Hjemme efter ti måneders rejse – hvad så nu?

Er du sød at kysse mit institutionsbarn!?

vlcsnap-2015-08-26-21h19m06s457

Når nu jeg efter et års rejse og derfor et år ude af institutionslivet skal sende mine børn tilbage i nye rammer med nye voksne, nye børn, nye omgivelser og måske endda nye regler for, hvordan man må agere der. Så skal jeg hilse og sige, at det er mega sårbart og rigtigt hårdt. Vilma er seks, Luna er lige blevet fem og Carlson er tre. Han har ingen erindring om livet som institutionsbarn, men det har de to andre og heldigvis er det positivt. Lige meget hvor meget af det, som de hver især kan huske, så ved jeg, at det har det været et liv fyldt med kys, kram og kærlige klap i rigelige mængder, når der var behov for det.

Hvad gør det så ved mig, når jeg gang på gang er vidne til, at mine børn står model til andres kys og kærtegn?

Det giver mig ro! En inderlig ro og stolthed over, at det ikke kun er mig, der synes at mine børn er unikke, fantastiske væsener, som man ikke kan lade være med at kysse, kramme og nusse. Hvad er det lige, der er sket med kysse-, bleskift- og krammefobien imens, at vi har været væk? Altså – vi taler ét år ude af landet og så er der flere som udtaler sig om, at stilen skal laves om og der skal kærtegnes mindre? Jeg har prøvet at læse mig frem til argumenterne og det gør mig bare endnu mere paf.

Hvis vi ønsker, at vores børn skal få et naturligt forhold til berøring og til at mærke efter hvornår, at det har behov for hvilken slags tryghed, kærtegn eller andet, så bliver vi altså nødt til at give lidt mere slip og tro på, at dem som er uddannet til deres arbejde også er dem som ved bedst. Der er dukket en utrolig uheldig tendens op i vores lille danske samfund. Paradoksalt nok i en tid, hvor vi snakker om, at vi ikke har tid nok.

Vi har simpelthen så meget tid til at tænke, bekymre os og pege fingre ad det, man IKKE synes er rigtigt.

En generel mistillid til fagpersoners kompetencer er hvad dette, jeg vil kalde det tankespind, bringer med sig. Det skal altså stoppe nu!

Hvad er det vi er bange for, helt ærligt? Kan børn få for meget kærlighed?

 I Rumænien har man på et børnehjem et fænomen som hedder håndklædebørn. Det er de børn som i sovesalen ligger tættest på håndvasken. Når plejepersonalet kommer ind og vasker hænder, tørre de hænder i de nærmeste børns klæder. Undersøgelser har efterfølgende vist, at disse børn er blevet mere rolige, tilpassede og velfungerende – alene på baggrund af de “kærtegn”, som plejepersonalet ubevidst gav børnene, når de tørrede hænder. Alle børn har behov for berøring!

I min verden kan man altså ikke give et kys i panden med tilbagevirkende kraft. Når jeg er ked af det, så glæder jeg mig da til at komme hjem og få et kram af min mand. Men i situationen er der da ikke noget bedre end at få en skulder at græde ud ved og måske endda et kys i panden. Det at føle sig elsket og forstået af andre er bare rigtigt trygt og det kan et kys i nuet i den grad hjælpe med til.

Jeg kan huske det fine klistermærke, som sad i mange af 80’ernes bilruder: ”Har du talt med dit barn i dag?” Måske skulle vi stedet for at blande os i om vores børn bliver kysset eller krammet for meget, bliver skiftet af en mand, får det forkerte mad eller bliver set på lige præcist den helt rigtige individuelle måde, så spørge os selv, om alt den tankevirksomhed vi har brugt på de bekymringer i virkeligheden er gået fra det nærvær, vi selv kunne have budt vores børn i den tid vi har gået og spekuleret over det?

Jeg håber at mine tre guldklumper bliver overdynget med kærlighed fra de voksne både i skolen og i børnehaven. Kunne man ikke se det som en gave til sit barn?

Jeg ved godt, at dette blogindlæg i sig selv peger fingre ad en gruppe mennesker, men jeg vil vove den påstand, at disse mennesker bevæger sig ind på et område, som de ikke ejer kompetencerne til at have føling med. I mine øjne træder sådanne restriktioner fra os forældre ind over en grænse, som krænker professionelle menneskers daglige arbejde. Så betragt det ligeså meget som en løftet pegefinger fra en skolelærer. Lad børn være børn, lad dem få de kys og kram, de har behov for og lad så vores elskede pædagoger klare deres arbejde i ro og fred.

 

Nana

 

   

1 kommentar

  • Sidse

    Jeg er helt fuldstændig enig!!! Vær sød at vise mine børn kærtegn og omsorg når jeg ikke er der til at gøre det… Please!?

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hjemme efter ti måneders rejse – hvad så nu?