inden vi tog af sted – dårligt kunne bære deres egne rygsække, men nu, ti måneder senere stod forrest ved båndet og ventede på vores store rygsække, klar til at rive dem ned. ”Den klarer vi, far!” Dér stod vi, Sune og jeg, med hinanden i armene og smilede ad vores store børn. Vi vidste på det tidspunkt, hvor vi skulle bo de første fire dage og derefter var intet planlagt. Selvom det har været konceptet i de sidste ti måneder, og det har fungeret, så gjorde det faktisk, at det ikke var med den største begejstring, at vi skulle forlade lufthavnen og springe ud i vores nye (eller gamle) liv. Dog blev det glemt for en tid, da vi mødte kram og kys fra familie og venner i ankomsthallen. Det var virkelig skønt at se dem igen og vi nød en dejlig aften, hvor det først blev mørkt kl. 22, hvilket aldrig sker i Asien.

 

Blogstikket blev i den grad trukket, da vi ramte Danmark. Vi havde brug for tid sammen. Det lyder måske paradoksalt efter at have rejst rundt i 10 måneder, ALENE som familie. Men nu kom vi hjem og nu kom konfrontationen med ”virkeligheden”, og vi var meget spændte på, om den ville ramme os som en gedigen knytter midt i fjæset, eller blot et blødt dask på kinden. Vi anede det ikke. Vi stod over for nogle store valg ret hurtigt efter hjemkomsten. Ikke de sædvanlige indkøb, som en liter mælk, lidt brød og en figenstang. Vi skulle købe en bil, et hus og i øvrigt placere os et geografisk et sted, hvor vi kunne se os selv i hvert fald det næste års tid. Det tog os 14 dage og så var alt på plads. Carlson blev snotforvirret af at køre rundt og se på huse. Han troede vi skulle bo i dem alle. Så bliver fremvisningerne altså lange, når han hele tiden lige skal have afklaret: ”Skal vi bo her?” Derfor besluttede vi, at huskøb måtte vente. Vi var verdens heldigste og fandt et hus i en lille landsby uden for Roskilde, hvor Vilma som ønsket kan få sit eget værelse. Bilen kom i hus, hvor det vigtigste for os var, at alle kunne blive spændt fast uden at man som voksen var våd af sved efter seancen. Og ja, en billig campingvogn kom også pludselig ind i billedet, så lige nu er alt faktisk som vi forlod det. Ikke det samme hus, den samme bil eller den samme campingvogn, men alligevel det samme i nye rammer.

 

Vi er fortsat nomadefamilie frem til 15. september. Men derefter skal flyttekasserne pakkes ud. Det bliver så skøøønt!

 

Hvad så nu? Kan vi se noget, mærke noget, fornemme noget, frygte noget, ER VI FORANDREDE!? I forhold til at børnene har været væk fra sociale, jævnaldrende relationer, væk fra andre omsorgspersoner eller familiemedlemmer? Det har været en fornøjelse at se, hvordan de leger og hvordan de rummer hinanden i hinandens lege på rejsen, men samtidig så har det også været en fornøjelse at se dem lege med deres ”gamle” venner igen. Selvom legende nu i større grad handler om at rejse, om at være hjemløs, eller at tage sig af syge dyr eller mennesker, så er jeg simpelthen så stolt over det, vi har haft mulighed for at give vores børn. Den omstillingsparathed og åbenhed for andre kulturer vi har præsenteret vores børn for, vil uden tvivl gavne dem i fremtiden. Jeg er spændt på at følge dem og spændt på at se, hvordan de kommer til at indtage verden, på hver deres unikke måde.

 

Hvad så med bloggen?

 

Faktisk har jeg et par indlæg klar til jer allerede nu, som jeg har skrevet på i de sene aftentimer og der er faktisk taget en kæmpe beslutning på hjemmefronten. Nej, vi skal ikke skilles!! Man kan vel ej heller kalde det en familieforøgelse. Hvad det drejer sig om, kan jeg fortælle om meget snart. Så bloggen her fortsætter. Både som rejseblog, men også i en anden spændende form.

 

Nana

   

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

You are always one descision away from a totally different life